Der var engang en superbil, der hed Superbilen. Den var ikke større end en tændstikæske. Den var rød, med en hvid stribe på taget og hjul, der snurrede længe, når man puffede til dem. Den tilhørte en dreng, der hed Leander, og den var den hurtigste bil i hele lejligheden.
Leander havde en bane. Den var orange og lavet af plastik, og den gik fra sofaens armlæn hele vejen ned på gulvet. Superbilen susede ned ad den så hurtigt, at den kørte helt ud under radiatoren.
Men det var ikke nok.
“Den skal springe,” sagde Leander en lørdag. “Den skal lave et stort spring.”
Hans lillesøster, Idun, var tre. Hun syntes, det var en god idé. Hun syntes, alt, hvad Leander sagde, var en god idé.
Leander byggede. Han lagde banen fra armlænet og ned. For enden byggede han en rampe af en bog og en lineal. Og bag rampen, en halv meter væk, stillede han et stort pudebjerg.
“Hvis den rammer puderne, har den lavet det store spring,” sagde han.
Han satte Superbilen øverst. Han slap.
Superbilen susede ned ad banen. Den ramte rampen. Den fløj op i luften. Og så faldt den ned. Lige før puderne. Bump. Den trillede ind under sofaen.
“Den var for langsom,” sagde Leander.
De prøvede igen. Og igen. Hver gang landede den lidt for tidligt.
Mor kom ind. Hun kiggede på banen. Hun kiggede på rampen.
“Må jeg komme med et forslag?” spurgte hun.
“Ja.”
“Sæt banen højere oppe. Så får den mere fart, når den kører ned. Det er det, der gør den hurtig: at den starter højt.”
Leander kiggede rundt. Det højeste sted i stuen var bogreolen.
“Ikke bogreolen,” sagde mor. “Du må ikke klatre på den. Og du må heller ikke stå på sofaryggen. Men du må godt bruge spisebordet. Hvis du sidder på en stol.”
Leander slæbte en stol hen til spisebordet. Han satte sig på den. Han lagde den ene ende af banen på bordkanten og holdt den fast med en tung bog. Banen gik nu fra bordet, hele vejen ned, og så rampen. Og bag rampen puderne.
Idun stod ved puderne. Hun holdt hænderne for øjnene og kiggede mellem fingrene.
Leander satte Superbilen øverst. “Tre. To. En.”
Han slap.
Superbilen susede ned ad banen. Hurtigere end nogensinde. Den lavede en lille lyd. Sssssss. Den ramte rampen.
Og den fløj.
Den fløj op og hen over gulvet, en lille, rød streg i luften. Den fløj over den gule legoklods. Over Iduns sko. Over den blå bil, der var parkeret der. Og så landede den, lige midt på det øverste pudebjerg. Den hoppede én gang og blev liggende med hjulene i vejret.
“DET STORE SPRING!” råbte Leander.
Idun jublede så højt, at naboen bankede på væggen.
Resten af dagen lavede Superbilen det store spring. Femogtyve gange. Leander målte hvert spring med et målebånd. Det længste var én meter og tretten centimeter. Han skrev det på en seddel og hængte den på køleskabet.
Superbilen står parkeret på natbordet ved Leanders seng i aften, med hjulene stille. Sedlen på køleskabet siger én meter og tretten. I morgen vil han prøve at slå den. Godnat, du.
