Det var en kølig Halloween-aften, og månen hang som en stor, lysende kugle på himlen. Lille Emma og hendes bedste ven, katten Misse, var klædt ud som en heks og en sort kat. De gik hånd i pote gennem den lille landsby, hvor græskarhovederne lyste op på hver en trappesten.
Emma elskede Halloween, for det betød slik, sjov og eventyr. Men denne aften var der noget særligt i luften. En hvisken, der kom fra skyggerne, som om natten selv havde en hemmelighed at fortælle.
Da Emma og Misse nåede til den gamle eg ved landsbyens udkant, standsede de op. Træet var stort og knudret, og dets grene strakte sig mod himlen som lange, knoklede fingre. Emma kunne høre en svag hvisken, der kom fra skyggerne omkring træet.
“Hvem er det, der hvisker?” spurgte Emma nysgerrigt og kiggede på Misse, der spidsede ører.
Pludselig trådte en lille skikkelse frem fra skyggerne. Det var en venlig lille spøgelsesdreng ved navn Oliver. Han havde et stort smil og en hat, der næsten var for stor til hans hoved.
“Hej Emma, hej Misse,” sagde Oliver med en blid stemme. “Jeg er glad for, at I kom. Jeg har brug for jeres hjælp.”
Emma kiggede på Misse, der nikkede opmuntrende. “Hvad kan vi hjælpe med, Oliver?” spurgte hun.
“Jeg har mistet min glødende græskarlygte,” forklarede Oliver. “Uden den kan jeg ikke finde vej tilbage til min spøgelseshule. Kan I hjælpe mig med at finde den?”
Emma og Misse nikkede ivrigt. “Selvfølgelig vil vi hjælpe dig!” sagde Emma. “Lad os lede efter den sammen.”
Sammen gik de tre venner gennem landsbyen, mens de kiggede efter den forsvundne græskarlygte. De kiggede under buske, bag træer og endda i de små gyder mellem husene.
Endelig, da de nåede til den gamle mølle, så Misse noget glimte i mørket. Det var Olivers græskarlygte, der lå gemt blandt nogle blade.
“Der er den!” udbrød Emma glad og løb hen for at samle den op. Oliver svævede hen til hende med et stort smil.
“Tusind tak, Emma og Misse!” sagde Oliver. “Nu kan jeg finde vej hjem igen.”
Emma rakte lygten til Oliver, og den begyndte at gløde endnu stærkere, da han tog den i sine hænder. “Vi er glade for, at vi kunne hjælpe,” sagde Emma.
Oliver svævede lidt op i luften og vinkede farvel. “Jeg håber, vi ses igen næste Halloween,” sagde han, inden han forsvandt ind i natten med sin lygte.
Emma og Misse vinkede tilbage og begyndte at gå hjemad. De følte sig glade og tilfredse, for de havde hjulpet en ven i nød.
Da de kom hjem, puttede Emma sig under dynen med Misse ved sin side. Hun tænkte på den magiske aften og de hviskende skygger, der havde ført dem til et nyt venskab.
Og med et smil på læben faldt Emma i søvn, mens månen stadig lyste klart på himlen, og natten hviskede sine hemmeligheder til dem, der lyttede.
