Højt over skyerne med Kaptajn Karl

⏳ 4 minutters læsetid

Der var engang en lille, blå flyvemaskine, der hed Kaptajn Karl, og han elskede at flyve højt over skyerne.

Han var ikke et stort passagerfly. Han havde én propel foran, to vinger og plads til fire, hvis de sad tæt. Hans hjem var en hangar ved en græsbane nord for Aarhus. Og hans pilot hed Louise. Hun havde en læderjakke og en termokande med kakao og kendte hver eneste skrue i ham.

“I dag skal vi til Anholt,” sagde Louise en grå morgen i november og klappede ham på næsen. “Børnehaven derovre har fået nyt legetøj, og det kommer ikke med færgen før på torsdag. Så vi flyver det over.”

Hun lagde en stor papkasse på bagsædet og spændte den fast med en sele. Så gik hun hele vejen rundt om Karl og tjekkede ham. Hjulene. Vingerne. Olien. Propellen. Det gjorde hun hver eneste gang, også når hun havde travlt.

“Man flyver aldrig, før man har set efter,” sagde hun.

Himlen var grå. Skyerne hang lavt, så lavt, at man næsten kunne røre ved dem fra taget af hangaren. Det støvregnede.

“Det er ikke noget flyvevejr,” sagde Kaptajn Karl.

“Vent bare,” sagde Louise.

Hun talte med flyvelederen i tårnet over radioen. Så rullede de ud på banen. Karls motor brummede. Han satte farten op, hurtigere og hurtigere, og så slap hjulene jorden.

Lige med det samme fløj de ind i skyerne. Alt blev gråt. Der var ingen jord og ingen himmel, kun gråt, og små dråber, der løb hen over ruden. Karl kunne ikke se noget. Men Louise kiggede på instrumenterne foran sig. De viste, hvor højt de var, hvor hurtigt de fløj, og om vingerne lå lige.

“Vi flyver efter instrumenterne nu,” sagde hun. “De ved, hvor vi er, selvom vi ikke kan se det.”

De steg og steg. Det grå blev lysere. Hvidere. Og så, pludselig, kom de ud.

Det var som at stikke hovedet op af vandet. Over dem var himlen helt blå, og solen skinnede så klart, at Louise måtte tage solbriller på. Og under dem lå skyerne som et kæmpestort, hvidt land. Det havde bakker og dale og bløde tinder, der glødede i solen, og det gik helt ud til horisonten i alle retninger.

“Ovenover skyerne skinner solen altid,” sagde Louise. “Også på de gråeste dage. Man skal bare højt nok op.”

Kaptajn Karl fløj hen over det hvide land. Og så så han noget mærkeligt. Nede på skyerne, lige under ham, var der en lille skygge. Hans egen skygge, formet som et fly. Og rundt om den var der en ring. En hel, rund ring i regnbuens farver.

“Hvad er det?” spurgte han.

“Det hedder en glorie,” sagde Louise. “Man kan kun se den, når solen står lige bag én, og man kigger ned på skyer eller tåge. Lyset bliver kastet tilbage fra de små vanddråber i skyen. Mange piloter har aldrig set den.” Hun smilede. “Den følger os.”

Det gjorde den. Hele vejen over Kattegat fløj den lille skygge med regnbuering hen over skyerne under dem.

Efter en halv time sagde Louise: “Nu skal vi ned.”

De fandt et hul i skyerne og dykkede blidt ned gennem det. Gråt igen et øjeblik. Og så var der hav under dem, mørkegrønt med hvide toppe. Og en ø. Lav og flad med klitter og lyng og et fyrtårn i den ene ende.

Der var en lille bane af græs. Louise satte Karl ned, så hjulene kun hoppede én gang. Ved enden af banen stod en flok børn med huer og regntøj og vinkede med begge arme. En pædagog stod bag dem og holdt den mindste i hånden.

Louise bar kassen ud. Børnene fik lov at kigge ind i den, og ind i Karl. En dreng fik lov at sidde i pilotsædet og trykke på knappen til lygterne.

Så fløj de hjem igen, op gennem det grå, ud i solen, hen over det hvide land.

Kaptajn Karl har fået lukket hangarportene for natten, du, og der sidder stadig en tynd hinde af saltvand tørret ind på hans vinger. Ovre på Anholt sidder en flok børn og leger med nyt legetøj. Og når det bliver lyst igen, skinner solen på et helt nyt, hvidt land af skyer, som Karl og Louise kan flyve hen over. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 5 / 5. Bedømmelser: 3

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.