Marguerittens dans i vinden

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille marguerit, der boede på en solrig eng fyldt med farverige blomster. Margueritten hed Mille, og hun elskede at danse i vinden. Hver morgen, når solen stod op, strakte Mille sine hvide kronblade og vinkede til sine venner, de andre blomster.

En dag, mens Mille svajede blidt i den lune sommerbrise, hørte hun en hvisken fra vinden. “Kom og dans med mig, Mille,” sagde vinden blidt. Mille blev glad og begyndte at svinge sine blade i takt med vindens melodiske susen.

De andre blomster på engen kiggede nysgerrigt på Mille. “Hvad laver du, Mille?” spurgte en rød valmue ved navn Villy. “Jeg danser med vinden,” svarede Mille med et stort smil. “Det er så sjovt, og vinden synger en smuk sang!”

Villy og de andre blomster blev nysgerrige og besluttede at prøve det samme. Snart svajede hele engen i takt med vinden, og det så ud som om, at blomsterne dansede en stor, farverig dans. Vinden lo og susede endnu mere, glad for at have så mange dansepartnere.

Men pludselig kom der en stor, mørk sky på himlen. Den truede med at sende regn ned over engen. Blomsterne blev bekymrede, for de vidste, at regnen kunne være tung og kold. Mille kiggede op på skyen og sagde: “Kære sky, vil du ikke lade os danse lidt længere?”

Skyen, der havde hørt den glade dans, blev rørt af Milles bøn. “Jeg vil gerne lade jer danse,” sagde skyen blidt, “men jeg skal også give jorden vand, så I kan vokse og blive stærke.” Mille nikkede forstående. “Vi forstår, kære sky. Vi vil danse, mens vi kan, og så vil vi nyde regnen, når den kommer.”

Og sådan fortsatte Mille og hendes venner med at danse, mens vinden susede omkring dem. Da regnen endelig kom, bøjede blomsterne deres hoveder og tog imod de livgivende dråber. De vidste, at regnen var vigtig for deres vækst og skønhed.

Næste morgen, da solen igen stod op, strakte Mille sine kronblade mod himlen. Hun følte sig stærkere og smukkere end nogensinde før. “Tak, kære sky og vind,” sagde hun. “Tak for dansen og regnen.”

Og sådan fortsatte Mille og hendes venner med at danse i vinden hver dag, glade for både solens varme og regnens kærtegn. De vidste, at naturen passede på dem, og at de altid ville have hinanden til at danse med.

Og når natten faldt på, og stjernerne blinkede på himlen, lukkede Mille sine kronblade og drømte om morgendagens dans. Hun vidste, at hver dag var en ny mulighed for at svaje i vinden og nyde livet på engen.

Godnat, lille Mille, og sov godt. I morgen venter endnu en smuk dag fyldt med dans og glæde.

Skriv en kommentar