Det glemte spøgelseshus

⏳ 3 minutters læsetid

Det var en kølig efterårsaften, og Halloween var lige om hjørnet. I den lille by, hvor Emma og hendes bedste ven, Lucas, boede, var der en gammel, glemt spøgelseshus, som ingen turde besøge. Det lå for enden af en snoet vej, omgivet af høje, knirkende træer, der hviskede i vinden.

Emma og Lucas havde altid været nysgerrige efter at se, hvad der gemte sig i det gamle hus. “Lad os tage derhen i morgen efter skole,” foreslog Emma en dag, mens de sad og spiste deres eftermiddagssnack. Lucas nikkede ivrigt. “Ja, lad os finde ud af, om der virkelig er spøgelser derinde!”

Næste dag, da solen begyndte at gå ned, tog Emma og Lucas deres lommelygter og gik mod det glemte spøgelseshus. De var lidt nervøse, men også spændte. Da de nåede huset, så det endnu mere mystisk ud end de havde forestillet sig. Vinduerne var støvede, og døren knirkede, da de forsigtigt skubbede den op.

Inde i huset var der mørkt og stille. Emma tændte sin lommelygte og lyste rundt. “Se, der er en gammel trappe,” hviskede Lucas og pegede. De gik op ad trappen, der knagede under deres fødder. På første sal fandt de et rum fyldt med gamle møbler dækket af hvide lagner.

Pludselig hørte de en svag lyd. Det lød som en hvisken. “Hvem er der?” spurgte Emma med en lille stemme. Til deres overraskelse svarede en venlig stemme: “Jeg er spøgelset, der bor her. Jeg hedder Casper, og jeg har ventet på nogen at lege med i mange, mange år.”

Emma og Lucas kiggede på hinanden og smilede. Casper lød slet ikke skræmmende. Faktisk lød han som en, der bare var ensom. “Vil du lege med os?” spurgte Lucas. Casper svævede frem fra skyggerne, og de kunne se, at han var et lille, venligt spøgelse med et stort smil.

Sammen legede de gemmeleg i det gamle hus, og Casper viste dem alle de hemmelige kroge og skjulte rum. De lo og havde det sjovt, og Casper var glad for endelig at have fundet nogle venner.

Da det blev tid til at gå hjem, lovede Emma og Lucas at komme tilbage og besøge Casper igen. “Tak fordi I kom,” sagde Casper. “Jeg har aldrig haft så sjove venner før.”

Emma og Lucas vinkede farvel og gik hjem med et smil på læben. De havde opdaget, at det glemte spøgelseshus slet ikke var så uhyggeligt, som de troede. Det var fyldt med venskab og glæde.

Og fra den dag af, blev Halloween ikke kun en tid for slik og udklædninger, men også en tid for nye venskaber og eventyr. Emma og Lucas vidste, at de altid ville have en ven i det glemte spøgelseshus.

Og sådan sluttede en magisk Halloween-aften, hvor det glemte spøgelseshus blev til et sted fyldt med latter og leg.

Skriv en kommentar