Der var engang en lille abe, der hed Bero. Han var en kapucinerabe, brun med en lys hætte af pels om ansigtet, og han boede i en flok i en tør skov i Brasilien, hvor jorden var rød og stenene var store og flade.
Abernes hemmelige skat lå ikke i et træ. Den lå på jorden, ved foden af en stor, flad klippe, under et palmetræ. Det var en sten.
Den var rund og glat og grå, og den var så tung, at Bero næsten ikke kunne løfte den. Den var ikke smuk. Den glimtede ikke. Men alle de voksne aber i flokken vidste, hvor den lå. Og ingen andre dyr vidste, hvad den var til.
Den var til nødder.
Under palmetræerne faldt der nødder. Hårde, brune nødder med en skal, der var så tyk, at ingen tænder kunne bide igennem. Inde i nødden var der en fed, sød kerne. Men man kunne ikke komme ind til den.
Ikke uden stenen.
Bero havde set sin mor gøre det mange gange. Hun samlede en nød op og lagde den i en lille grube i den flade klippe. Så løftede hun stenen med begge hænder, højt op over hovedet, mens hun stod på bagbenene med halen ude til balance. Og så slap hun den ned på nødden.
KNAK.
Nogle gange skulle hun slå mange gange. Men til sidst gik skallen i stykker, og hun pillede kernen ud og spiste den. Bagefter lå der skaller over hele klippen. De lå der i bunker fra mange år. Fra Beros mor, og hendes mor, og hendes mors mor.
“Hvornår må jeg prøve?” spurgte Bero.
“Når du kan løfte stenen,” sagde mor.
Bero prøvede hver dag. Han tog fat i stenen med begge hænder og trak. Den rokkede sig lidt. Han trak igen. Den løftede sig en lillebitte smule fra jorden og faldt så ned igen. Bonk.
Han prøvede med en mindre sten. Den kunne han godt løfte. Men da han slog nødden med den, prellede den bare af.
“Den er for let,” sagde mor. “Nødden er stærkere end den.”
Hele den tørre tid øvede Bero. Han legede med små sten og slog dem mod hinanden. Han løftede grene. Han klatrede op i træerne og hang i armene. Han blev større. Han blev stærkere.
Og en dag, da solen stod højt, og de andre aber hvilede sig i skyggen, gik Bero alene hen til klippen.
Han fandt en nød. Han lagde den i gruben, sådan som mor gjorde. Han tog fat i stenen.
Den løftede sig.
Langsomt. Op til knæene. Op til maven. Bero rejste sig op på bagbenene og stak halen ud bag sig. Hans arme rystede. Op over hovedet.
Han slap.
Bonk. Stenen ramte nødden og trillede ned af klippen. Nødden lå der. Hel.
Bero hentede stenen igen. Det tog lang tid. Han løftede den igen. Op. Op. Han sigtede bedre denne gang.
KNAK.
En lille revne i skallen.
Tredje gang knækkede den. Bero pillede skallerne væk med sine små fingre. Indenfor lå kernen. Den var hvid og fed og duftede sødt.
Han spiste den langsomt. Den smagte bedre end noget, han nogensinde havde smagt.
Da han kiggede op, sad hans mor i palmetræet over ham og kiggede ned. Hun havde set det hele. Hun sagde ingenting. Hun klatrede bare ned og satte sig ved siden af ham og begyndte at pusle i hans pels.
Stenen blev liggende ved klippen. Den ville ligge der, til Bero selv var gammel. Og til hans unger en dag stod og ventede på at blive store nok til at løfte den.
Den nat sov Bero højt oppe i et træ, tæt mod sin mor. Hans arme var trætte. I hans mave lå den første kerne, han havde knækket selv.
Ved foden af en flad klippe i Brasilien, du, ligger en tung, grå sten og en lille bunke nye skaller. De er Beros. Stenen hviler sig til i morgen. Godnat.
