Dybt inde i den frodige, grønne jungle, hvor solen kun lige kunne kigge igennem de tætte trækroner, boede en gruppe glade aber. De svingede fra gren til gren og legede tagfat hele dagen lang. Men der var én ting, som gjorde denne abeflok helt speciel: De havde en hemmelig skat!
Skatten var gemt i en gammel, hul træstamme, som kun aberne kendte til. Den var fyldt med de mest vidunderlige ting, som aberne havde samlet gennem årene: skinnende sten, farverige fjer og sjove frugter, som de havde fundet på deres eventyr i junglen.
En dag, mens aberne legede, kom en lille abe ved navn Milo til at tænke på, om der mon fandtes andre skatte i junglen. “Hvad nu, hvis der er endnu flere skatte, som vi kan finde?” spurgte Milo sine venner med store, nysgerrige øjne.
De andre aber blev straks begejstrede over Milos idé. “Lad os tage på et jungleeventyr og se, hvad vi kan finde!” sagde de i kor. Så de satte af sted, svingende fra gren til gren, mens de holdt øje med alt, hvad der kunne ligne en skat.
De klatrede op ad høje træer, hoppede over små bække og kiggede under store blade. Pludselig stødte de på en gammel, mosdækket sten, der så lidt anderledes ud end de andre. Milo skubbede forsigtigt til den, og til deres store overraskelse åbnede der sig en lille hule bag stenen.
Inde i hulen fandt de noget helt fantastisk: En samling af de smukkeste blomster, de nogensinde havde set! Blomsterne glimtede i alle regnbuens farver, og deres duft var så sød, at aberne næsten kunne smage den.
“Dette må være en del af junglens hemmelige skatte,” sagde Milo med et stort smil. “Vi må dele denne skønhed med alle vores venner!”
Aberne plukkede forsigtigt nogle af blomsterne og tog dem med tilbage til deres hjem. Da de kom tilbage, delte de blomsterne med alle de andre dyr i junglen. Fuglene, elefanterne og selv de små myrer kom for at beundre de smukke blomster.
Alle dyrene blev så glade for at se de farverige blomster, og de takkede aberne for at have delt deres fund. Fra den dag af blev junglen et endnu mere magisk sted, hvor alle dyrene levede i glæde og harmoni.
Og selvom aberne stadig havde deres hemmelige skat i den gamle træstamme, vidste de nu, at den største skat af alle var den glæde, de kunne dele med deres venner.
Da solen gik ned, og junglen blev stille, puttede Milo sig tæt ind til sin mor. “Det var et fantastisk eventyr,” hviskede han søvnigt. “Ja, det var det,” svarede hans mor blidt. “Og husk, Milo, den største skat er altid den, vi deler med andre.”
Med et smil på læben faldt Milo i søvn, mens junglen vuggede ham ind i en drøm om nye eventyr og skatte, der ventede på at blive opdaget.
