Der var engang en pige med lange fletninger og meget gode ører. Hun hed Signe og boede i Solstråleby, en lille by, hvor alle kendte hinanden, og hvor bageren vinkede med begge hænder, selv om han havde dej på dem.
Lige uden for byen lå Hekseskoven.
Ingen gik derind. Om dagen så den ud som en helt almindelig skov, med bøgetræer og bregner og en lille å, der løb ud fra den. Men om natten kom der lyde derindefra. Et højt, langt hyl. Et dybt bum, der fik ruderne til at klirre. Og små, grønne lys, der flimrede mellem stammerne.
“Det er heksen,” sagde folk i Solstråleby og lukkede gardinerne.
Signe havde lyttet til lydene hver nat hele sommeren. Hun syntes ikke, de lød onde. Hun syntes, de lød travle.
En søndag spurgte hun sin morfar, om de kunne gå en tur langs åen. Morfar var gammel og langsom og elskede ture, og han havde aldrig været bange for ret meget, bortset fra tandlæger.
“Vi følger åen,” sagde han. “Så kan vi ikke fare vild. Vandet viser vejen hjem.”
Så de gik. Ind under bøgetræerne, hvor lyset blev grønt. Åen klukkede over stenene. Det duftede af våd jord og svampe. En spætte hamrede et sted oppe over dem, tok-tok-tok-tok, og holdt så pause, som om den lyttede efter svar.
Efter en halv time kom de til en lysning. Der stod en hytte med græs på taget. Der stod også en gedebuk med et meget langt skæg, og han så på dem, som om de var kommet for sent.
Døren gik op, og ud kom en høj, mager kvinde med sorte gummistøvler og en ske i hånden.
“Shh,” sagde hun. “I må gerne komme ind. Men gå stille.”
Hun hed Valborg. Og hun var helt bestemt en heks, for hun havde en kost, der stod op af sig selv i hjørnet, og en kat med tre farver, der kunne gå på loftet. Men det første, hun gjorde, var at give dem saftevand og pege ud ad vinduet.
“Se,” hviskede hun.
I en hule under en væltet trærod lå der fire pindsvin rullet sammen. I et hul i det store egetræ sad tre små ugleunger og sov med hovederne mod hinanden. Og nede ved åen stod en rådyrmor med en lille kalv, der stadig var plettet.
“Det er dem, jeg passer,” sagde Valborg. “Ugleungerne skal sove om dagen. Pindsvinene skal snart i vinterhi. Rådyrkalven er ny. De bliver nervøse af mange mennesker.”
“Men lydene om natten?” spurgte Signe. “Hylet og bummet?”
Valborg så lidt flov ud.
“Hylet er min teekedel,” sagde hun. “Den er gammel. Bummet er mig, der smækker døren til hønsehuset. Den er tung. Og de grønne lys er sankthansorme, som jeg ikke har noget at gøre med. De passer sig selv.”
Morfar lo så højt, at gedebukken brægede. Valborg lagde en finger på læben. Morfar lo stille i stedet.
“Folk i byen tror, du er farlig,” sagde Signe.
“Ja,” sagde Valborg. “Det har været ret praktisk.”
Signe sad længe og tænkte. Hvis hun fortalte alle i Solstråleby, at heksen var venlig, ville de komme. Bageren og købmanden og alle skolebørnene, med fodbolde og højtalere og hunde i snor. Og så ville ugleungerne ikke kunne sove.
Men hvis hun ikke sagde noget, ville alle blive ved med at være bange. Og det var heller ikke rart.
“Hvad nu, hvis der var en sti?” sagde hun. “Kun én. Langs åen, ligesom vi gik. Med et skilt. Og så måtte man kun gå på den, hvis man kunne være stille.”
Valborg kiggede på morfar. Morfar kiggede på Valborg.
“Et skilt,” sagde Valborg langsomt. “Det kan jeg godt lide.”
De lavede det sammen den eftermiddag. Morfar savede. Signe malede. Valborg tryllede lidt med bogstaverne, så de lyste svagt i mørke. Da de var færdige, stod der ved skovkanten, lige hvor åen kom ud:
HEKSESTIEN. GÅ STILLE. HER SOVER NOGEN.
Om mandagen fortalte Signe det i skolen. Ikke det med ugleungerne og rådyrkalven. Det stod jo på skiltet, at der sov nogen. Hun fortalte kun om teekedlen.
Hele klassen grinede. Og samme aften, da hylet kom inde fra skoven, var der ingen i Solstråleby, der lukkede gardinerne. De sagde bare: “Nu får Valborg te.”
Signe lå i sin seng med vinduet på klem. Ude fra skoven kom hylet, langt og tyndt. Så kom bummet fra hønsehuset. Og så blev der helt stille, for nu sov alle derude.
Sov godt, du. Gå stille ind i drømmene i nat, ligesom på Heksestien. Der er nogen derinde, der allerede sover, og de gør plads til dig.
