Der var engang en fattig bonde, der havde tre sønner, og den yngste af dem hed Askeladden, fordi han altid sad og rodede i asken ved ildstedet.
Bonden var gammel og havde ikke ret mange penge. Han ejede kun en stor skov oppe i bjerget, og i den skov stod de fineste træer. Men ingen turde fælde dem. For i skoven boede der en trold.
“Gå op og hug brænde,” sagde bonden en dag til sin ældste søn. “Så kan vi sælge det og få penge til mad.”
Den ældste søn tog øksen og en madpakke med og gik op i skoven. Han havde knap nok hugget i det første træ, før der kom en stor trold brasende gennem buskene. Han havde næse som en kartoffel og øjne som tallerkener.
“Hugger du i min skov?” brølede trolden. “Så skal du få med mig at bestille!”
Den ældste søn smed øksen og løb hjem, så hurtigt han kunne.
Næste dag gik den mellemste søn. Det gik ham nøjagtig lige sådan.
“Nu er det min tur,” sagde Askeladden.
“Dig?” sagde brødrene og lo. “Du, der aldrig har været uden for døren?”
Men Askeladden bad sin mor om en madpakke. Hun havde ikke andet end en stor, frisk ost. Den puttede han i sin taske. Så gik han op i skoven.
Han havde lige hugget i det første træ, så kom trolden.
“Hugger du i min skov?” brølede trolden. “Så skal du få med mig at bestille!”
Askeladden blev ikke bange. Han tog osten op af tasken og klemte den, så vallen løb ud mellem fingrene.
“Hvis du ikke tier stille,” sagde han, “så klemmer jeg dig, ligesom jeg klemmer vandet ud af denne her hvide sten!”
Trolden standsede. Han kiggede på osten. Han troede, at det var en sten. Og han havde aldrig set nogen, der kunne klemme vand ud af en sten.
“Nej, nej, kære ven,” sagde trolden. “Skån mig. Jeg skal nok hjælpe dig med at hugge.”
Og så huggede trolden. Han var stærk. Han huggede og huggede, og om aftenen lå der en stor bunke brænde, mere end Askeladden kunne have hugget på et helt år.
“Kom med hjem til mig,” sagde trolden. “Det er længere til dit hjem end til mit.”
Askeladden fulgte med. Trolden boede i en stor hule i bjerget. Han tændte op i ildstedet og hængte en kæmpestor gryde over ilden.
“Hent vand,” sagde trolden og gav ham to spande. De var så store, at Askeladden ikke engang kunne løfte dem, da de var tomme.
“Hva’,” sagde Askeladden. “Skal jeg slæbe på sådan nogle fingerbøl? Jeg går ud og henter hele kilden.”
“Nej, nej,” sagde trolden hurtigt. “Jeg skal ikke miste min kilde. Gør du ild, så henter jeg vandet.”
Så kogte trolden grød. En hel gryde fuld. Askeladden fandt en gammel lædersæk i hjørnet og bandt den om maven, under skjorten.
“Lad os se, hvem der kan spise mest,” sagde Askeladden.
“Det skal vi prøve,” sagde trolden. For han var stolt af, hvor meget han kunne spise.
De satte sig. Trolden spiste, og Askeladden spiste. Men Askeladden puttede det meste af sin grød ned i sækken under skjorten i stedet for i munden. Trolden spiste og spiste. Til sidst var han så mæt, at han måtte løsne bæltet.
“Nu kan jeg ikke mere,” stønnede trolden.
“Jeg kan godt,” sagde Askeladden. “Jeg laver bare lidt mere plads.” Og så tog han sin kniv og skar et lille hul i sækken under skjorten, så grøden løb ud på gulvet. Så spiste han en skefuld mere.
Trolden gloede.
“Gør det ikke ondt?” spurgte han.
“Overhovedet ikke,” sagde Askeladden. “Det er bare sådan, man gør, når man vil spise mere.”
Trolden kiggede på grøden på gulvet. Han kiggede på sin store, runde mave. Han tænkte og tænkte, og det tog lang tid, for trolde tænker langsomt. Så gabte han.
“Jeg tror ikke, jeg vil spise mere i dag,” sagde han. “Jeg er så frygtelig mæt.” Og så lagde han sig midt på gulvet og faldt i søvn og snorkede, så hele bjerget rystede.
Da han vågnede næste morgen, sad Askeladden ved ildstedet.
“Du vandt,” sagde trolden og strakte sig. “Ingen har nogensinde spist mere end mig.” Han gik hen i hjørnet og hentede en stor kiste. Den var fuld af sølv og guld. “Den skal du have. Og I må fælde lige så mange træer i min skov, som I vil. Bare I ikke klemmer mig.”
“Det lover jeg,” sagde Askeladden.
Han kom hjem med kisten og en kæmpe bunke brænde. Hans far og mor blev så glade, at de dansede rundt om ildstedet. Og hans brødre sagde ikke mere, at han aldrig havde været uden for døren.
Oppe i bjerget sover en stor trold i aften, du, med hænderne foldet over sin runde mave, og han drømmer om grød. Nede i huset sidder Askeladden ved ildstedet og roder i asken igen, for det kan han nu bedst lide. Godnat.
