Der var engang en pige, der hed Naja, og i morgen skulle hun begynde i skole.
Hun havde ny taske. Hun havde nyt penalhus. Hun havde en madkasse med en hval på. Men hun ville ikke af sted.
“Hvad nu hvis jeg ikke kender nogen?” sagde hun. “Hvad nu hvis jeg ikke kan finde toilettet? Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af noget?”
Hendes bedstemor sad på sengekanten. Hun tog noget op af sin lomme.
Det var en blyant. Ikke en ny. Den var kort og lidt slidt, grøn med små, gule stjerner, og der var tygget en lille bitte smule på enden.
“Det her var min,” sagde bedstemor. “Fra min første skoledag. Jeg har gemt den i alle de år.”
“Er den magisk?” spurgte Naja.
Bedstemor smilede. “Det må du selv finde ud af.”
Om morgenen lagde Naja blyanten i sit penalhus. Hun holdt mor i hånden hele vejen hen til skolen. I klassen stod der en lærer i døren. Hun hed Pia, og hun havde store, røde briller.
“Velkommen,” sagde Pia. “Du skal sidde ved vinduet. Ved siden af Inuk.”
Inuk var en dreng med sort hår, der sad og kiggede ned i bordet. Han så lige så nervøs ud, som Naja var.
Den første time skulle de tegne sig selv. Naja tog bedstemors blyant frem. Hun tegnede et hoved. To øjne. Et smil. Hår, der strittede lidt.
Og så skete det.
Tegningen blinkede.
Det var kun det ene øje. Og det var kun én gang. Bare et lille, hurtigt blink. Så var det en almindelig tegning igen.
Naja stirrede på den. Hun kiggede rundt. Ingen andre havde set det.
Hun tegnede en kat i hjørnet af papiret. Den blinkede også. Én gang.
Naja klemte munden sammen, så latteren ikke slap ud.
Inuk kiggede over på hende. “Hvad er der?”
Naja tænkte. Så tegnede hun en lille fisk på kanten af hans papir. Fisken blinkede. Men Inuk så det ikke. Han kiggede på hende.
“Det er en fisk,” sagde Naja. “Til dig.”
“Jeg kan godt lide fisk,” sagde Inuk. Han tegnede selv en fisk ved siden af. En større en. Med tænder.
De grinede begge to. Og så var det lidt lettere.
Resten af dagen tegnede Naja med bedstemors blyant. Ikke hele tiden. Bare nogle gange, når hun blev lidt nervøs. Et hus, da hun ikke kunne finde ud af, hvor de skulle hen efter frikvarteret. En sol, da de skulle lære lærer Pias regler. Hver tegning blinkede én gang, kun for hende.
Og hun fandt toilettet. Inuk viste hende det. Han havde selv fundet det i frikvarteret.
Om eftermiddagen hentede bedstemor hende.
“Nå?” sagde bedstemor. “Var den magisk?”
Naja kiggede op på hende. Bedstemor havde et lille glimt i øjet. Måske var det bare solen.
“Den blinker,” hviskede Naja.
“Ja,” sagde bedstemor. “Det gjorde den også for mig.”
Blyanten ligger i penalhuset i Najas skoletaske, klar til i morgen. Tegningen af Naja hænger på væggen i klassen sammen med alle de andre, og fisken med tænder hænger lige ved siden af. Mon de blinker til hinanden, når skolen er tom? Godnat.
