Den lille propelflyver på eventyr

⏳ 6 minutters læsetid

Der var engang en lille propelflyver, der hed Humlen. Han var gul med en sort stribe langs siden, ligesom en humlebi, og han havde to sæder, det ene bag det andet, en propel foran og et lille hjul under halen. Han var ikke hurtig. Men han kunne lande næsten alle steder, hvor der var en lang, flad græsmark.

Hans hjem var et lille træskur for enden af en græsbane ved en fjord. Og hans pilot hed Kåre.

Kåre var morfar. Han var også pilot, og han havde haft Humlen i mange år. Hver sommer fløj han ud til den lille ø ude i Kattegat, hvor han havde en gammel ven, der hed Folmer. Og i år skulle hans barnebarn, Dorthea, med for første gang.

Dorthea var otte. Hun havde aldrig fløjet i et lille fly før. Kun i et stort, på ferie, hvor man ikke kunne se piloten.

Om morgenen kørte de ud til flyvepladsen. Det var en klar dag med en lille, blød vind fra vest.

“Før vi flyver, går vi rundt,” sagde morfar. “Hele vejen rundt om Humlen. Vi kigger på alt.”

De gik rundt. Morfar kiggede på hjulene og lufttrykket. Han rørte ved propellen og kiggede efter revner. Han tjekkede, at rorene kunne bevæge sig. Han skruede låget af tanken og så, at der var benzin nok. Han tog en lille prøve af benzinen i et glas og holdt den op mod lyset for at se, om der var vand i.

“Hvorfor gør du alt det?” spurgte Dorthea.

“Fordi man skal være helt sikker,” sagde morfar. “Hver gang. Også selv om man har fløjet ti tusind gange. Og jeg har tjekket vejret på hele turen derud og hjem igen.”

Dorthea fik det bageste sæde. Morfar spændte hende fast med en sele, der gik over begge skuldre og om maven. Han satte et par store høretelefoner med en lille mikrofon på hendes hoved.

“Så kan vi snakke, selvom motoren larmer,” sagde han i høretelefonerne. Hans stemme lød, som om han sad inde i hendes hoved. “Og du rører ikke ved noget, der har en knap eller et håndtag. Du må gerne kigge på alt.”

Morfar startede motoren. Humlen hostede. Propellen drejede rundt et par gange, så sprang motoren i gang og brummede, og hele flyet rystede let. Det lugtede af benzin og varm olie.

De kørte ud på græsbanen. Morfar sagde noget i radioen. Så skubbede han håndtaget frem.

Humlen brummede højere. Han begyndte at rulle, hurtigere og hurtigere hen over græsset. Det bumpede. Halen løftede sig. Og så holdt det op med at bumpe.

De fløj.

Dorthea kiggede ned. Flyvepladsen blev lille. Træskuret blev til en tændstikæske. Bilerne blev til legetøj. Fjorden lå under dem, blå og blank, og hun kunne se båden på den, der trak en lang, hvid stribe efter sig.

“Det er som at være en fugl,” sagde hun.

“En langsom fugl,” sagde morfar. “Humlen er ikke hurtigere end en bil på motorvejen. Men så kan man nå at se det hele.”

De fløj ud over kysten. Under dem blev havet grønt og så mørkeblåt. Der var en sandbanke midt ude i vandet. Og på sandbanken lå der noget. Små, grå pølser.

“Sæler!” sagde Dorthea.

“Vi flyver ikke for tæt på,” sagde morfar. “Så bliver de forskrækkede og hopper i vandet. Vi kigger bare herfra.”

Humlen fløj en stor bue højt uden om sandbanken. Sælerne blev liggende i solen.

Efter en halv time dukkede øen op. Den var lille og grøn, med et fyrtårn i den ene ende og en havn med fiskerbåde i den anden. I midten var der en lang, smal græsmark, og ved den ene ende blafrede en orange vindpose.

Men på græsmarken gik der noget hvidt.

“Morfar,” sagde Dorthea. “Der går får på landingsbanen.”

Morfar grinede. “Det gør de tit. Vi flyver en runde og venter.”

De fløj en runde. Og der kom en mand kørende på en gammel, rød traktor ud på marken. Han vinkede op til dem med kasketten. Så kørte han langsomt rundt, og fårene luntede væk og ind gennem en låge i hegnet. Manden lukkede lågen.

“Det er Folmer,” sagde morfar.

Humlen kom ind over hegnet. Langsomt. Lavt. Morfar trak lidt i pinden. Først rørte de store hjul græsset. Så halehjulet. Bump, bump. De rullede hen over græsmarken og stoppede ved traktoren.

Folmer kom hen og løftede Dorthea ned. Han var gammel og havde et skæg så hvidt som sit hår.

“Velkommen til øen,” sagde han. “I har været heldige. Normalt er der to køer også.”

De gik ned til havnen. De spiste fiskefrikadeller på en bænk og fik is bagefter. Dorthea fik lov at gå op i fyrtårnet og se ud over havet fra toppen. Langt ude kunne hun se kysten, de var kommet fra.

Om eftermiddagen gik de tilbage til Humlen. Morfar gik hele vejen rundt om ham igen og kiggede på alt.

“Igen?” spurgte Dorthea.

“Hver gang,” sagde morfar.

De fløj hjem i det sene lys. Solen stod lavt, og havet blev gyldent. Humlens skygge løb ved siden af dem nede på vandet, en lille, sort humlebi, der fulgte med hele vejen. Sælerne lå der stadig. Fjorden var stille.

Morfar landede på flyvepladsen og kørte Humlen ind i skuret. Han slukkede motoren. Pludselig var der helt stille. Dorthea tog høretelefonerne af. Hendes ører summede stadig.

“Hvad synes du?” spurgte morfar.

Dorthea tænkte. “Jeg synes, Humlen skal med til øen næste år igen,” sagde hun. “Og mig.”

Humlen står i sit skur ved fjorden i aften, med propellen stille og motoren tikkende, mens den køler af. Tik. Tik. Tik. Ude på øen har Folmer lukket fårene ud på landingsbanen igen. Og Dorthea ligger i sin seng og kan stadig høre motoren brumme. Godnat, du.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 5 / 5. Bedømmelser: 1

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.