Der var engang en lille, rød skoleflyvemaskine, der hed Lille Luffe. Han havde to sæder, ét foran og ét bagved, en propel, der snurrede som en mixer, og han boede i en hangar på en lille flyveplads midt mellem kornmarkerne.
Lille Luffe kunne flyve. Det var ikke det. Han kunne lette, stige, dreje og lave en pæn otte-tal over kirken. Men at lande, det havde han kun gjort med kaptajn Iversen ved styrepinden. Kaptajn Iversen var flyvelærer, og han havde fløjet i fyrre år.
I dag skulle Lille Luffe lande med en ny elev. Hun hed Sylvia, og hun var nitten, og det var første gang, hun selv skulle styre ned.
“Det går fint,” sagde kaptajn Iversen fra bagsædet. “Jeg sidder lige her. Hvis noget går galt, tager jeg over.”
Sylvia nikkede. Lille Luffe kunne mærke, at hendes hænder var lidt våde på styrepinden.
De fløj en runde over flyvepladsen. Nede på jorden lå landingsbanen. Den var af græs, lang og grøn, med hvide striber i hver ende og en vindpose på en stang, der hang og blafrede.
“Vinden kommer fra venstre,” sagde kaptajn Iversen. “Lidt fra siden. Det vil skubbe jer. I skal bare holde næsen lidt op mod den.”
De drejede ind mod banen. Lille Luffe sænkede farten. Han tog flapperne ned. Jorden kom nærmere. Træerne. Hegnet. De hvide striber.
Vinden skubbede. Lille Luffe gled lidt til højre. Sylvia drejede styrepinden. Han gled lidt til venstre.
Hjulene ramte græsset. Bump.
Og så hoppede han. Lige op i luften igen, et par meter, som en bold.
“Fuld gas,” sagde kaptajn Iversen roligt. “Op igen. Vi tager en runde mere.”
Lille Luffe brummede op over hegnet. Han var flov. Sylvia var flov. Men kaptajn Iversen nynnede bare.
“Det hedder en kænguru-landing,” sagde han. “Jeg lavede fem af dem, før jeg lærte det.”
Anden gang kom de for hurtigt ind. Kaptajn Iversen sagde “op igen” før de overhovedet nåede jorden. Lille Luffe steg og drejede og kom rundt igen.
Tredje gang var vinden lidt mindre. Sylvia tog farten af lidt tidligere. Hun holdt næsen op mod vinden. Lille Luffe gled ned mod banen, roligt nu, som en and, der skal ned på en sø.
Han svævede lige over græsset. Næsten. Næsten.
Og så rørte hjulene jorden. Ikke bump. Mere som en sko, der sætter sig i blødt græs. Han rullede og rullede og blev langsommere, og til sidst stod han stille ved enden af banen, lige ved de hvide striber.
Ingen sagde noget i et stykke tid. Propellen snurrede langsomt.
“Det,” sagde kaptajn Iversen, “var en landing.”
Sylvia grinede. Hun lagde panden mod styrepinden og grinede.
De taxiede hen til hangaren. Kaptajn Iversen slukkede motoren, og propellen blev langsommere og langsommere og stod stille. Sylvia klappede Lille Luffe på siden, inden hun gik.
Om aftenen stod han i den mørke hangar og kunne stadig mærke græsset under hjulene. Ude på pladsen hang vindposen slapt. Der var ingen vind mere.
Vindposen hænger slapt over flyvepladsen nu, du. Ingen vind, ingen landinger. Lille Luffe står i sin hangar med propellen helt stille, og kaptajn Iversen har hængt sin flyverjakke på knagen. Godnat.
