Der var engang en lille pige, der boede sammen med sin mor i et lille hus i udkanten af en by, og de var så fattige, at de ofte ikke havde noget at spise.
En morgen var der ikke engang en brødskorpe i skabet. Så gik pigen ud i skoven for at plukke bær. Hun gik og gik, men buskene var tomme, og hendes mave rumlede.
Inde mellem træerne mødte hun en gammel kone. Hun havde et rødt tørklæde om hovedet og et venligt, rynket ansigt.
“Hvorfor ser du så trist ud, lille ven?” spurgte konen.
“Vi har ikke noget at spise derhjemme,” sagde pigen. “Ikke engang en skorpe.”
Den gamle kone stak hånden ned i sin kurv og tog en lille gryde frem. Den var lavet af ler og havde en hank af træ.
“Den skal du få,” sagde hun. “Når du siger: Kog, lille gryde, så koger den den dejligste, søde hirsegrød. Og når du siger: Stop, lille gryde, så holder den op. Husk nu begge dele.”
Pigen takkede og løb hjem med gryden.
“Mor, mor! Se, hvad jeg har fået!”
Hun satte gryden på bordet og sagde: “Kog, lille gryde.”
Og gryden begyndte at boble. Der kom duft af sød grød med kanel, og på et øjeblik var gryden fuld til randen af varm, gylden grød.
“Stop, lille gryde,” sagde pigen. Og gryden holdt op.
De spiste, til de var mætte. Og fra den dag var de aldrig sultne mere. Hver morgen og hver aften fik de sød grød.
En dag gik pigen ud for at hente vand ved brønden. Moren blev sulten, mens hun var væk. Hun satte gryden på bordet.
“Kog, lille gryde,” sagde hun.
Gryden kogte. Grøden boblede op over kanten. Moren spiste sig mæt. Og så ville hun have den til at holde op. Men hun havde glemt ordene.
“Hold op, lille gryde!” sagde hun. Gryden kogte videre.
“Nu er det nok, lille gryde!” Gryden kogte videre.
“Færdig, lille gryde!” Men gryden kogte og kogte.
Grøden løb ud over bordet. Ned på gulvet. Hen over dørtrinnet. Ud på gaden. Den løb ind i naboens køkken og ind i det næste hus og det næste. Snart var hele gaden fuld af varm, sød grød. Folk kom ud af deres huse med skeer og skåle og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Katten sad på taget og slikkede sig om munden. Hundene spiste, til de var helt runde.
Grøden løb gennem hele byen. Den eneste, der ikke var fyldt med grød, var det allersidste hus for enden af gaden.
Så kom pigen hjem fra brønden med sin spand. Hun standsede og så grøden. Hun forstod det med det samme.
“Stop, lille gryde!” råbte hun.
Og gryden holdt op.
Men den, der ville ind i byen den dag, måtte spise sig vej igennem. Og det gjorde alle børnene meget gerne.
Den lille gryde står på hylden i aften, du, helt stille og ren, og pigen og hendes mor sover med maven fuld af sød grød. Hvis du er sulten i morgen tidlig, så husk de to vigtige ord. Kog, lille gryde. Og stop, lille gryde. Godnat.
