Den brølende vulkan og drengen der ikke var bange

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille dreng ved navn Emil, som boede i en landsby ved foden af en stor vulkan. Vulkanen blev kaldt “Den Brølende Vulkan”, fordi den af og til sendte dybe rumlende lyde ud over landskabet. Alle i landsbyen var lidt bange for vulkanen, undtagen Emil. Han syntes, at vulkanens brøl lød som en stor, venlig kæmpe, der bare ville sige hej.

En dag, mens Emil legede i sin have, kom hans bedste ven, katten Misse, løbende hen til ham. “Miau, Emil! Har du hørt, at vulkanen brølede i nat?” spurgte Misse med store, nysgerrige øjne.

“Ja, jeg hørte det,” svarede Emil med et smil. “Jeg tror, vulkanen bare drømte en spændende drøm. Måske drømte den om at være en drage, der fløj hen over himlen.”

Misse fnisede og rystede på hovedet. “Du er ikke bange for noget, Emil!” sagde hun beundrende.

En dag besluttede Emil sig for at tage på eventyr op ad vulkanens skråninger. Han pakkede en lille rygsæk med en madpakke, en flaske vand og sin yndlingsbamse, Bamse-Bjørn. Misse fulgte med, for hun ville ikke gå glip af et eneste øjeblik af Emils eventyr.

Da de nåede halvvejs op ad vulkanen, satte de sig på en stor sten for at spise frokost. “Se, Misse,” sagde Emil og pegede på en sky, der svævede forbi. “Den ligner en stor, blød isvaffel!”

Misse kiggede op og nikkede. “Og derovre er en sky, der ligner en kat, ligesom mig!” sagde hun og spandt tilfreds.

Efter frokosten fortsatte de op ad vulkanen. Pludselig begyndte jorden at ryste en smule, og en dyb rumlen lød fra vulkanens indre. Misse blev lidt nervøs og gemte sig bag Emil.

“Bare rolig, Misse,” sagde Emil beroligende. “Vulkanen siger bare hej igen. Lad os vinke tilbage!” Emil vinkede op mod vulkanens top, og Misse gjorde det samme med sin lille pote.

Da de nåede toppen, blev de mødt af en fantastisk udsigt. De kunne se hele landsbyen og de grønne marker, der strakte sig så langt øjet rakte. Emil og Misse satte sig ned for at nyde udsigten, mens solen begyndte at gå ned og farvede himlen i smukke nuancer af orange og pink.

“Det er så smukt heroppe,” sagde Emil drømmende. “Jeg tror, vulkanen er glad for, at vi kom på besøg.”

Misse nikkede og spandt. “Ja, og jeg er glad for, at jeg har en ven som dig, der ikke er bange for noget,” sagde hun.

Da solen var gået ned, begyndte Emil og Misse at gå ned ad vulkanen igen. De var trætte, men glade for deres eventyr. Da de kom hjem, puttede Emil sig under dynen med Bamse-Bjørn ved sin side.

“Godnat, Misse,” sagde Emil og gabte. “I morgen kan vi finde på et nyt eventyr.”

Misse spandt og lagde sig til rette ved Emils fødder. “Godnat, Emil. Jeg glæder mig allerede,” svarede hun.

Og sådan faldt Emil i søvn, mens vulkanen brølede blidt i det fjerne, som en venlig kæmpe, der passede på dem alle. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Skriv en kommentar