Der var engang en mand med et græskar som hoved, og alle i byen kaldte ham Græskarmanden.
Han boede i en lille, skæv hytte i skovbrynet, med en have fuld af græskar. Store og små, orange og grønne og nogle hvide, der lignede måner. Hans hoved var også et græskar, rundt og orange og med en lille, krøllet stilk på toppen, og han havde en sort hat, som han altid løftede, når han hilste.
Og han kunne brygge trylledrikke.
Den bedste af dem lavede han kun én gang om året, til Halloween. Den fik græskar til at lyse. Ikke med flammer, men indefra, med et blødt, orange lys, der ikke var varmt, og som aldrig gik ud før morgen.
Det vidste Vilmer ikke. Han var syv og boede i et rækkehus for enden af vejen, og han var meget skuffet den eftermiddag.
Han havde skåret sit græskar ud med far. Det havde store, trekantede øjne og en mund med fire tænder, og det stod på trappen foran hoveddøren. Men det havde ikke noget lys.
“Ikke et levende lys,” sagde far. “Ikke ved døren, hvor alle børnene går forbi med kapper og kostumer, og ikke i bunken af tørre blade. Det er for farligt.”
“Men så lyser det jo ikke,” sagde Vilmer.
Far lagde hånden på hans skulder. “Nej,” sagde han. “Det gør det ikke. Men det er stadig et flot græskar.”
Det syntes Vilmer ikke.
Da det blev mørkt, gik han rundt i byen med far for at samle slik. Alle de andre græskar på trapperne lyste. Hans eget stod mørkt.
For enden af vejen, ved skovbrynet, stod Græskarmanden ved sin låge. Han løftede hatten.
“Godaften,” sagde han. Hans stemme lød, som når man banker på et stort græskar. Dyb og hul og venlig. “Du ser ikke glad ud, til at være en dreng med en hel pose slik.”
Vilmer fortalte det.
Græskarmanden lyttede. Så nikkede han langsomt, så stilken på hans hoved vippede.
“Din far har ret,” sagde han. “Levende lys og tørre blade er ikke gode venner. Men vent her.”
Han gik ind i sin hytte. Gennem vinduet kunne de se ham stå ved en gryde, der boblede orange. Han rørte. Han smagte. Han nikkede. Så kom han ud med en lille flaske, ikke større end en fingerbøl.
“Tre dråber,” sagde han. “Inde i græskarret. Ikke mere. Og så må ingen røre ved det før i morgen.”
Far kiggede på flasken. Så på Græskarmanden. Så på Vilmer. “Tak,” sagde han.
Hjemme på trappen åbnede Vilmer låget på sit græskar. Far holdt lommelygten. Vilmer dryppede tre dråber ned i bunden. Plip. Plip. Plip.
Der skete ingenting. Så kom der et lille skær nede i bunden. Det blev større. Det steg op ad væggene i græskarret, blødt og orange, til det lyste ud gennem de trekantede øjne og de fire tænder, så det kastede et smil hen over fliserne på trappen.
Vilmer lagde forsigtigt hånden på græskarret. Det var koldt. Lige så koldt som før.
“Det brænder ikke,” sagde han.
“Nej,” sagde far stille. “Det gør det ikke.”
Vilmers græskar står på trappen i nat, du, og smiler med sine fire tænder, orange indefra. Det har ikke en flamme i sig, ikke engang en lille én. Og nede ved skovbrynet står Græskarmanden i sin have og vander de græskar, der skal lyse næste år. Godnat.
