Der var engang en lille drage, der hed Drageflyveren. Det var et meget stort navn til en meget lille drage. Hans vinger var ikke større end to kålblade, og de var tynde og glinsende, så solen kunne skinne igennem dem og lave regnbuer på jorden.
De store drager i dalen havde vinger som sejl. Når de lettede, blæste det så meget, at æblerne faldt af træerne. Når Drageflyveren lettede, blæste det ikke engang hatten af en mus.
En aften kom der bud fra himlen. En sky, formet som et brev, gled ned over dalen, og på den stod der med stjernebogstaver:
DEN STORE HIMMELFEST. I NAT. OVER DRØMMESKYERNE. ALLE DRAGER ER VELKOMNE.
De store drager lettede straks. Fuuuump. Fuuuump. Fuuuump. Dalen blev fuld af vind, og så var de væk.
Drageflyveren stod tilbage.
“Det er for langt,” sagde han til uglen Ulla, der sad i det gamle æbletræ. “Og det er mørkt. Og jeg kender ikke vejen.”
Ulla drejede hovedet halvt rundt. “Vejen er let,” sagde hun. “Følg stjernestien. Ét lys ad gangen. Du behøver ikke se det hele. Bare det næste.”
Drageflyveren kiggede op. Det var sandt. Hen over himlen lå der en sti af stjerner, svage og små, som brødkrummer i mørket.
Han lettede. Det tog lidt tid. Flap-flap-flap-flap.
Første stjerne. Han fløj hen til den. Den summede lidt, da han kom forbi.
Anden stjerne. Den var længere væk. Han fløj.
Tredje stjerne. Hans vinger var trætte nu. Han satte sig på en lille sky og hvilede, og skyen bar ham et stykke, som en båd.
Fjerde stjerne. Femte. Han holdt op med at tælle dem. Han kiggede bare efter den næste.
Til sidst hørte han musik. Højt over de sidste skyer var himlen fuld af drager. Store drager i grønt og guld og rødt. De fløj i store cirkler, i sving og dyk, og deres vinger lavede vind, der fik stjernerne til at blinke.
Drageflyveren holdt sig lidt for sig selv i kanten. Han var så lille. De fløj så stort.
Så kom den store konkurrence. Hvem kunne lave det fineste loop?
En efter en fløj de store drager op og lavede kæmpe loops, så store som månen. Fuuuump. Ooooh, sagde alle. Fuuuump. Ooooh. Men et loop så stort tager lang tid, og til sidst gabte nogle af de mindste fe-gæster.
“Du der,” sagde en gammel guldfarvet drage og pegede på Drageflyveren. “Du har ikke prøvet.”
Drageflyveren fløj op. Han var meget nervøs. Han tog fart, han bøjede sine små vinger, og så lavede han et loop.
Det var ikke større end en vaskebalje. Men det var så hurtigt, at det sagde svish. Og så gjorde han det igen. Og igen. Svish-svish-svish, et loop i et loop i et loop, som en lille, glitrende fjeder, der blev trukket ud over himlen. Hans tynde vinger lavede regnbuer i måneskinnet hele vejen.
Der blev helt stille.
Så begyndte den gamle guldfarvede drage at grine. “Lær mig det,” sagde hun.
Han prøvede. Han kunne ikke. Han var alt for stor til at dreje så hurtigt. Ingen af de store drager kunne gøre det. Men de små fe-gæster kunne, og månefeerne kunne, og en lille stjerne, der var faldet lidt ud af sin plads, kunne også.
Resten af natten fløj Drageflyveren forrest i en lang række af små ting, der lavede små loops. Svish-svish-svish.
Da han kom hjem i det første morgenlys, sad Ulla stadig i æbletræet.
“Nå?” sagde hun.
“Jeg fandt vejen,” sagde Drageflyveren. Så faldt han i søvn i græsset, før han nåede at fortælle resten.
Godnat, du. Du behøver ikke kende hele vejen ind i drømmene. Bare den næste lille stjerne. Og så den næste.
