Der var engang en lille skov, hvor træerne strakte deres grene mod himlen, og hvor måneskinnet dansede mellem bladene om natten. I denne skov boede en nysgerrig ræv ved navn Rasmus og en klog ugle ved navn Ulla.
Rasmus elskede at udforske skoven, og hver nat, når månen stod højt på himlen, listede han ud for at opdage nye hemmeligheder. En aften, mens han snusede rundt ved en lille bæk, hørte han en blid stemme ovenfra. “God aften, Rasmus,” sagde Ulla, der sad på en gren og kiggede ned på ham med sine store, venlige øjne.
“God aften, Ulla,” svarede Rasmus og viftede med sin buskede hale. “Hvad laver du heroppe i nat?”
“Jeg nyder måneskinnet,” svarede Ulla. “Det er så smukt, når det lyser skoven op. Men jeg har også hørt, at der er noget særligt ved denne nat. Noget magisk.”
Rasmus blev straks nysgerrig. “Noget magisk? Hvad kan det være?” spurgte han spændt.
“Jeg ved det ikke præcist,” sagde Ulla og vippede med hovedet. “Men jeg har hørt, at hvis man følger måneskinnet, kan man finde en hemmelig lysning, hvor stjernerne danser på jorden.”
Rasmus’ øjne lyste op. “Lad os finde den lysning!” udbrød han. Ulla nikkede og fløj ned fra sin gren for at ledsage Rasmus på hans eventyr.
Sammen fulgte de måneskinnets stråler, der førte dem dybere ind i skoven. De passerede høje træer, hvis blade hviskede hemmeligheder, og små dyr, der kiggede nysgerrigt frem fra deres skjulesteder.
Efter en stund nåede de en lysning, hvor måneskinnet faldt som et tæppe af sølv. Og ganske rigtigt, der på jorden dansede små stjerner, som om de var levende. Rasmus og Ulla stod stille og betragtede det magiske syn.
“Det er smukkere, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig,” sagde Rasmus med en hvisken.
“Ja,” svarede Ulla blidt. “Nogle gange skal man bare følge lyset for at finde noget vidunderligt.”
De to venner satte sig i lysningen og nød den stille nat. Månen skinnede klart, og stjernerne dansede videre, som om de vidste, at de havde et særligt publikum denne nat.
Da natten nærmede sig sin ende, og månen begyndte at synke, vidste Rasmus og Ulla, at det var tid til at vende tilbage. Men de bar begge den magiske oplevelse med sig i deres hjerter.
“Tak for at tage med mig, Ulla,” sagde Rasmus, da de nåede tilbage til deres del af skoven.
“Det var en fornøjelse, Rasmus,” svarede Ulla. “Husk, at skoven altid har sine hemmeligheder, og at vi altid kan finde noget smukt, hvis vi leder efter det.”
Og med det sagde de godnat til hinanden, velvidende at de altid ville have denne særlige nat at tænke tilbage på. Skoven var stille igen, men i Rasmus og Ullas hjerter dansede stjernerne stadig.