Der var engang en dreng, der hed Jannik, og han var sikker på, at nogen havde gemt en skat i skoven bag mormors hus.
Han havde set det med sine egne øjne. En tidlig morgen i oktober, fra mormors køkkenvindue, havde han set nogen liste sig hen over græsset med noget i munden, kigge sig over skulderen, grave et lille hul ved hækken, lægge noget i det og dække det til med blade.
Det var en fugl. Den var lyserødbrun med en sort hale og hvid bag, og på vingen havde den en lille stribe, der var blå. Rigtig blå, som et stykke himmel.
“En skovskade,” sagde mormor. “Og jeg kan godt fortælle dig, hvad den gemmer.”
“Sig det ikke,” sagde Jannik. “Jeg vil selv finde det.”
Mormor kom med ud. Hun sagde, at han måtte grave med fingrene ved hækken, men ikke inde i skoven, og at han skulle lægge alt tilbage, præcis som det var. “Det er skadens skat,” sagde hun. “Ikke vores. Vi kigger bare.”
Jannik fandt stedet. Bladene lå lidt for pænt. Han skubbede dem til side og gravede forsigtigt med to fingre.
Der lå et agern.
Et enkelt, brunt, blankt agern med en lille hat på.
“Er det det hele?” sagde han.
“Ikke helt,” sagde mormor.
De satte sig på bænken ved hækken med en kop kakao og holdt øje med skoven. Og skaden kom igen. Den fløj ud fra egetræerne i skovkanten med halsen helt tyk og fuld. Den landede på græsset, hostede et agern op, så et til, så et tredje. Den gemte dem på tre forskellige steder.
“Den kan have flere agern i halsen ad gangen,” sagde mormor. “Og den bliver ved hele efteråret. Hver eneste dag. En skovskade kan gemme flere tusind agern i løbet af efteråret. I græsset, under mos, i sprækker i barken. Så har den mad til vinteren.”
“Kan den huske, hvor de er?”
“Mange af dem,” sagde mormor. “Den er god til at huske. Men ikke dem alle sammen.”
Hun rejste sig og gik hen til den anden ende af haven, ved staldbygningen. Hun bøjede sig ned og pegede.
I græsset stod der et træ. Et meget lille træ, ikke højere end en blyant, med fem bølgede blade.
“En eg,” sagde Jannik.
“Den har skaden plantet,” sagde mormor. “Den gemte et agern og glemte det. Og så spirede det.” Hun pegede ud over hegnet. “Mange af egetræerne i den skov har skovskader plantet. Måske også det, der står der.”
Det største egetræ i skovkanten var tykt og knortet og ældre end mormor. Jannik kiggede længe på det.
Så lagde han agernet tilbage i hullet og dækkede det med blade, lige så pænt som skaden havde gjort.
Ved hækken ligger et brunt agern under bladene lige nu, du. Måske kommer skaden og henter det en frostklar morgen i januar. Måske glemmer den det. Og så står der en lille eg der, når du er blevet voksen. Godnat.
