Almas første dag i børnehaven

⏳ 4 minutters læsetid

Der var engang en pige, der hed Alma. Hun var tre år og ti måneder, og i dag skulle hun starte i børnehave.

Hun havde nye gummistøvler på. De var gule. Mor havde tegnet et lille hjerte med kuglepen i hendes håndflade, inden de gik hjemmefra.

“Når du savner mig,” sagde mor, “så trykker du på hjertet. Så mærker jeg det.”

“Mærker du det helt derhjemme?”

“Helt på arbejdet.”

Børnehaven havde en stor legeplads med en sandkasse, to gynger og et klatrestativ formet som et skib. En pædagog, der hed Gitte, mødte dem ved lågen. Hun havde krøllet hår og et halstørklæde med blå fugle.

“Hej, Alma,” sagde Gitte. “Skal vi vinke farvel til mor ved vinduet?”

Alma ville ikke vinke. Hun ville holde fast i mors frakke. Men mor gav hende et kram, et langt et, og så gik hun. Alma stod ved vinduet med Gitte og vinkede alligevel, til mor var væk om hjørnet.

Så var det stille indeni.

Alma trykkede på hjertet.

Hun gik ud på legepladsen. Hun stillede sig ved hegnet. Hun så de andre børn grave og gynge og råbe. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre.

Ved den anden ende af hegnet stod der en dreng. Han havde en blå hue på, og han græd stille, med næsen helt rød.

Alma gik hen til ham. Hun sagde ikke noget. Hun stod bare ved siden af ham.

Så holdt hun hånden frem, med håndfladen opad.

Drengen kiggede på hjertet.

“Det er fra min mor,” sagde Alma. “Når man trykker på det, mærker hun det.”

Drengen snøftede. “Jeg har ikke noget.”

Alma kiggede på hans hånd. Så løb hun ind til Gitte. “Har du en kuglepen?”

Gitte havde en. Hun gik med ud. Hun satte sig på hug og spurgte drengen, om han ville have et hjerte, ligesom Alma. Han nikkede. Gitte tegnede det.

“Nu kan du trykke,” sagde Alma.

Drengen trykkede. Han holdt op med at græde. Så snøftede han en sidste gang.

“Jeg hedder Noah,” sagde han.

“Jeg hedder Alma. Vil du grave?”

De gravede. De gravede et hul i sandkassen, der var så dybt, at Noah kunne stå i det til knæene. De fyldte det med vand fra en spand. De lavede en sø. En pige med fletninger kom og satte en plastikand i den. Så var de tre.

Til frokost sad Alma ved siden af Noah. Han delte sin agurk med hende. Hun delte sin rosin. Efter frokost lå de på hver sin madras til middagslur, og Alma kiggede op i loftet og trykkede på hjertet en sidste gang. Ikke fordi hun var ked af det. Bare for at sige hej.

Klokken tre kom mor.

Alma løb hen til hende i sine gule gummistøvler med sand helt op til knæene.

“Mærkede du det?” råbte hun.

“Fire gange,” sagde mor. “Var det dig?”

“Én gang var bare for at sige hej.”

Om aftenen, i badet, var hjertet næsten vasket væk. Alma kiggede på det, mens mor skyllede hendes hår.

“Kan du tegne et nyt i morgen?”

“Det kan jeg,” sagde mor. “Og et til Noah, hvis han har glemt sit.”

Alma lagde sig i sengen. Hun knyttede hånden om det, der var tilbage af hjertet, og holdt den ind til maven.

Har du et hjerte i hånden, du? Det behøver ikke være tegnet. Knyt hånden, tryk let, og så ved nogen, at du tænker på dem. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 0 / 5. Bedømmelser: 0

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.