Der var engang et gammelt, glemt hus for enden af en grusvej uden for landsbyen, og alle børn i byen kaldte det spøgelseshuset. Det var Lucie og hendes ven Jeppe, der fandt ud af, hvad der i virkeligheden boede i det.
Huset var lille og gult, eller det havde været gult engang. Nu var malingen skallet af. Halvdelen af vinduerne var slået ud, og taget hang i den ene side. Der havde ikke boet nogen der i tredive år. Haven var vokset til med brombær og brændenælder.
“Der spøger,” sagde de store børn. “Om aftenen kan man se skygger flagre ud af taget. Og man kan høre dem hviske.”
Lucie og Jeppe var ni. De troede ikke på spøgelser. Ikke rigtig. Men de turde heller ikke gå derhen alene.
Så de spurgte Lucies mormor, Birte. Hun var biolog.
Mormor lyttede. Så smilede hun.
“Skygger, der flagrer ud af taget i skumringen,” sagde hun. “Og hvisken. Jeg tror, jeg ved, hvad det er. Vi går derhen i aften. Men vi går ikke ind i huset. Gulvene er rådne, og taget kan falde ned. Vi står ude på vejen og kigger.”
Den aften, lige da det begyndte at blive mørkt, gik de tre ud ad grusvejen. Mormor havde en lille sort kasse med i hånden. Den lignede en gammel radio.
De stillede sig ved den skæve havelåge. Huset lå mørkt og stille foran dem. En ugle tudede et sted i skoven. Jeppe holdt Lucie i ærmet.
“Nu venter vi,” hviskede mormor.
De ventede. Himlen blev mørkeblå. Den første stjerne kom frem.
Og så skete det.
Fra en revne under tagskægget kom der noget ud. Det var lille og mørkt og flagrede hurtigt. Så kom der en til. Og en til. Og så kom de i en lind strøm, fem, ti, tyve, halvtreds, små flagrende skygger, der susede ud fra taget og forsvandt ud over haven.
“Spøgelserne!” hviskede Jeppe.
“Flagermus,” sagde mormor. Hun tændte for den lille sorte kasse.
Ud af kassen kom en lyd. Tik-tik-tik-tikketikketik. Som en lille motor. Som nogen, der knipsede meget hurtigt med fingrene.
“Det er en flagermusdetektor,” sagde mormor. “Flagermus råber hele tiden, mens de flyver. Men så højt, at vores ører ikke kan høre det. Kassen laver lydene om, så vi kan høre dem. De råber, og så lytter de efter ekkoet. Så ved de, hvor alting er. Også en lille myg i mørket.”
Tikketikketik-brrrrt.
“Den der brrrt,” sagde mormor, “det er, når den fanger en myg.”
Lucie og Jeppe stod med åben mund. Flagermusene flagrede over deres hoveder, hen over haven, ind mellem træerne, rundt og rundt. De ramte aldrig noget. De ramte aldrig hinanden.
“Det er dværgflagermus,” sagde mormor. “De vejer ikke mere end en teskefuld sukker. Én af dem kan spise tusindvis af myg på en enkelt nat. Og om dagen hænger de og sover inde i taget, tæt sammen, hele familien.”
“Er det det, de store børn har hørt hviske?” spurgte Jeppe.
“Måske,” sagde mormor. “Hvis man står helt stille ved huset om dagen, kan man nogle gange høre dem pibe og pusle inde i væggen.”
De stod længe og lyttede til kassen. Tikketik. Brrrt. Tikketik.
På vejen hjem spurgte Lucie: “Hvad sker der, hvis nogen river huset ned?”
“Så skal flagermusene have et nyt sted at bo først,” sagde mormor. “Alle flagermus i Danmark er fredede. Man må ikke forstyrre dem.”
Næste dag lavede Lucie og Jeppe et skilt. De satte det op ved havelågen til spøgelseshuset.
Der stod: HER BOR DER FLAGERMUS. FORSTYR DEM IKKE.
Spøgelseshuset står mørkt for enden af grusvejen, og skiltet ved lågen skinner lidt i måneskinnet. Under taget er der helt tomt. Alle beboerne er ude og spise myg. Godnat, du.
