Der var engang en prinsesse, der hed Klara. Hun var otte år, hun kunne ride uden sadel, klatre op i det højeste æbletræ i slotshaven og holde en levende frø i hånden uden at hvine. Alle på slottet sagde, at prinsesse Klara havde et modigt hjerte.
Men der var én ting, hun ikke turde. Hun turde ikke tale, når mange mennesker kiggede.
En morgen ved morgenmaden foldede kongen sin avis sammen og så på hende.
“Klara,” sagde han. “Om fjorten dage skal det nye redningsskib døbes. Og de har spurgt, om du vil være gudmor.”
“Hvad gør en gudmor?” spurgte Klara.
“Hun står på en lille tribune ved havnen,” sagde dronningen. “Og så siger hun: ‘Jeg døber dig’ og skibets navn, og ‘held og lykke med alle, der sejler med dig.’ Og så slår hun en flaske mod skibets side, så den går i stykker.”
“Foran hvem?”
“Foran byen,” sagde kongen. “Og fjernsynet. Og redningsfolkene. Og deres familier.”
Klara lagde sin ske. Hendes mave føltes, som om den var fuld af frøer.
“Du behøver ikke,” sagde dronningen. “Det må du selv bestemme.”
Klara tænkte på det hele dagen. Hun tænkte på redningsfolkene, der sejlede ud i storm for at hente folk ind. Hun tænkte på deres gamle skib, der var så gammelt, at det knirkede. Om aftenen gik hun ind til kongen.
“Jeg vil godt,” sagde hun. “Men jeg er bange.”
“Godt,” sagde kongen. “Så ved du, hvordan de har det, når de sejler ud.”
I fjorten dage øvede Klara sig. Hun sagde ordene for sin kat. Hun sagde dem for spejlet. Hun sagde dem for køkkenpersonalet, som klappede, og for slotsgartneren, som ikke klappede, men nikkede, og det var næsten bedre.
Så kom dagen.
Havnen var fuld af mennesker. Der var flag og musik og en lugt af tang og pølser. Det nye skib lå ved kajen, orange og hvidt og skinnende, og på dets side stod der et navn, som ingen måtte sige, før Klara havde sagt det.
Klara gik op på tribunen. Hendes ben rystede. Hun kunne mærke sit hjerte banke helt oppe i halsen. Foran hende stod tusind mennesker, og alle kiggede på hende.
En redningsmand med gråt skæg gav hende flasken. Den hang i et rødt bånd.
“Bare tag det roligt,” hviskede han. “Det tog mig tre forsøg at turde svømme første gang.”
Klara tog en dyb indånding. Hun kiggede ikke på alle menneskene. Hun kiggede på skibet.
“Jeg døber dig Stormsvalen,” sagde hun.
Det var ikke så højt. Men mikrofonen tog det, og det rungede ud over hele havnen.
“Held og lykke med alle, der sejler med dig,” sagde hun, lidt højere.
Så slap hun flasken.
Den svingede i båndet ind mod skibets side. Bonk. Den gik ikke i stykker. Den svingede tilbage igen.
Nogen fnisede. Klaras kinder blev varme. Hun greb flasken og kiggede på redningsmanden. Han nikkede.
Hun trak den tilbage så langt, hun kunne, og slap.
KLIRR.
Skum og glas sprøjtede ned ad skibets side, og havnen eksploderede i klapsalver. Skibets horn tudede så højt, at mågerne lettede fra alle tagene på én gang. Redningsfolkene kastede deres huer i luften.
Klara stod på tribunen og rystede stadig. Men hun smilede så meget, at det gjorde ondt i kinderne.
Den aften kom dronningen ind og satte sig på sengekanten.
“Var du bange?” spurgte hun.
“Hele tiden,” sagde Klara. “Også da det var slut.”
“Det er sådan, det er med modige hjerter,” sagde dronningen. “De banker også.”
Ude på havnen lå Stormsvalen og vuggede ved kajen, med en lille plet skum, der stadig ikke var tørret helt.
Læg hånden på dit hjerte, du. Kan du mærke det banke? Det gør det hele tiden, også når du ikke er bange. Nu banker det bare langsomt og roligt, fordi du ligger stille. Godnat.
