Der var engang en lille vaskebjørn, der hed Nuggi, og hun havde aldrig set sne.
Hun var født om foråret, i et hult træ i en kløft midt i Toronto. Toronto er en stor by i Canada med høje huse og travle gader, men midt imellem det hele løber der lange, grønne kløfter med bække og skov, og der bor der masser af dyr. Vaskebjørne, egern, bævere, ræve. Om sommeren havde Nuggi lært alt det, en vaskebjørn skal kunne. Hun kunne klatre. Hun kunne åbne en skraldespandslåg, hvis den ikke var spændt ordentligt fast. Og hun kunne mærke med sine hænder i bækken efter alt muligt spændende.
Men nu var det blevet november. Bladene var faldet. Og Nuggis mor var begyndt at sove mere og mere.
“Når det bliver rigtig koldt,” sagde hun, “så sover vi i flere dage ad gangen. Vi kryber ind i træet og holder varmen sammen. Og så venter vi, til det bliver mildere.”
Nuggi syntes, det lød kedeligt.
En nat vågnede hun, fordi alting var så stille. Hun kravlede op til hullet i træstammen og stak hovedet ud.
Alt var hvidt.
Det var faldet, mens hun sov. Det lå på grenene og på jorden og på den lille bro over bækken, tykt og blødt og blåhvidt i månelyset. Der var ingen fodspor. Der var ingen lyde. Kun et svagt, fjernt brummen fra byen, langt væk.
Nuggi kravlede ned. Hun satte den ene fod i sneen. Den var kold. Hun trak den til sig. Så satte hun den ned igen.
“Det er bedre, hvis man hopper,” sagde nogen.
Det var en ræveunge. Han var rødbrun med sorte ben og en hvid halespids, og han stod lidt længere nede ad skrænten med sneen helt op til maven. Hans øjne skinnede gyldne i månelyset.
“Jeg hedder Fenn,” sagde han. “Er det din første sne?”
“Ja,” sagde Nuggi.
“Min også,” sagde Fenn. “Men jeg har været ude i den i en time. Se her.”
Han stod helt stille. Han drejede ørerne frem og tilbage. Så hoppede han, højt op i luften, krummede ryggen, og dykkede med hovedet først ned i sneen. Han forsvandt helt, til kun halen stak op og viftede.
Nuggi stod med åben mund.
Fenn kom op igen med sne i hele ansigtet. “Det gør ræve,” sagde han og nøs. “Vi kan høre de mindste lyde, helt nede under sneen. Og så hopper vi ned og kigger efter. Som regel er der ingenting. Men det er ret sjovt.”
“Det vil jeg prøve,” sagde Nuggi.
Hun stillede sig op. Hun drejede ørerne, eller i hvert fald prøvede hun. Hun hoppede. Men vaskebjørne er ikke bygget til at hoppe. Hun kom kun en lille smule op i luften og landede på maven med et dump i sneen. Hun lå der og kiggede op på himlen. Så lo hun.
“Det var ikke helt sådan,” sagde Fenn.
“Nu skal du prøve noget, jeg kan,” sagde Nuggi.
Hun gik ned til bækken. Den var ikke frosset endnu. Det mørke vand løb stille mellem de sneklædte sten. Nuggi stak sine forpoter ned i det. Hun lukkede øjnene og mærkede efter, mellem stenene, i det bløde mudder, under en rod.
“Hvad gør du?” spurgte Fenn.
“Jeg ser med hænderne,” sagde Nuggi. “Der er en glat sten her. Og en kogle. Og noget, der er rundt og hårdt.” Hun trak det op. Det var et agern.
Fenn prøvede. Han stak sin pote ned i vandet. Den var sort og smal, og han trak den op igen med det samme. “Det er koldt!” sagde han og rystede den. “Og jeg kan ikke mærke noget som helst.”
“Ræve ser med ørerne,” sagde Nuggi, “og vaskebjørne ser med hænderne.”
De legede hele natten. De lavede spor i sneen, Fenns små, ovale poteaftryk i en lige linje, ét efter ét, som perler på en snor, og Nuggis, der lignede små hænder med fem lange fingre. De rullede ned ad skrænten. De byggede en bunke af sne, der ikke rigtig lignede noget.
Til sidst blev himlen grå i den ene ende. Fenn hørte sin mor kalde fra den anden side af kløften, og han løb, med halen som et rødt flag hen over sneen.
Nuggi kravlede op i det hule træ. Hendes mor lå rullet sammen derinde. Nuggi krøb ind til hende med kold pels og våde poter.
“Hvor har du været?” mumlede hendes mor uden at åbne øjnene.
“I sneen,” sagde Nuggi.
Og så sov hun. Hun sov i tre dage.
Kan du forestille dig det, du? Tre dage i træk i et lunt træ med sin mor, mens sneen ligger udenfor. Inde i en kløft i Toronto drømmer en lille vaskebjørn om at hoppe som en ræv, og et sted på den anden side drømmer en ræveunge om at se med hænderne. Lun dig under dynen, og godnat.
