Der var engang en meget gammel elefant, der hed Mzee, og han gik altid alene.
Det gør gamle elefanthanner. Når de bliver store, forlader de deres mor og søstre og går deres egne veje hen over savannen. Mzee havde gået sine egne veje i Tanzania i så mange år, at han kendte hver eneste sti, hvert eneste vandhul og hvert eneste træ, der var godt at klø sig op ad. Han gik langsomt. Han havde ingen travlhed.
En nat kom den første regn.
Den havde været længe ventet. Hele savannen havde været tør og gul og støvet, og nu kom regnen buldrende ned, så det dampede fra jorden. Om morgenen var alt vådt og blankt, og Mzee gik ud for at se, hvordan det hele havde det.
Hans fødder var enorme. Når han trådte i den bløde jord, lavede han et hul, rundt og dybt, næsten som en balje. Og fordi regnen blev ved med at dryppe fra græsset, fyldte hullerne sig langsomt med vand. Bag ham lå der en lang række små, runde pytter.
Det var i den sjette pyt, at Kesi sad.
Kesi var en løveunge. Hun var kun lidt større end en kat, med pletter på benene, som løveunger har, når de er små, og hun var gået lidt for langt væk fra sin mor, der sov under et træ et stykke derfra. Nu sad hun på kanten af elefantens fodspor og stirrede ned i vandet.
Mzee standsede. Han kiggede ned på hende med et lille, rynket øje.
“Du sidder i mit fodspor,” sagde han.
“Der er nogen derinde,” sagde Kesi uden at kigge op.
Mzee bøjede hovedet. Det tog lidt tid, for han var meget stor. Han kiggede ned i pytten.
Der var nogen derinde. Små, sorte haletudser, der svømmede rundt i ring. En vandbille med blank ryg. En lille frø, ikke større end en negl, der sad på kanten og pumpede med halsen.
“Hvordan er de kommet herind?” spurgte Kesi. “Pytten var her ikke i går.”
“Nej,” sagde Mzee. “Den var her ikke i går. Det var mig, der lavede den.”
Kesi kiggede op på ham for første gang. Så kiggede hun på hans fødder. Så tilbage på pytten.
“Gjorde du det med vilje?”
Mzee tænkte sig om. “Nej,” sagde han. “Jeg gik bare.”
“Men nu bor de der,” sagde Kesi.
Mzee havde aldrig tænkt over det. Han havde gået på savannen i mere end halvtreds år, i regn og i tørke, og hver eneste gang det havde regnet, havde han lavet huller. Og i alle de huller var der kommet vand. Og i vandet var der kommet frøer og haletudser og biller. Han havde bare aldrig bøjet sig ned for at kigge.
“Hvor skal du hen?” spurgte Kesi.
“Ned til floden,” sagde Mzee.
“Kan du gå forsigtigt?” spurgte Kesi. “Så du laver nogle flere. Men ikke træder i dem, du allerede har lavet.”
Mzee så på hende. Han løftede den ene fod meget langsomt, flyttede den et stykke til siden og satte den ned i den bløde jord. Et nyt hul. Rundt og dybt.
Kesi løb hen og kiggede ned i det. “Den er tom,” sagde hun.
“Giv den tid,” sagde Mzee.
Sådan gik de ned mod floden, den gamle elefant og den lille løveunge. Han satte fødderne ned, én efter én, langsomt og forsigtigt, et godt stykke fra de gamle spor. Hun løb frem og tilbage mellem hullerne og kiggede ned i dem og fortalte ham, hvem der boede i hvilket. I et var der to frøer. I et andet en vandedderkop, der løb hen over vandet uden at blive våd. Og i det sidste var der ingenting endnu, kun en sky, der spejlede sig.
Ved floden drak Mzee længe. Kesi drak også, en lille smule, med sin lyserøde tunge.
Så hørte hun sin mor kalde, et kort, hæst kald fra træet bag dem. Kesi spidsede ørerne.
“Jeg skal hjem,” sagde hun.
“Det skal du,” sagde Mzee.
Hun løb tilbage langs rækken af pytter, hen over græsset, og hun sprang over hver eneste en af dem i stedet for at træde i dem.
Mzee blev stående ved floden. Efter et stykke tid bøjede han hovedet og kiggede ned i det sidste af sine fodspor. Der svømmede en lille, sort haletudse rundt i det.
Kan du se dem for dig? Kesi er faldet i søvn ved siden af sin mor under træet. Og ude på savannen ligger der en lang række små, runde pytter, og i hver af dem sidder der en frø og synger med på nattens kor. Mzee står stadig ved floden og passer på, hvor han sætter fødderne. Sov godt, og godnat fra dem alle sammen.
