Der var engang en lille markmus, der hed Fnulle, og hun ville så gerne ud til øen midt i søen.
Hun kunne se den fra sit hul. Fnulle boede i en skråning ved bredden af en sø på Sydfyn, under en tue af græs, hvor rødderne holdt jorden sammen, så der var tørt og lunt. Hver morgen stak hun hovedet ud af hullet, pudsede knurhårene og kiggede ud over vandet. Og derude lå den. En lille, rund ø med et enkelt, krumt træ og en masse buske, der om sommeren blev røde af bær.
“Hvad er der derude?” spurgte hun sin mormor, der havde boet i skråningen længere end nogen anden mus.
“Det ved ingen,” sagde mormor. “Mus kan ikke svømme så langt.”
Det var sandt. Fnulle havde prøvet at stikke en fod i vandet. Det var koldt og vådt, og hun havde trukket den til sig med det samme.
Men på søen boede der en svane. Hun hed Brunhilde. Hun var stor og hvid og meget fornem, med et orange næb og en sort knop øverst, og hun svømmede altid med halsen bøjet i en blød bue, som om hun var på vej hen til et vigtigt møde. Hver dag svømmede hun ud til øen og tilbage igen.
En morgen, da Brunhilde var kommet ind for at spise græs lige ved bredden, tog Fnulle mod til sig. Hun løb ned ad skråningen og stillede sig foran svanen. Hun var omtrent lige så stor som et af svanens øjne.
“Undskyld,” sagde hun. “Må jeg spørge om noget?”
Brunhilde kiggede ned. Det tog et øjeblik, før hun fik øje på hende.
“Du er meget lille,” sagde hun.
“Ja,” sagde Fnulle. “Det er derfor, jeg spørger. Kan jeg komme med ud til øen? På din ryg?”
Brunhilde rettede sig op. Hun så ud, som om ingen nogensinde havde spurgt hende om noget så mærkeligt.
“Svaner er ikke både,” sagde hun.
“Nej,” sagde Fnulle. “Men jeg har hørt, at svaneunger sidder på ryggen af deres mor, når de er trætte. Inde mellem vingerne. Jeg er mindre end en svaneunge.”
Brunhilde sagde ingenting et stykke tid. Hun spiste lidt græs. Så kiggede hun ned igen.
“Du må ikke pille i mine fjer,” sagde hun. “Og du må ikke hoppe rundt. Og hvis du falder i vandet, så hold vejret og hold fast i det første, du kan få fat i.”
“Jeg falder ikke i,” sagde Fnulle.
Brunhilde lagde sig ned i græsset og sænkede den ene vinge en lille smule. Fnulle kravlede op ad den. Fjerene var glatte og bløde og lidt fedtede, sådan som de er, når en svane har pudset dem med olie, så vandet preller af. Hun gik op over ryggen og ned i fordybningen mellem vingerne, hvor der var lunt og blødt og hvidt overalt.
“Klar?” spurgte Brunhilde.
“Klar,” sagde Fnulle.
Brunhilde rejste sig og vraltede ned til vandet. Og så sejlede de.
Det var det mærkeligste, Fnulle nogensinde havde prøvet. Vandet gled forbi lige under hende, så tæt på, at hun kunne se de små bølger og fluerne, der løb hen over overfladen. Svanens store, sorte fødder padlede nede under vandet, men oppe på ryggen mærkede man næsten ingenting. Det gyngede bare blødt, op og ned. Bredden blev mindre og mindre bag dem. Fnulles hul blev til en prik.
Midtvejs kom der en lille bølge. Fnulle borede kløerne ned i fjerene og holdt fast.
“Det kilder,” sagde Brunhilde. Men hun sagde ikke mere.
Så lå øen foran dem. Brunhilde gled ind på den lille sandstrand og lagde sig ned, og Fnulle kravlede ned ad vingen og stod på øen.
Der var stille. Træet var gammelt og krumt og fuldt af mos. Buskene var vilde hindbær, og bærrene var lige blevet modne, røde og bløde og så søde, at Fnulle måtte sætte sig ned efter det første. Mellem buskene voksede der små, gule blomster, hun ikke kendte navnet på. Og under træet, i en stor rede af siv og grene, lå der fire grå svaneunger og sov.
“Dine?” hviskede Fnulle.
“Mine,” sagde Brunhilde. Og for første gang lød hun ikke fornem. Hun lød bare glad.
Fnulle blev længe. Hun spiste hindbær, til hun var tyk som en blomme, og hun samlede et lille bundt af de gule blomster at tage med til mormor. Svaneungerne vågnede og kiggede på hende med deres mørke øjne, og den mindste af dem prøvede at nappe hende i halen, men forsigtigt.
Til sidst begyndte solen at gå ned bag skoven. Brunhilde lagde sig ned ved strandkanten igen og sænkede vingen.
“Nu skal du hjem,” sagde hun.
Fnulle kravlede op, med blomsterne i munden. De sejlede tilbage hen over søen, der var blevet gylden i aftenlyset, og ved bredden stod mormor uden for hullet og ventede.
“Hvad er der derude?” spurgte hun, da Fnulle kom løbende op ad skråningen.
Fnulle lagde de gule blomster foran hende. “Hindbær,” sagde hun. “Og en familie.”
Nu sover Fnulle i sit hul under græstuen, du, med maven fuld af hindbær og en gul blomst ved hovedet. Og ude på øen ligger Brunhilde i reden med sine fire unger under vingerne. Måske sejler du også et sted hen i nat, på en blød, hvid ryg hen over en stille sø. Godnat.
