Den magiske kane

⏳ 4 minutters læsetid

Der var engang en gammel kane, der stod på loftet i morfars lade. Den var lavet af træ, med lange meder, der krøllede op foran som en snegl, og et sæde med plads til tre børn eller to voksne. Den var malet rød, engang. Nu var farven næsten væk. Og på stangen foran hang der en rem med seks små messingbjælder.

Malin og hendes lillebror, Osvald, havde set den hver jul. Den hang højt oppe under bjælkerne, og de måtte ikke kravle derop.

“Hvorfor bruger vi den aldrig?” spurgte Osvald.

“Fordi det skal sne,” sagde morfar Stig. “Rigtig meget. Og det gør det næsten aldrig mere.”

“Hvad er det med bjælderne?” spurgte Malin.

Morfar smilede. “Min far sagde, at bjælderne er magiske,” sagde han. “Han sagde, at de ringer af sig selv, den første aften med rigtig sne. Så ved man, at kanen vil ud.”

“Har de gjort det?”

“Det siges,” sagde morfar. “Det er ikke sket i mange år.”

Det var lillejuleaften. Malin og Osvald skulle sove på gården hos morfar. Det havde regnet hele dagen, gråt og koldt. Men om aftenen, efter risengrøden, skete der noget. Regnen blev tung. Den blev hvid. Den blev til store, våde fnug, der dalede ned forbi køkkenvinduet.

Det blev ved. Det blev ved hele aftenen. Snart var gårdspladsen hvid. Så var hegnet hvidt. Så kunne man ikke se markerne mere.

Malin og Osvald blev lagt i seng på kammeret. Men de kunne ikke sove. De lå og lyttede til den tykke stilhed, der kommer, når det sner.

Og så hørte de det.

Klingeling.

Det kom ude fra. Svagt. Fra laden.

Klingeling. Klingeling.

Osvald satte sig op. “Bjælderne!”

De løb ud i gangen i nattøj. Morfar stod allerede der og tog sin store frakke på.

“Hørte I det?” sagde han. Hans øjne skinnede.

“Var det dig?” spurgte Malin.

“Nej,” sagde morfar. “Jeg har været inde hele aftenen.”

Han tog dem med ud. De fik støvler og jakker på uden på nattøjet. Sneen knirkede under dem. Laden var mørk. Morfar tændte lyset.

Kanen hang stadig oppe under bjælkerne. Bjælderne hang stille.

“Måske var det vinden,” sagde morfar.

Der var ingen vind.

Næste morgen var der sne til knæene. Morfar ringede til naboen, Tekla, som havde en tyk, brun islandsk hest, der hed Frigg. Hun kom ridende over markerne. Morfar tog kanen ned med en stige og et reb. Han børstede støvet af. Han smurte mederne. Og så blev Frigg spændt for.

“Reglerne,” sagde morfar. “I sidder ned hele tiden. I holder fast i kanten. Og når Frigg går, sidder vi helt stille og lader hende gå, hvor hun vil. Hun kender vejen bedre end os.”

Malin og Osvald sad i kanen under et gammelt fåreskindstæppe. Morfar sad bag dem. Tekla gik ved siden af Frigg og holdt hende i tøjlen.

Og så gled de.

De gled hen over de hvide marker, helt lydløst, bortset fra hestens tunge skridt og bjælderne foran. Klingeling. Klingeling. De gled forbi skoven, hvor alle grenene var tunge af sne. Forbi kirken. Forbi det frosne gadekær, hvor nogle drenge stod og kastede sne. De vinkede.

Det var juleaftensdag. Hele verden var hvid.

De kørte i en time. Så tilbage til gården, hvor mormor havde varm kakao klar.

Den eftermiddag smeltede sneen. Næste dag var det hele væk.

Malin og Osvald er hjemme igen og sover i deres egne senge. Oppe under bjælkerne i morfars lade venter kanen på den næste rigtige sne. Hvornår mon den kommer, du? Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 5 / 5. Bedømmelser: 1

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.