Der var engang en gorillaunge, der hed Moko, og han var bange for én eneste ting i hele verden: elefanter.
Det var ikke, fordi en elefant nogensinde havde gjort ham noget. Det var bare, fordi de var så store. Og så stille. Moko boede i regnskoven i Congo, og her lever der skovelefanter. De er mindre end de elefanter, man ser på billeder fra savannen, med runde ører og lige, smalle stødtænder, der peger nedad. Men for en gorillaunge er de stadig enorme. Og de kan gå gennem skoven så lydløst, at man først opdager dem, når der pludselig står et gråt ben lige ved siden af en.
Midt i skoven lå der en lysning. Den var flad og åben og fuld af lavt, sumpet vand og grønne vandplanter, og solen skinnede ned på den som ind i en stor skål. Alle dyrene i skoven kendte den. Bøfler kom for at drikke. Papegøjer satte sig i kanten og skreg. Og elefanterne kom, mange af dem, hver eneste eftermiddag.
En dag sagde Mokos mor, at de skulle derud.
“Vandplanterne er søde nu,” sagde hun. “Det er tid.”
Moko holdt fast i hendes ryg, mens de gik ud mellem de sidste træer. Lysningen var fuld af elefanter. Nogle stod til knæene i vandet. Nogle stod med snablen nede i mudderet. En lille elefantunge løb rundt og sprøjtede på sig selv og hvinede.
Mokos mor gik roligt ud i vandet. Hun satte sig ned til livet, plukkede en stor håndfuld vandplanter og begyndte at spise. Moko blev siddende på hendes ryg. Han gjorde sig så lille, han kunne.
En af elefanterne stod ikke så langt fra dem. Hun var gammel. Huden var rynket og grå som et gammelt træ, og den ene stødtand var kortere end den anden. Hun stod og gravede i bunden med snablen, langsomt og grundigt, og nu og da løftede hun den op til munden og drak.
Moko så på hende. Han kunne ikke lade være.
Efter et stykke tid løftede den gamle elefant hovedet og så tilbage på ham. Hun havde små, brune øjne med lange øjenvipper.
“Du kigger meget,” sagde hun.
Moko gemte ansigtet i sin mors pels.
“Han er lidt genert,” sagde hans mor med munden fuld af planter.
“Det er klogt at være lidt genert,” sagde elefanten. Hun hed Ndolo, fortalte hun. Hun havde kommet til lysningen, siden hun selv var en lille unge, og hendes mor før hende. “Ved du, hvorfor vi graver?”
Moko kiggede frem, bare med det ene øje. Han rystede på hovedet.
“Der er salt i jorden her,” sagde Ndolo. “Og andre gode ting, som man ikke kan smage, men som kroppen godt kan lide. Det ligger dybt nede. Så vi graver huller med snablen, og når vandet siver op i hullerne, tager vi det med op.” Hun stak snablen ned igen og løftede den. “Vil du smage?”
Moko kiggede på sin mor. Hans mor nikkede.
Ndolo holdt snablen helt stille, lige foran ham. Den var grå og rynket og fugtig i spidsen og lugtede af mudder. Moko lænede sig frem og drak en lillebitte slurk af det vand, der dryppede fra den.
Det smagte af sten og jord og noget lidt salt. Det smagte ikke specielt godt.
Moko trak hovedet til sig. Så sagde han det første, han nogensinde havde sagt til en elefant.
“Har du også prøvet vandplanterne?”
Ndolo lo. Det lød som en dyb rumlen nede i maven. “Mange gange,” sagde hun.
Den lille elefantunge kom løbende og plaskede op ved siden af dem. Den sprøjtede vand på Moko, så han blev drivvåd. Moko gled ned fra sin mors ryg. Han stod i vandet, til maven, og nu var han ikke længere på ryggen af nogen. Han plukkede en vandplante og holdt den frem mod elefantungen.
Den tog den med snablen.
Resten af eftermiddagen plaskede de rundt i kanten af lysningen, en gorillaunge og en elefantunge, mens deres mødre spiste og gravede og holdt øje. Først da solen blev rød og lav over træerne, gik gorillaerne tilbage ind i skoven for at bygge deres reder for natten.
Moko kiggede tilbage én gang. Ndolo stod stadig midt i lysningen, stor og grå og stille, og løftede snablen.
Nu ligger Moko i sin rede af bøjede grene, du, og han lugter stadig lidt af mudder og salt. Han drømmer om lysningen, og om at han i morgen skal ud og plaske igen. Elefanter er stadig meget store, synes han. Men de er ikke farlige. De er bare store. Godnat, lille ven.
