Der var engang en prinsesse, der hed Dagmar. Hun var seks år, og hun havde en krone, som en gammel fe havde fortryllet, den dag hun blev født.
Det var ikke en stor krone. Den var af tyndt sølv, med syv små, klare sten, og den passede lige på hendes hoved. Og fortryllelsen var denne: Kronen skinnede, når Dagmar sov.
Ikke når hun var vågen. Kun når hun sov.
Alle på slottet havde set det. Kokken havde set det, da han bar morgenmad op tidligt. Vagten ved hendes dør havde set det hver eneste nat i seks år. Mor og far havde set det. Selv slotskatten havde set det, for den sov ved fodenden af hendes seng.
“Den lyser som en lille måne,” sagde kokken. “Hele værelset bliver sølv.”
“Den blinker,” sagde vagten. “Blødt. Som om den trækker vejret.”
Den eneste, der aldrig havde set det, var Dagmar.
Hun havde prøvet. Hun havde ligget med åbne øjne i sengen og ventet, til hun faldt i søvn, så hun kunne se den. Men når hun faldt i søvn, var hendes øjne jo lukkede. Og når hun åbnede dem, var hun vågen, og så skinnede kronen ikke.
Hun prøvede at åbne øjnene meget hurtigt. Det virkede ikke. Hun prøvede at sove med et øje åbent. Det kunne hun ikke. Hun prøvede at lægge sig med et spejl ved siden af. Spejlet viste en almindelig sølvkrone og en prinsesse, der var sur.
“Det er ikke retfærdigt,” sagde hun til mor. “Det er min krone.”
Mor satte sig på sengekanten. Hun tænkte længe.
“Det er sandt,” sagde hun. “Du kan aldrig se den skinne. Men skal jeg fortælle dig, hvordan den ser ud?”
Dagmar nikkede.
“Når du har ligget lidt,” sagde mor, “og din vejrtrækning bliver langsom, så begynder den yderste sten at lyse. Den lille ovre i venstre side. Først kun svagt, som en glød. Så den næste. Og den næste. Indtil alle syv lyser. Og så bliver det sølv i hele rummet. Gardinerne. Loftet. Katten.”
“Katten?”
“Katten bliver helt sølv. Og når du drømmer noget godt, blinker stenene lidt hurtigere. Og når du vender dig om, så glider lyset hen over væggen, som når solen skinner på vand.”
Dagmar lagde sig ned. Hun lagde kronen på natbordet ved siden af sig, så den ikke trykkede.
“Bliver du her, til den begynder?” spurgte hun.
“Jeg bliver her,” sagde mor.
Dagmar lukkede øjnene. Hun tænkte på den yderste sten, den lille i venstre side, der begyndte at lyse. Hun tænkte på den næste. Hun nåede til den fjerde.
Mor sad og så på hende. Så så hun på kronen.
Den yderste sten lyste.
Sov godt, du lille lysende menneske. Du kan ikke selv se dit eget skær, når øjnene er lukkede, men nogen sidder og ser det. Godnat.
