Der var engang en marguerit, der stod på en eng ved siden af en grusvej, og hun var den bedste til at danse i vinden.
Hun var høj og tynd, med hvide kronblade og en gul midte, og når vinden kom, bøjede hun sig og rettede sig op og bøjede sig igen, som om hun lyttede til musik. Ved siden af hende stod en rød valmue, der var lidt for stiv til at danse. Og omkring dem stod kløver og blåklokker og gule smørblomster og vuggede med.
“Hvordan gør du det?” spurgte valmuen en morgen.
“Jeg lytter,” sagde margueritten. “Vinden kommer altid fra et sted. Lige nu kommer den fra havet. Så bøjer jeg mig den vej, og når den slipper, kommer jeg op igen.”
Valmuen prøvede. Den bøjede sig lidt. Et af dens røde kronblade blafrede.
“Det er en begyndelse,” sagde margueritten.
Om eftermiddagen blev himlen mørk. En stor, grå sky kom ind fra vest, og vinden blev kold og stærk. Blomsterne på engen blev bange. Regn kunne være tung. Den kunne trykke dem helt ned i græsset.
“Kære sky,” sagde margueritten. “Kan du ikke vente lidt?”
Skyer kan ikke vente. Det er ikke sådan, de er lavet. Regnen kom.
Men margueritten havde lært noget af vinden. Hun bøjede sig, da regnen kom, i stedet for at stå stiv. Hun lod de tunge dråber løbe af sine kronblade og ned ad stænglen. Og valmuen ved siden af gjorde som hende.
Det regnede i en halv time. Så kom solen frem igen, og alle dråberne på engen glimtede.
Langsomt rettede margueritten sig op. Valmuen også. Kløveren og blåklokkerne og smørblomsterne.
Og så kom der en bi. Den landede midt i marguerittens gule midte og begyndte at gå rundt.
Det var nemlig sådan, at margueritten ikke kun var én blomst. Den gule midte var hundredvis af bittesmå blomster, tæt ved siden af hinanden, og hver eneste af dem havde lidt nektar til bien. Det vidste valmuen ikke.
“Du er mange,” sagde valmuen.
“Jeg er en hel buket,” sagde margueritten. “Og de hvide kronblade er bare skiltet, så bierne kan finde mig.”
Bien summede videre. Vinden kom tilbage, blødere nu. Og hele engen begyndte at danse igen.
Margueritten står og vugger ganske lidt i aftenbrisen, du, med hundrede små, gule blomster samlet i sin midte, og ved siden af hende øver valmuen sig stadig på at bøje sig, så forsigtigt, at kun margueritten opdager det. Godnat.
