Der var engang en pige, der hed Ninna, og hendes bedstemor havde tryllestøv i en dåse.
Dåsen stod øverst på hylden i bedstemors køkken. Den var gammel og rød og havde en tegning af en hjort på låget, og bedstemor tog den kun ned én gang om året. Det var den første søndag i december, når hun bagte hjortetakker.
“Hvad er der i den?” spurgte Ninna. Hun var seks år og havde aldrig fået lov at se.
“Tryllestøv,” sagde bedstemor. “Det får kagerne til at puste sig op.”
Hun tog låget af. Indeni lå der en hvid klump, som knust kridt. Ninna bøjede sig frem og snusede.
“Ad!” Hun hoppede baglæns. Det stak i næsen. Det lugtede ligesom det, far gjorde badeværelset rent med.
Bedstemor grinede. “Ja. Tryllestøv lugter ikke af roser. Det hedder hjortetakssalt. Engang for meget længe siden lavede man det af gevirer fra hjorte. Deraf navnet. I dag laver man det på en fabrik.”
De bagte sammen. Bedstemor rørte smør og sukker og æg, og Ninna fik lov at si melet. Bedstemor knuste en lille smule af det hvide støv med bagsiden af en ske og rørte det ud i lidt fløde. Ikke ret meget. Kun en teskefuld.
“Mere?” spurgte Ninna.
“Aldrig mere,” sagde bedstemor. “Så smager kagerne af badeværelse.”
Dejen blev rullet i lange pølser, og bedstemor viste Ninna, hvordan man skærer dem i stykker og former dem som små kringler med en åbning i midten. De lagde dem på bagepladen i lange rækker.
Så kom ovnen.
“Den tager jeg,” sagde bedstemor. Hun tog grillhandskerne på. “Ovnen er min. Du står her ved bordet og kigger gennem glasset.”
Ninna stod med næsen tæt på ovndøren, men ikke helt. Bedstemor havde sagt to håndbredder.
Og så skete det. Kagerne begyndte at vokse. De var flade og små, da de kom ind. Nu blev de højere og rundere. De pustede sig op, som om nogen blæste luft ind i dem. Overfladen revnede i små, fine sprækker.
“Det er tryllestøvet,” sagde bedstemor. “Når det bliver varmt, bliver det til luft. Bitte små bobler inde i dejen. Og så vokser kagerne.”
Hele køkkenet lugtede skarpt et øjeblik. Bedstemor åbnede vinduet på klem. “Det er bare tryllestøvet, der flyver væk,” sagde hun. “Det bliver ikke i kagerne. Kun luften gør.”
Hun tog pladen ud og satte den på bordet. Kagerne var lysegyldne og lette som skum.
“Rør dem ikke endnu,” sagde hun. “De skal køle af først.”
Ninna ventede. Det var det sværeste af det hele.
Til sidst fik hun lov at smage. Den knasede, da hun bed i den. Den var sprød og hul indeni og smagte af smør og vanilje. Ikke en smule af badeværelse.
Bedstemor satte låget på den røde dåse og stillede den op på den øverste hylde.
Ingen rører ved blikdåsen på bedstemors køkkenbord i nat. Men tænk på kagerne derinde, du, sprøde og hule og gyldne, med låget godt lukket, så de holder sig til jul. Og deroppe på hylden står den røde dåse med hjorten på og skal vente et helt år. Godnat.
