Der var engang en pige, der hed Rita, og alle kaldte hende Racer-Rita. Hun havde ikke en racerbil. Hun havde en sæbekassebil. Den var lavet af krydsfiner og gamle barnevognshjul, den var malet rød med et hvidt nummer 7 på siden, og den havde ingen motor. Den kørte kun, når den kørte ned ad bakke.
Bilen havde engang været morfars. Morfar Ole havde bygget den, da han var ti år, og kørt løb i den på Møllebakken hver sommer. Nu havde han og Rita sat nye hjul på og malet den op, for om en uge var der sæbekasseløb i byen igen. Og Rita skulle køre.
Hun øvede sig på vejen bag morfars hus, hvor der ingen biler kom. Morfar gik ved siden af. Hun havde cykelhjelm og knæbeskyttere og handsker på. Hun lærte at styre med rebet, der var bundet til forakslen. Og hun lærte at bremse med den lange træstang, der skrabede mod asfalten.
Men en dag, da hun sad og strammede en skrue under sædet, fandt hun noget.
Der var en lille sprække mellem sædet og bunden. Og i sprækken sad der et sammenfoldet stykke papir. Det var gult og blødt af alder.
Hun foldede det forsigtigt ud.
Det var et kort. Tegnet med blyant. Det viste en lang, buet vej med et skarpt sving i bunden. Det var Møllebakken, det kunne hun se. Men der var også en stiplet linje, der gik hen ad vejen. Den gik ikke midt på. Den gik helt ude til højre i toppen, så skråt over mod venstre, og så ind i svinget helt tæt på kantstenen.
Ved siden af stod der med en ti-årig drengs skrift: HEMMELIG. KUN FOR OLE.
Rita løb ind til morfar med kortet.
Morfar tog sine briller på. Han kiggede længe på det. Så begyndte han at grine.
“Det har jeg glemt alt om,” sagde han. “Det har ligget der i over halvtreds år.”
“Hvad er det?”
“Det er min hemmelige linje,” sagde morfar. “Det tog mig tre somre at finde ud af. Hvis man kører midt på vejen, skal man bremse i svinget. Men hvis man kører sådan her,” og han fulgte den stiplede linje med fingeren, “så kan man komme rundt uden at bremse. Og så vinder man.”
“Vandt du?”
“Én gang,” sagde morfar. “Det sidste år, jeg måtte køre.”
Den uge øvede Rita den hemmelige linje. Ikke på Møllebakken, for der kørte bilerne. Men morfar tegnede den med kridt på vejen bag huset, og hun kørte efter den igen og igen.
Så kom løbsdagen. Møllebakken var spærret af med hegn, og der var halmballer i svinget, så ingen kunne slå sig. Der var voksne i gule veste hele vejen ned. Og der var tolv sæbekassebiler, der stod klar i toppen.
Rita var nummer syv.
Da det blev hendes tur, skubbede morfar hende i gang. Hun trillede ud. Hun styrede helt ude til højre. Bilen tog fart. Vinden suste i hjelmen. Halmballerne kom nærmere.
Hun styrede skråt over vejen, mod venstre. Og så ind i svinget, helt tæt på kantstenen. Hun bremsede ikke.
Bilen gled rundt i svinget som på skinner. Og så var hun ude på den lige strækning, og så var hun over målstregen.
Hun vandt ikke. Hun blev nummer to. En dreng i en blå bil med kuglelejer var et halvt sekund hurtigere.
Men hun havde ikke bremset én eneste gang. Og da hun kørte tilbage op ad bakken, trukket af morfar i rebet, kunne hun se, at han smilede over hele ansigtet.
Om aftenen tog morfar kortet frem og en kuglepen. Under HEMMELIG. KUN FOR OLE skrev han: OG RITA.
Den røde bil med nummer 7 står i morfars carport nu, du, med sit gamle kort tilbage i sprækken under sædet. Nu er der to, der kender den hemmelige linje. Godnat.