Der var engang en lille, rød bil, der hed Myren, og han ville vinde løbet.
Han var den mindste bil i hele byen. Han havde kun to døre og en lille motor, der summede i stedet for at brumme, og når han kørte ved siden af de store biler, kunne han ikke se over deres tage. De store biler kaldte ham Myren. Det var ikke ment pænt. Men han kunne lide navnet alligevel.
Hvert år i august var der løb i byen. De store biler snakkede om det i ugevis. Om hvor hurtigt de kunne køre fra nul til hundrede, og hvor mange hestekræfter de havde.
“Du skal ikke engang prøve,” sagde den store, sorte bil, der hed Bulder. “Du når kun halvvejs, før vi er i mål.”
Myren kørte stille hjem til sin garage. Ved siden af ham boede en gammel, grøn bil. Han var over halvtreds år, han hed Willy, og han kørte kun om søndagen.
“Hvilket løb er det?” spurgte Willy.
“Det store,” sagde Myren. “Det, alle kører med.”
Willy kneb forlygterne lidt sammen. “Har du læst reglerne?”
Det havde Myren ikke. Han kørte ned til rådhuset og læste opslaget på døren. Der stod:
BYENS ØKONOMILØB. ALLE BILER STARTER MED ÉN LITER BENZIN I TANKEN. DEN BIL, DER KØRER LÆNGST, VINDER. FARTGRÆNSERNE GÆLDER.
Myren læste det to gange. Det var slet ikke et løb om, hvem der var hurtigst. Det var et løb om, hvem der kom længst.
Willy lærte ham det, han vidste. Kør jævnt. Ikke noget med at give gas og bremse. Kig langt frem, så du kan slippe speederen i god tid før et lyskryds. Kør ikke for hurtigt. Hver gang man kører stærkere, bruger man mere benzin.
Løbsdagen kom. Alle bilerne stod på torvet. En mand med en kande hældte én liter benzin i hver eneste tank og satte en lille plombe på. Så gik startsignalet.
Bulder brølede af sted. Han kørte så stærkt, som han måtte, og bremsede hårdt ved hvert kryds og satte i gang igen med et brag. Mange af de store biler gjorde det samme.
Myren kørte stille og roligt. Han kørte ud ad landevejen mellem markerne. Han holdt jævn fart. Når han så et rødt lys langt fremme, slap han speederen og lod sig trille. Han kørte forbi køer og vindmøller og en mand, der solgte jordbær ved vejen. Han summede.
Efter tolv kilometer hostede Bulder og holdt stille ved vejkanten. Hans tank var tom.
Efter femten kilometer holdt de andre store biler stille, en efter en.
Myren kørte videre. Han kørte gennem en landsby og over en bro. Efter tyve kilometer var han helt alene på vejen. Efter femogtyve begyndte han at blive nervøs. Efter seksogtyve hostede hans motor.
Han trillede det sidste stykke ned ad en lille bakke og standsede ved et skilt, hvor der stod: 27 KM.
Han havde vundet.
Om aftenen kom de alle hjem på en stor ladvogn, fordi ingen af dem havde mere benzin. Bulder holdt ved siden af Myren hele vejen og sagde ingenting. Men da de kørte ind på torvet, blinkede han to gange med forlygterne.
Den mindste pokal i hele byen sidder med tape på et instrumentbræt i en garage i aften, du, ved siden af en gammel, grøn bil, der kun kører om søndagen. Myren selv har tom tank og sover. Godnat.
