Der var engang en dreng, der hed Zakarias, og han skar en græskarlygte, der kunne tale.
Det vidste han ikke, mens han skar den. Han sad bare ved køkkenbordet med en ske og en lille sav og lavede et ansigt: to trekantede øjne, en rund næse og en mund med fire skæve tænder. Han var syv, og det var første gang, han måtte bruge saven selv. Far sad ved siden af og holdt græskarret fast.
Da ansigtet var færdigt, satte far et lille batterilys ind i det. “Ikke et rigtigt lys,” sagde han. “Ikke når du skal gå rundt med den i aften. Den skal i hånden, tæt på dit kostume, og et levende lys kan vælte.”
Zakarias tændte batterilyset. Græskarret lyste orange fra indersiden.
Og så sagde det: “Tak.”
Zakarias kiggede på far. Far var gået hen til vasken for at skylle saven. Han havde ikke hørt noget.
“Tak for ansigtet,” sagde græskarret. Det var en lille, hæs stemme, som når nogen hvisker gennem en papirpose. “Jeg kan se nu. Og jeg kan tale. Det kunne jeg ikke, da jeg bare var et græskar.”
“Du er fortryllet,” hviskede Zakarias.
“Det er alle græskarlygter,” sagde græskarret. “Lige på Halloween. Men de fleste har ikke nogen, der hører efter.”
Den aften gik Zakarias rundt i kvarteret med far og med græskarlygten i hånden. Han var klædt ud som vampyr. Nede ved hjørnet stod nabopigen Irma og hendes mor. Irma var fire og klædt ud som mariehøne, og hun snøftede, for hun syntes, det var for mørkt, og der var en stor dreng med en maske på den anden side af vejen.
“Hun er bange,” hviskede græskarlygten. “Hold mig op, så hun kan se mig.”
Zakarias holdt den op. Irma kiggede på den.
Og græskarlygten blinkede. Ikke med lyset. Med øjnene. Det ene trekantede øje blev mørkt et øjeblik og så lyst igen, præcis som et blink.
Irma holdt op med at snøfte. “Den blinker,” sagde hun.
“Den kan også mere,” sagde Zakarias. Han vidste ikke, om det var rigtigt. Men græskarlygten rynkede sin runde næse, så den blev skæv, og Irma begyndte at grine.
“Hvordan gør den det?” spurgte Irmas mor.
“Batterilyset blafrer,” sagde far.
Zakarias sagde ikke noget.
De gik resten af turen sammen. Irma holdt Zakarias i den hånd, der ikke holdt græskarlygten. Ved hver dør blinkede lygten, og ved hver dør grinede Irma. Hun var slet ikke bange mere. Og da de kom til huset med den store dreng med masken, tog han masken af, og det var bare en dreng, der hed Ronald fra nummer elleve.
Hjemme igen stillede Zakarias græskarlygten i vindueskarmen, med ansigtet ud mod vejen.
“Godnat,” hviskede han.
“Godnat,” sagde græskarlygten. “Sluk mig nu, så batteriet også kan holde i morgen.”
Zakarias slukkede.
Hvis du gik forbi Zakarias’ hus lige nu, du, kunne du se græskarlygten i vindueskarmen med de skæve tænder vendt mod vejen. Den er slukket nu og hviler sig. Nede ved hjørnet sover en lille mariehøne med de prikkede vinger stadig på, og i morgen aften vil hun se den blinke igen. Godnat.
