Der var engang en pige, der hed Rigmor. Hun var seks år, hun stod altid op før alle andre i huset, og hun havde en hemmelighed: Om morgenen, før solen var helt oppe, gik hun ud i haven i gummistøvler og pyjamas og kiggede på duggen.
Mor vidste det godt. Hun stod i køkkenvinduet med sin kaffe og holdt øje.
“Ikke længere end til æbletræet,” sagde hun hver morgen.
“Det ved jeg.”
Duggen lå over hele græsplænen som et gråt slør. Når Rigmor gik, efterlod hun mørke, grønne fodspor. Hun kunne se sit eget spor hele vejen tilbage til trappen.
En morgen i juni satte hun sig på hug ved bedet under æbletræet. Der voksede en lav plante med runde, bløde blade, der lignede små, foldede kapper. Og midt i hvert blad lå der en dråbe. Ikke mange små dråber, som på græsset. Én stor, rund dråbe, der skinnede som en lille sølvkugle.
“Den er fin, ikke?” sagde en stemme.
Rigmor kiggede ned. På kanten af det største blad sad der en alf. Hun var på størrelse med en tændstik, havde vinger, der var gennemsigtige som cellofan, og et hår, der var lige så gråt som duggen.
“Jeg hedder Morgendug,” sagde alfen. “Du må gerne se på min morgenmad, men du må ikke drikke den.”
“Er det din morgenmad?”
“Det er alles morgenmad,” sagde Morgendug. Hun bøjede sig frem og drak af dråben, ligesom man drikker af en vandhane. “Alferne i denne have samles her hver morgen. Det her er det bedste vand, der findes. Planten laver det selv om natten.”
Rigmor kiggede rundt. På de andre blade sad der flere alfer nu. Fem, seks, ti. De drak og pjattede, og en af dem sprøjtede dug på en anden.
“Hvad hedder planten?”
“Løvefod,” sagde Morgendug. “Men vi kalder den bare koppen.”
Rigmor sad helt stille og så på dem, til solen kom over hækken. Så blev dråberne mindre. Alferne rystede vingerne og fløj ind under bladene, og efter lidt var der ingen alfer. Bare en plante med runde blade.
Næste morgen var Morgendug der igen. Og morgenen efter.
På den fjerde morgen sad alfen og ventede på hende med noget i armene. Det var et lille stykke af planten, med rod og tre blade og en klump jord.
“Det er til dig,” sagde Morgendug. “Du har set på os i fire dage og ikke en eneste gang rørt ved en dråbe. Så skal du have din egen kop.”
Rigmor tog den forsigtigt i hænderne. “Hvor skal jeg sætte den?”
“Et sted, hvor du kan se den fra din seng,” sagde Morgendug.
Rigmor løb ind. Mor hjalp hende med at finde en gammel urtepotte, og de satte planten i karmen uden for Rigmors vindue.
Den aften kiggede Rigmor ud på den. Bladene var tørre. Der var ingen dråber.
“Den laver dem om natten,” sagde mor. “Mens du sover.”
Rigmor lagde sig ned og kiggede på de tre runde blade i mørket, til hun ikke kunne holde øjnene åbne mere.
Lige nu, mens du ligger der, du, samler en lille plante sin dug, dråbe for dråbe, til en alf, der kommer i morgen tidlig. Den skal nok blive færdig. Godnat.
