Der var engang en ung ræv, der hed Rødhale, og en gammel ugle, der vidste alt om at fange mus.
Rødhale var født i foråret og var nu lige så stor som sin mor. Han havde en hvid spids på halen og sorte strømper på benene, og det var hans første efterår alene. Han kunne gå på jagt. Næsten. Han kunne finde mus. Men han kunne ikke fange dem.
Det var fuldmåne den aften. Marken bag skoven var sølvgrå i lyset, og græsset var højt og vådt. Rødhale stod i kanten af marken og lyttede.
Der. En lille, fin raslen i græsset. En mus.
Han sprang. Han landede med begge forpoter, lige der hvor lyden havde været. Men musen var der ikke. Den var allerede forsvundet ned i en gang under jorden.
“For tidligt,” sagde en stemme over ham.
På en gammel hegnspæl sad uglen. Hun var stor og brun og havde et rundt ansigt og store, sorte øjne. Hendes fjer var så bløde, at man ikke kunne høre hende flyve.
“Du sprang, før du vidste, hvor den var,” sagde hun. “Du hørte den bare.”
“Hvordan ved man, hvor den er?” spurgte Rødhale.
“Man lytter,” sagde uglen. “Med begge ører. Og så drejer man hovedet, til lyden er lige stærk i dem begge. Så ved man, at den er lige foran. Prøv.”
Rødhale stod helt stille. Han lyttede. Der var en raslen igen. Lidt til venstre. Han drejede hovedet langsomt. Nu var den lige foran.
“Og nu?” hviskede han.
“Nu venter du,” sagde uglen. “Til du er helt sikker.”
Han ventede. Musen raslede igen. Han kunne høre den, helt præcist, et lille stykke fremme i græsset.
“Ræve har en måde, jeg ikke har,” sagde uglen. “I springer højt op og lander lige ned ovenfra. Så kan musen ikke nå at løbe. Spring højt, Rødhale. Højere end du tror, du kan.”
Rødhale bøjede bagbenene. Han ventede på den næste raslen. Og så sprang han.
Han fløj op i luften. Højt, i en stor bue, med forpoterne samlet og næsen pegende nedad. Et øjeblik var han helt sølvfarvet i måneskinnet. Så dykkede han ned, med næsen først, lige ned i græsset.
Han landede præcis der, hvor lyden var kommet fra. Lige ved siden af hans næse sad musen. Den gav et lille pib af forskrækkelse og smuttede ned i sit hul, et halvt sekund før han nåede den.
Uglen klukkede. “Det var et rigtigt rævespring,” sagde hun. “Næste gang er du et halvt sekund hurtigere.”
Rødhale rystede græsset af snuden. Så kiggede han op på hende. “Hvorfor hjælper du mig?” spurgte han. “Vi jager jo de samme mus.”
Uglen bredte vingerne ud. “Der er mus nok på marken til en ugle og en ræv,” sagde hun. “Og en ræv, der springer fejl, larmer så meget, at alle musene gemmer sig. Også for mig.”
Hun lettede uden en lyd og forsvandt ud over marken.
Forskere har lagt mærke til noget mærkeligt ved rævespring. Ræve, der springer efter mus i højt græs eller sne, springer oftest mod nordøst. Ingen ved helt sikkert hvorfor. Måske kan de mærke Jordens magnetisme, ligesom et kompas.
Ude på den sølvgrå mark ligger Rødhale sammenrullet i læ af en grøft nu, du, med halespidsen over næsen. Over ham, på hegnspælen, sidder uglen og lytter med sit runde ansigt. Og nede i græsset ved siden af dem sidder musene i deres små gange og venter på, at det bliver morgen. Godnat.
