Der var engang en lille flyvemaskine ved navn Lille Luffe. Lille Luffe boede på en travl lufthavn sammen med mange andre store og små flyvemaskiner. Han elskede at flyve højt oppe i skyerne og lave sjove loop og sving. Men der var én ting, som Lille Luffe endnu ikke havde lært: at lande helt selv.
Hver dag så Lille Luffe de store flyvemaskiner lande elegant på landingsbanen. De gled ned fra himlen som store, majestætiske fugle og landede blødt på jorden. Lille Luffe drømte om at kunne gøre det samme, men han var lidt nervøs for at prøve.
En dag kom hans bedste ven, Helikopter-Hans, svævende hen til ham. “Hej, Lille Luffe! Skal vi ikke øve os i at lande i dag?” spurgte Helikopter-Hans med et stort smil.
“Åh, jeg ved ikke rigtig,” svarede Lille Luffe tøvende. “Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af det?”
“Bare rolig,” sagde Helikopter-Hans opmuntrende. “Jeg skal nok hjælpe dig. Vi kan tage det stille og roligt, og jeg vil være lige ved siden af dig hele tiden.”
Med Helikopter-Hans’ opmuntring besluttede Lille Luffe sig for at prøve. De fløj op i luften sammen, og Helikopter-Hans viste Lille Luffe, hvordan han skulle sænke farten og holde vingerne lige.
“Okay, Lille Luffe,” sagde Helikopter-Hans. “Forestil dig, at du er en fugl, der skal lande på en gren. Tag det stille og roligt, og husk at trække vejret dybt.”
Lille Luffe tog en dyb indånding og begyndte at sænke farten. Han kunne mærke vinden under sine vinger, og han fokuserede på landingsbanen, der blev større og større, jo tættere han kom.
Med Helikopter-Hans’ beroligende stemme i ørene, holdt Lille Luffe sine vinger lige og satte hjulene forsigtigt ned på landingsbanen. Før han vidste af det, rullede han sikkert hen ad jorden.
“Jeg gjorde det! Jeg landede!” jublede Lille Luffe glad. Han kunne næsten ikke tro det. Han havde endelig lært at lande helt selv.
Helikopter-Hans svævede ved siden af ham og klappede med sine rotorblade. “Jeg vidste, du kunne klare det, Lille Luffe! Du er en fantastisk flyvemaskine!”
Fra den dag af var Lille Luffe ikke længere bange for at lande. Han nød at flyve op i skyerne og vidste, at han altid kunne komme sikkert ned igen. Og hver gang han landede, tænkte han på sin ven Helikopter-Hans, der havde hjulpet ham med at overvinde sin frygt.
Og sådan endte dagen for Lille Luffe, der nu kunne sove trygt og godt, velvidende at han kunne klare alt, hvad han satte sig for. Godnat, Lille Luffe, og drøm sødt om nye eventyr i skyerne.