Morgendug og alfernes gave

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille landsby, der lå gemt mellem grønne bakker og blomstrende enge. I denne landsby boede en pige ved navn Liva. Liva elskede at vågne tidligt om morgenen for at se, hvordan morgenduggen glitrede som små diamanter på græsset.

En tidlig morgen, mens solen stadig gemte sig bag horisonten, gik Liva ud i haven. Hun satte sig på en stor sten og betragtede de små dråber, der glimtede i det svage morgenlys. Pludselig hørte hun en hvisken, der kom fra græsset.

“Hej, Liva,” sagde en lille stemme. Liva kiggede ned og så en lille alf med vinger, der glimtede som regnbuer. “Jeg hedder Morgendug,” sagde alfen og bukkede høfligt.

Liva gispede af glæde. “Hej, Morgendug! Jeg har aldrig mødt en alf før!”

Morgendug smilede. “Vi alfer elsker at gemme os, men vi har set, hvor meget du elsker morgenduggen. Derfor vil vi give dig en særlig gave.”

Liva klappede i hænderne af spænding. “Hvad er det for en gave?” spurgte hun nysgerrigt.

“Følg mig,” sagde Morgendug og fløj hen over græsset. Liva rejste sig og fulgte efter, mens hun forsigtigt trådte mellem de glitrende dråber.

De kom til en lille lysning, hvor en gruppe alfer ventede. De bar på en lille krukke, der skinnede som guld i det tidlige morgenlys.

“Dette er en krukke fyldt med magisk morgendug,” forklarede Morgendug. “Hvis du drypper lidt af det på en blomst, vil den blomstre hele året rundt.”

Liva tog forsigtigt imod krukken. “Tak, Morgendug! Det er den smukkeste gave, jeg nogensinde har fået!”

Alferne smilede og fløj op i luften, hvor de dansede rundt som små stjerner. “Husk at bruge den med omtanke,” sagde Morgendug, inden han forsvandt med de andre alfer.

Liva gik tilbage til sin have med krukken i hånden. Hun fandt sin yndlingsblomst, en lille blå forglemmigej, og dryppede forsigtigt en dråbe af den magiske morgendug på dens kronblade.

Til hendes store glæde begyndte blomsten straks at stråle og vokse, og den blev endnu smukkere end før. Liva vidste, at hun nu havde en ven i alferne og en have, der altid ville minde hende om deres magiske gave.

Fra den dag af delte Liva sin magiske morgendug med landsbyens blomster, og hele landsbyen blev fyldt med farver og glæde. Og hver morgen, når solen stod op, tænkte Liva på Morgendug og hans venlige alfer, der havde givet hende en gave, der bragte glæde til alle.

Og sådan endte Livas eventyr med alferne, men hver morgen, når duggen glitrede, vidste hun, at magien stadig var der, lige under overfladen.

Skriv en kommentar