Der var engang en pige, der hed Laura. Hun var seks år, og i aften skulle hun sove i et tog.
Det var et rigtigt nattog. Det kørte fra stationen i byen klokken ti om aftenen, og det kørte hele natten sydpå, gennem andre lande, og om morgenen ville det være fremme i bjergene, hvor far og Laura skulle på ferie.
“Hvad hedder stedet?” spurgte Laura på perronen.
Far sagde et langt navn, hun ikke kunne huske.
Toget holdt allerede ved perronen. Det var langt og mørkeblåt, og der var gardiner for vinduerne. En konduktør stod ved døren med en kasket og en lille maskine til billetter. Han var tyk og venlig og hed Holm. Det stod på et skilt på hans jakke.
“Og hvor skal du hen?” spurgte han Laura.
“Til bjergene,” sagde Laura. “Det hedder noget langt.”
Holm kiggede på billetten. Så tog han en kuglepen og skrev noget på bagsiden, med store bogstaver, og gav hende den tilbage.
Der stod: DRØMMELAND.
“Det ligger på vejen,” sagde han. “Alle, der sover i toget, kommer forbi det. Bjergene kommer bagefter.”
Kupeen var den mindste stue, Laura nogensinde havde set. Der var to senge oven over hinanden, en lille vask, der kunne klappes ned, et spejl, en stige og et lille vindue med et rullegardin. Alt havde sin plads. Der var en krog til tøjet, en hylde til tandbørsten og et net til bamsen.
Laura fik den øverste seng. Hun kravlede op ad stigen og lå på maven og kiggede ned på far.
“Den er perfekt,” sagde hun.
Toget rykkede. Det gav et lille stød, og så begyndte perronen at glide forbi uden for vinduet. Lamperne. Bænkene. En mand med en kuffert, der vinkede. Så var der mørkt.
Laura trak rullegardinet en smule op, så hun kunne kigge ud. De kørte forbi huse med lys i vinduerne. Et vejkryds med en rød lampe, der blinkede, og en klokke, der ringede ding-ding-ding og forsvandt bag dem. Så marker. Så en by. Så mørke igen.
Toget vuggede. Ikke meget. Bare en lille smule fra side til side, som en båd. Og hjulene sang nede under gulvet.
“Er vi i Drømmeland nu?” spurgte Laura.
“Ikke endnu,” sagde far nede fra sin seng. “Man skal sove først.”
Laura lagde sig om på ryggen. Hun kunne mærke toget i hele kroppen. Vuggen. Sangen fra hjulene. Hun kunne høre far trække vejret, og en dør, der blev lukket et sted ude i gangen, og Holms stemme, der sagde godnat til nogen.
Engang i nattens løb holdt toget stille på en stor station. Laura vågnede halvt. Uden for vinduet var der et gult lys og en stemme i en højttaler, der talte et sprog, hun ikke forstod. Så rykkede toget igen, og hun sov videre.
Hun vågnede, fordi solen skinnede ind gennem sprækken i rullegardinet.
Hun trak det op.
Udenfor var der bjerge. Store, grå bjerge med sne på toppen, der rejste sig lige op i himlen, og grønne enge længere nede med små, brune huse og køer, og en flod, der var så klar, at man kunne se stenene på bunden.
“Far,” sagde hun. “Far, vågn op.”
Det bankede på døren. Det var Holm, med to bakker morgenmad og en kande kaffe.
“Godmorgen,” sagde han. “Sov du godt?”
“Ja,” sagde Laura.
“Så har du været i Drømmeland,” sagde Holm. “Det tager man ikke billeder af. Det kan man bare huske.”
Laura kiggede på billetten. DRØMMELAND stod der stadig på bagsiden. Hun kunne ikke huske, hvad hun havde drømt. Men hun kunne huske, at toget vuggede.
Lig helt stille, du, og lad sengen vugge en lille smule fra side til side, som et tog i natten. Hjulene synger under gulvet. Og på din billet står der Drømmeland. Godnat og god rejse.
