Der var engang en drillenisse, der hed Snik, og han boede bag en lillebitte dør nede ved gulvlisten i Majas og Frejs stue. Døren var rød og ikke større end en tændstikæske. Den kom frem hver december og forsvandt igen efter jul.
Hver nat i december lavede Snik ballade. Hver morgen løb Maja og Frej ned for at se, hvad han havde lavet.
Den første morgen havde han vendt alle billederne på væggen på hovedet. Den anden morgen sad bamserne rundt om spisebordet med hver sin havregrynsskål. Den tredje morgen var der lagt toiletpapir hen over hele juletræet som sne. Den fjerde morgen havde han tegnet overskæg på Frejs dinosaurer med tusch.
Den femte morgen var der ingenting.
Ingen ballade. Billederne hang rigtigt. Bamserne var i sengen. Den lille røde dør var lukket.
“Snik er forsvundet,” sagde Frej.
Maja satte sig på knæ og bankede forsigtigt på døren. Ingenting.
Den sjette morgen var der heller ingenting. Maja og Frej kiggede under sofaen og bag gardinerne og i skoene i gangen. De lagde en lille risengrød foran døren. Den var urørt om morgenen.
Den syvende morgen lå der en seddel foran den røde dør. Den var skrevet med bittesmå, rystede bogstaver.
Kære Maja og Frej. Jeg er forkølet. Jeg har ligget i min seng i to dage og nyst. Jeg kan ikke lave ballade, når jeg nyser, for så vågner I. Jeg har det bedre nu. Hilsen Snik.
Under sedlen lå et lille, brugt lommetørklæde. Det var ikke større end et frimærke.
Maja og Frej kiggede på hinanden.
Om aftenen lavede de noget til ham. Maja klippede et halstørklæde af en gammel, rød sok. Frej stillede en rosin og et fingerbøl med te ved døren. Og de skrev en seddel. God bedring, Snik.
Næste morgen var halstørklædet væk. Teen var drukket. Rosinen var væk.
Og alle Majas og Frejs strømper hang i juletræet.
Den røde dør ved gulvlisten er lukket i nat, du. Bag den sover en lillebitte nisse med et rødt halstørklæde om halsen. Han er rask igen, og i morgen er der ballade. Godnat.
