Der var engang en kejser, der holdt så meget af nyt tøj, at han brugte alle sine penge på at blive pæn.
Han brød sig ikke om sine soldater. Han brød sig ikke om at gå i teatret eller køre ud i skoven. Han ville bare vise sit nye tøj frem. Han havde en kjole for hver time på dagen, og i stedet for at sige “kejseren er i rådet”, som man siger om andre konger, sagde man altid: “Kejseren er i garderoben.”
En dag kom der to fremmede mænd til byen. De sagde, at de var vævere, og at de kunne væve det dejligste stof, man kunne tænke sig. Det var ikke bare smukt. Det havde også en særlig egenskab.
“Tøjet kan ikke ses af folk, der er dumme,” sagde de. “Eller af folk, der ikke passer deres arbejde.”
“Det var dog et prægtigt stof,” tænkte kejseren. “Hvis jeg havde sådan noget tøj på, kunne jeg finde ud af, hvem i mit rige der ikke duer til deres arbejde. Og jeg kunne se, hvem der er kloge, og hvem der er dumme.”
Han gav de to vævere en stor pose guld, så de kunne gå i gang med det samme.
De to mænd stillede to vævestole op. De bad om den fineste silke og det skønneste guld. Det puttede de i deres egne tasker. Og så sad de og lod som om, de vævede, til langt ud på natten. Men der var ikke en eneste tråd på vævestolene.
Efter nogle dage ville kejseren gerne vide, hvor langt de var kommet. Han sendte sin gamle, ærlige minister.
Ministeren gik ind i salen. Han kiggede på vævestolene. Han spærrede øjnene op.
“Gud bevare mig,” tænkte han. “Jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke.
“Er det ikke smukt?” spurgte væverne og pegede. “Se mønstret! Se farverne!”
“Jo, det er yndigt,” sagde ministeren og satte brillerne på. “Jeg skal sige til kejseren, at jeg synes rigtig godt om det.”
For han ville ikke have, at nogen skulle tro, at han var dum.
Kejseren sendte flere folk. De kunne heller ikke se noget. Men de sagde alle sammen, at det var det smukkeste stof, de nogensinde havde set. Til sidst gik kejseren selv derhen med hele sit følge.
“Hvad for noget?” tænkte kejseren. “Jeg ser ingenting! Det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Duer jeg ikke til at være kejser?”
“Åh, det er meget smukt,” sagde han højt. “Det har mit allerhøjeste bifald.” Og alle i følget nikkede og sagde: “Smukt, smukt!”
Nu skulle der være et stort optog gennem byen, og kejseren skulle have det nye tøj på. Hele natten sad væverne op med seksten lys tændt. De lod som om, de tog stoffet af vævestolen, de klippede i luften med store sakse, og de syede med nåle uden tråd.
“Nu er klæderne færdige,” sagde de om morgenen.
Kejseren tog alt sit tøj af. Væverne lod som om, de gav ham det nye tøj på, stykke for stykke. “Her er bukserne. Her er kjolen. Her er kappen. Det er så let som spindelvæv. Man skulle tro, man ikke havde noget på.”
Kejseren drejede sig foran spejlet. “Ja, det sidder godt,” sagde han.
To kammerherrer skulle bære slæbet. De bøjede sig ned og lod som om, de løftede noget fra gulvet. De turde ikke sige, at de ikke kunne se noget.
Så gik kejseren i optog under den smukke tronhimmel. Alle folk på gaden og i vinduerne råbte: “Gud, hvor kejserens nye klæder er mageløse! Hvor slæbet er smukt!” Ingen ville sige, at de ikke kunne se noget. For så duede de jo ikke.
Men midt i mængden stod et lille barn på sin fars skuldre.
“Men han har jo ikke noget på,” sagde barnet.
Faren hviskede det videre. “Hør, hvad det lille barn siger.” Og så hviskede den ene det til den anden. “Der er et lille barn, der siger, at han ikke har noget på.”
“Han har jo ikke noget på!” råbte til sidst hele folket.
Det krøb i kejseren, for han kunne godt høre, at de havde ret. Men han tænkte: “Nu må jeg holde optoget ud.” Så gik han endnu mere stolt. Og kammerherrerne gik bagefter og bar på slæbet, som slet ikke var der.
De to vævere var for længst stukket af med guldet. Men kejseren fik noget at tænke over. Og man siger, at han bagefter tog sit gamle, varme tøj på og grinede ad sig selv. Det var det klogeste, han havde gjort længe.
Kejseren sover i sin varmeste nattrøje i aften, du, en, som alle kan se. Og et sted i byen sover et lille barn, der turde sige det, som alle de voksne tænkte. Det er godt at sige sandheden, også når man er lille. Godnat.
