Der var engang en lillebitte pige, der hed Tommelise, og hun var ikke større end en tommelfinger.
Hun var kommet til verden inde i en blomst. En kone, der så gerne ville have et lille barn, havde fået et byggkorn af en gammel, klog kone. Hun plantede det i en urtepotte, og der voksede en stor, smuk blomst op, som lignede en tulipan. Da konen kyssede de røde blade, sprang blomsten op, og midt inde i den sad en lille pige, fin og yndig.
En valnøddeskal var hendes vugge. Blå violblade var hendes madras, og et rosenblad var hendes dyne. Om dagen sejlede hun på en tallerken med vand i et tulipanblad og sang så sødt, at ingen havde hørt noget lignende.
En nat kom en stor, våd skrubtudse hoppende ind ad vinduet.
“Det var en kone til min søn,” sagde skrubtudsen. Og så tog hun valnøddeskallen med Tommelise i og hoppede ud i haven, ned til åen, hvor hun boede med sin søn. Han var lige så grim som sin mor. “Koaks, koaks, brekke-ke-kex,” var alt, hvad han kunne sige.
De satte Tommelise på et åkandeblad midt i åen, så hun ikke kunne løbe væk. Tommelise sad og græd. Men de små fisk under vandet havde hørt det hele. De syntes, hun var for sød til at bo hos skrubtudser. De gnavede stilken over, og så flød åkandebladet af sted med hende, ned ad åen, langt væk.
En lille, hvid sommerfugl fløj omkring hende og satte sig på bladet. Tommelise bandt sit bælte om sommerfuglen og om bladet, og så gik det endnu hurtigere. Solen skinnede på vandet som det skønneste guld.
En oldenborre kom flyvende og tog hende med op i et træ. Men de andre oldenborrer syntes, hun var grim, fordi hun ikke havde følehorn. Så oldenborren satte hende ned på en tusindfryd og fløj sin vej.
Hele sommeren levede Tommelise alene i den store skov. Hun flettede sig en seng af græsstrå og hang den op under et skræppeblad. Hun spiste honning fra blomsterne og drak dug af bladene om morgenen. Men så kom efteråret, og så kom vinteren. Sneen faldt, og hvert snefnug var for hende, som når en hel skovl sne bliver kastet på os.
Ude ved kornmarken fandt hun en lille dør. Der boede en markmus. Den var en god, gammel markmus.
“Du lille stakkel,” sagde markmusen. “Kom ind i min varme stue og spis med.”
Tommelise måtte blive hele vinteren, hvis hun holdt stuen ren og fortalte historier. Markmusen havde en nabo, en muldvarp i sort fløjlspels. Han var rig og lærd, men han kunne ikke lide solen og blomsterne, for dem havde han aldrig set. Han ville gerne giftes med Tommelise.
En dag viste muldvarpen dem sin lange gang under jorden. Midt i gangen lå en svale. Den havde ikke nået at flyve sydpå, og nu var den så kold og stiv, at den lå helt stille med vingerne tæt ind til siden.
Om natten kunne Tommelise ikke sove. Hun flettede et tæppe af hø og lagde det om svalen. Hun lagde sit hoved mod dens bryst. Og så hørte hun noget, der bankede. Det var svalens hjerte. Den havde bare været frosset stiv, og nu, da den fik varme, kom den til sig selv igen.
Hele vinteren passede Tommelise på svalen. Da foråret kom, åbnede hun hullet til solen, og svalen fløj ud.
“Vil du med?” spurgte den.
Men Tommelise vidste, at markmusen ville blive bedrøvet, hvis hun bare gik. “Nej, jeg kan ikke,” sagde hun.
Så skulle hun giftes med muldvarpen og bo dybt under jorden, hvor solen aldrig skinnede. Den sidste dag gik hun ud for at sige farvel til solen.
“Kvivit, kvivit,” lød det over hende. Det var svalen. Tommelise fortalte, at hun ikke ville bo under jorden.
“Sæt dig på min ryg,” sagde svalen. “Bind dig fast med dit bælte. Så flyver vi bort til de varme lande.”
Tommelise satte sig op, og svalen fløj højt op i luften, over skove og over havet, over sneklædte bjerge, til de varme lande, hvor solen skinnede klarere og citroner og appelsiner hang på træerne.
Svalen satte hende i den smukkeste, hvide blomst. Og der sad en lille mand, så hvid og gennemsigtig, som om han var af glas. Han havde en guldkrone på og de dejligste, klare vinger. Han var blomsternes konge. I hver blomst boede der sådan en lille mand eller kone.
“Vil du være min dronning?” spurgte han.
Det ville Tommelise gerne. Fra hver blomst kom der en lille gæst med en gave. Den bedste gave var et par vinger fra en stor, hvid flue. Dem fik Tommelise sat på ryggen, og nu kunne hun også flyve fra blomst til blomst. Og blomsternes konge gav hende et nyt navn. Han kaldte hende Maja.
Svalen sad i sin rede og sang for dem. Og den fortalte hele historien til en mand, der kunne skrive eventyr.
Tommelise sover inde i en hvid blomst i nat, du, med sine klare vinger foldet sammen, og hun har et rosenblad som dyne. Oppe over hende sidder svalen i sin rede og synger kvivit for hende. Godnat.
