Nattens hviskende skygger

⏳ 4 minutters læsetid

Der var engang en pige, der hed Elise, og på Halloween hørte hun skyggerne hviske.

Hun var seks og klædt ud som heks, med en spids hat, der hele tiden gled ned over øjnene, og en kost lavet af en gammel fejekost. Hendes kat, Fjumre, sad hjemme i vindueskarmen og kiggede efter hende. Han ville ikke klædes ud. Han havde prøvet en gang og var gået baglæns ind under sofaen.

Elise gik rundt i landsbyen med far. Der lyste græskar på hver trappe, og de bankede på og sagde “slik eller ballade” og fik karameller og lakridser i posen. Det var mørkt og koldt, og Elises ånde stod som små skyer.

For enden af landsbyen, hvor vejen holdt op og markerne begyndte, stod den gamle eg. Den var meget stor og meget gammel, med grene, der stak ud til alle sider, og under den var der en høj hæk.

Da de kom derhen, standsede Elise.

Bag hækken var der nogen, der hviskede.

Hun kunne ikke høre, hvad de sagde. Kun en lav, susende lyd, der gik fra den ene ende af hækken til den anden, og så stoppede, og så begyndte igen. Og på egens store stamme, oplyst af noget bag hækken, bevægede der sig skygger. Lange, tynde skygger med spidse hatte og store hoveder. De bøjede sig mod hinanden og rettede sig op igen.

Elise tog far i hånden.

“Hvad er det?” hviskede hun.

“Skal vi se efter?” sagde far.

De gik hen til åbningen i hækken. Far gik først.

På den anden side var der en have. Midt i haven stod tre græskarlygter på et bord, og omkring bordet stod en række børn i kostumer. En vampyr. En drage med en lang hale af grønt filt. To små flagermus med hætter og vinger af sort stof. En pirat. Og for enden en voksen med hornbriller, der holdt øje.

De stod på række og hviskede ind i øret på hinanden. Det var lygterne, der kastede deres skygger op på egen, mange gange større end dem selv.

“Hviskeleg,” sagde far.

Det var den ene flagermus, der fik øje på Elise. Den skubbede hætten tilbage. Det var en dreng med fregner, ikke meget ældre end hende.

“Vil du være med?” sagde han. “Vi mangler en heks.”

Elise kiggede på far. Far nikkede. Han blev stående ved hækken.

Hun stillede sig for enden af rækken, ved siden af drengen. Han hed Kaare. Han lænede sig ind og hviskede noget i hendes øre, så det kildede.

“Græskarret har spist min sko,” hviskede han.

Elise hviskede det videre til piraten ved siden af. Piraten hviskede det videre til dragen. Hviskningen vandrede ned ad hele rækken, hvisk, hvisk, mens skyggerne på egen bøjede sig og rettede sig op.

Den sidste i rækken var vampyren. Hun råbte højt, hvad hun havde hørt:

“KRAGERNE HAR SPIST EN SKO!”

Alle grinede så meget, at den mindste flagermus satte sig ned i græsset.

De legede, til fars telefon sagde, at det var sengetid. Elise fik en ekstra karamel af den voksne med hornbrillerne. Kaare sagde, at de legede igen næste år.

På vej hjem vendte Elise sig om. Lygterne var slukket bag hækken, og der var ingen skygger på egen mere. Kun den store, mørke stamme.

“Nu hvisker den ikke,” sagde hun.

“Den hvisker med sig selv,” sagde far. “Lyt.”

Hun lyttede. Det var vinden i de sidste, tørre egeblade. Hvisk, hvisk.

Fjumre sidder i vindueskarmen hjemme hos Elise nu, du, og lytter til vinden i den gamle eg for enden af vejen, og en spids heksehat ligger på stolen ved sengen. Hvis man hvisker noget til ham, svarer han ikke. Men han blinker langsomt med begge øjne. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 5 / 5. Bedømmelser: 1

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.