Der var engang en dreng, der hed Ebbe. Han boede i en landsby lige under en vulkan, som brølede. Ikke hver dag. Men af og til, sent om aftenen, sendte den en dyb, rullende lyd ud over markerne. RUMMMM.
Så lukkede folk i landsbyen vinduerne. Hundene gemte sig under bordene. Og bageren tabte næsten sine boller.
Men Ebbe var ikke bange. Når vulkanen brølede, lagde han hovedet på skrå og lyttede, som om den sagde noget.
“I nat sagde den, at den havde ondt i maven,” fortalte han sin kat, Kanel, ved morgenmaden. “For meget lava.”
Kanel var rødbrun og meget pæn, og hun var bange for næsten alt: støvsugeren, paraplyer og især vulkanen.
“Du er ikke bange for noget,” sagde hun og pudsede nervøst sit ene øre.
“Det er jeg vel ikke,” sagde Ebbe.
Den lørdag skulle Ebbe og far gå op til Udsigtsstenen. Det var en stor, flad sten halvvejs oppe ad vulkanen, og længere op måtte man ikke gå. Der stod et skilt med en rød streg. Far sagde, at skiltet var der af en god grund, og at man ikke diskuterer med et skilt med en rød streg.
Ebbe pakkede rygsækken med boller, saftevand og Bjørnemand, hans gamle, flade bamse. Kanel ville egentlig ikke med. Men hun ville endnu mindre være alene hjemme. Så hun kom med.
Stien var stejl og grå af aske. Under deres sko knasede det som sukker. Far gik forrest og sang en sang uden ord. Ebbe gik bagefter og talte skyer.
“Den der ligner en isvaffel,” sagde han.
“Den der ligner en kat,” sagde Kanel. “En meget bange kat.”
Da de var næsten oppe ved Udsigtsstenen, rystede jorden. Først bare lidt, som når en lastbil kører forbi. Så kom lyden, dybt nede fra, så de kunne mærke den i maven.
RUMMMMMMM.
Kanel fløj op i Ebbes arme og borede hovedet ind under hans hage. Hun rystede over det hele.
“Den siger bare hej,” sagde Ebbe. “Prøv at vinke!”
Men Kanel ville ikke vinke. Hun ville ingenting. Hun ville bare hjem.
Ebbe kiggede på hende. Han syntes stadig, at vulkanen lød som en stor, venlig kæmpe. Men Kanel syntes det ikke. Og det var hendes mave, der rystede, ikke hans.
“Far,” sagde han. “Kan vi sidde ned lige her? Vi behøver ikke helt op til stenen.”
Far nikkede. “Det er et rigtig godt sted at sidde,” sagde han.
De satte sig på et lille græsstykke ved stien. Ebbe holdt Kanel i skødet og strøg hende langsomt hen over ryggen, igen og igen, sådan som hun bedst kunne lide. Han hviskede ikke, at hun skulle lade være med at være bange. Han hviskede bare: “Jeg er her. Jeg er lige her.”
Efter lidt tid holdt Kanel op med at ryste. Hun kiggede forsigtigt op.
Og derfra kunne de se det hele. Landsbyen med de små røde tage. Marken, hvor køerne gik som brune prikker. Floden, der glimrede som et sølvbånd. Og solen, der langsomt gik ned bag bakkerne og farvede himlen orange og lyserød.
“Det er pænt,” sagde Kanel. “Selv om det er højt.”
De spiste bollerne. Far gav Bjørnemand en bid, som han altid gjorde, og Bjørnemand sagde ingenting, som han altid gjorde.
Da de gik ned igen, brølede vulkanen en gang til. Men nu lød det mindre. Længere væk. Som en kæmpe, der vendte sig i søvne.
“Hvad sagde den nu?” spurgte Kanel.
Ebbe lyttede. “Den sagde godnat,” sagde han.
Den aften lå Kanel ved Ebbes fødder, rullet sammen som en kanelsnegl. Bjørnemand lå på puden. Og langt ude i mørket lå vulkanen og trak vejret dybt.
Rummm, sagde den. Helt blidt.
Er du lidt bange for noget i aften, så er det helt i orden. Der er altid nogen, der kan sige: Jeg er lige her. Sov godt, du.
