Der var engang en pige, der hed Josefine, og hun boede i en lille by ved havet, hvor der var en havn med fiskerbåde, en is-kiosk og en lang mole af store, grå sten.
En morgen i juni var der noget i havnen.
Det var havnefoged Jens, der så det først. Han stod på molen med sin kaffe og fik øje på en grå ryg, der kom op af vandet, og en lille finne og et pust. Pfff.
“En delfin,” sagde han. “En øresvin. Helt alene.”
Inden middag stod halvdelen af byen på molen. Josefine stod forrest med sin mor. Delfinen svømmede rundt i havnen, langsomt og nysgerrigt. Den kom helt hen til molen og kiggede op på dem med et lille, mørkt øje. Så pustede den igen og forsvandt.
“Hvorfor er den alene?” spurgte Josefine.
“Nogle gange forlader en delfin sin flok,” sagde Jens. “Ingen ved helt hvorfor. Så finder den et sted, den kan lide, og bliver der en tid. Den her kan åbenbart lide os.”
Han satte et skilt op på molen. Det sagde: Kig gerne. Men rør ikke delfinen, og svøm ikke ud til den. Den er et vildt dyr.
“Den er stærk,” sagde han til Josefine. “Den er større end en voksen mand. Hvis den bliver bange, kan den slå med halen uden at mene det. Den skal have lov at bestemme selv.”
Så hver dag efter skole cyklede Josefine ned til molen. Hun satte sig på den samme sten og ventede. Nogle dage kom delfinen ikke. Andre dage kom den med det samme.
Hun begyndte at kende den. Den havde et lille hak i rygfinnen. Den kunne lide at ligge og vugge lige ved fiskerbådenes fortøjninger. Og når en båd sejlede ud, kom den farende og red på bølgen foran stævnen, hoppede og drejede og var så glad, at alle på molen klappede.
“Den leger,” sagde Jens. “Den har ingen at lege med, så den leger med bådene.”
Josefine gav den et navn. Hun kaldte den Tjep, for det var den lyd, den lavede, når den stak hovedet op. En lille, høj klik-lyd. Tjep.
Hver dag sagde hun hej til den. “Hej, Tjep.” Og nogle gange, når hun sagde det, svømmede Tjep hen og kiggede på hende. Det var nok bare tilfældigt. Men det føltes ikke tilfældigt.
Hele sommeren var Tjep i havnen. Så kom august, og vandet blev koldere. En morgen var den der ikke. Heller ikke næste morgen. Eller den næste.
Josefine sad på sin sten.
“Den er svømmet videre,” sagde Jens og satte sig ved siden af hende. “Det gør de. Måske har den fundet en flok.”
“Kommer den tilbage?”
“Det ved ingen. Nogle gør.”
Han viste hende noget på sin telefon. Et billede, en anden havnefoged havde sendt, fra en havn længere oppe ad kysten. En grå ryg. En rygfinne med et lille hak.
Josefine smilede så bredt, at Jens grinede.
Det er mørkt over havnen nu, du, og fiskerbådene ligger og gynger ved molen. Et sted ude i det mørke vand svømmer en delfin med et hak i finnen. Måske siger den tjep. Godnat.
