Der var engang to søskende, der hed Frits og Dagny. Frits var ti og troede ikke på spøgelser. Dagny var seks og troede på alt.
En regnvejrssøndag i efterårsferien tog deres forældre dem med til et gammelt slot på Fyn. Det havde røde mure og et tårn med kobbertag, der var blevet grønt, og man kunne gå rundt i alle salene og se, hvordan folk havde boet for to hundrede år siden.
Ved indgangen stod en guide. Hun hed fru Gyrid og havde en lang, grå fletning og en lygte i hånden, selv om det var dag.
“Velkommen,” sagde hun. “I ved vel, at her bor en ånd?”
Dagny tog fat i fars hånd. Frits himlede med øjnene.
“Den hedder Den Hviskende,” sagde fru Gyrid. “Man hører den i væggene. Men det er der ikke mange, der gør mere. Folk har så travlt.”
De gik gennem riddersalen, hvor der hang store malerier af mænd med paryk. De gik gennem spisesalen, hvor bordet var dækket med sølvbestik til fyrre personer. De gik gennem et soveværelse med en seng, der havde tag og gardiner.
I soveværelset var der et lille, rundt messinglåg i væggen ved siden af sengen. Det sad i højde med Dagnys næse. Det lignede en lille trompet, der var muret ind.
“Hvad er det?” spurgte Dagny.
“Læg øret til,” sagde fru Gyrid.
Dagny lagde øret til. Først hørte hun ingenting. Og så, langt væk og hult, ligesom fra bunden af en brønd:
“Hallooo …”
Dagny sprang tilbage og råbte. Far lo. Mor lo. Frits så lidt bleg ud.
“Det var Den Hviskende!” råbte Dagny.
“Måske,” sagde fru Gyrid. “Lad os se, hvem der svarer.”
Hun førte dem ned ad en smal bagtrappe. Den var ikke for gæster. Den var mørk og knirkede, og der lugtede af gammelt træ. Nederst var der et køkken med et kæmpe komfur og kobberpander på væggen. Og i væggen ved siden af komfuret sad der et lille, rundt messinglåg.
Ved låget stod en anden guide, en ung fyr med fregner. Han vinkede.
“Det er et talerør,” sagde fru Gyrid. “Et rør, der går gennem væggen hele vejen op til soveværelset. For to hundrede år siden lå greven i sin seng og råbte ned i røret, når han ville have sin morgente. Så hørte kokken det hernede.”
“Var det ham, der sagde halloo?” spurgte Frits og pegede på fyren med fregnerne.
“Det var det,” sagde fyren. “Men der er flere rør. Vil I prøve?”
Det ville de. Fru Gyrid gik med op igen, og Frits og Dagny skiftedes. Dagny råbte “MORGENTE!” ned i røret i soveværelset, og langt nede fra køkkenet kom det tilbage: “Den kommer, Deres Nåde!” Frits hviskede “Bøh,” og kokkedrengen nede i køkkenet lod, som om han tabte en gryde.
Senere fandt de flere låg. Et i biblioteket. Et i barneværelset. Et i tårnet.
“Hvor går det her hen?” spurgte Frits ved låget i barneværelset.
Fru Gyrid trak på skuldrene. “Det ved vi faktisk ikke,” sagde hun. “Røret er muret til et sted inde i væggen. Men nogle gange, når det blæser rigtig meget, kommer der en lyd ud af det.”
Frits lagde øret til. Han hørte ingenting.
De gik ud til bilen. Det var holdt op med at regne, og himlen var lyserød over voldgraven.
“Der findes ikke spøgelser,” sagde Frits. “Det var bare rør.”
“Hvad med det sidste rør?” spurgte Dagny.
Frits svarede ikke.
Den aften blæste det. Det suste i ventilationen i Frits’ værelse. Han lå længe og lyttede til det. Det lød næsten som en, der hviskede.
“Godnat,” hviskede han tilbage til ventilationen. Bare for en sikkerheds skyld.
Et sted inde i en gammel mur på Fyn går der et rør, som ingen ved, hvor ender, du. I nat er der stille i det. Greven har fået sin te, kokken er gået hjem, og Den Hviskende sover. Det kan du også. Godnat.
