Der var engang et lille, modigt redningsfly ved navn Rasmus. Rasmus boede på en travl lufthavn, hvor han hver dag hjalp med at redde folk i nød. Han var malet i klare røde og hvide farver, så alle kunne se ham, når han fløj højt oppe i himlen.
En dag, mens Rasmus holdt en pause og nød solens varme stråler på sin vinge, hørte han en bekymret stemme i radioen. “Stormen nærmer sig kysten, og en båd er i problemer ude på havet!” sagde stemmen. Rasmus vidste straks, at det var tid til at handle.
Han startede sine motorer og rullede hurtigt ud på landingsbanen. “Jeg er klar til at hjælpe!” sagde Rasmus med en stærk og beslutsom stemme. Han lettede fra jorden og fløj mod det store, åbne hav, hvor stormens mørke skyer allerede kunne ses i horisonten.
Da Rasmus nåede frem, kunne han se den lille båd, der vippede faretruende i de store bølger. “Hold ud, jeg er her for at hjælpe jer!” råbte Rasmus gennem sin højtaler. Bådens besætning vinkede op til ham, lettede over at se det modige redningsfly.
Rasmus fløj lavt over båden og kastede en stærk redningsline ned til dem. Besætningen greb fat i linen og begyndte at trække sig selv i sikkerhed. Men stormen blev stærkere, og vinden blæste hårdt mod Rasmus, der kæmpede for at holde sig stabil i luften.
“Jeg må ikke give op,” tænkte Rasmus for sig selv. “De har brug for mig.” Med al sin styrke og mod fløj han mod vinden, mens han holdt linen stram, så besætningen kunne komme ombord på en redningsflåde, der var blevet kastet ud fra en redningsbåd i nærheden.
Endelig, efter en hård kamp mod stormen, var alle fra båden i sikkerhed. Rasmus kunne høre deres glade råb og taknemmelige vinken, da de blev reddet af redningsbåden. Han følte sig stolt og glad, for han vidste, at han havde gjort en forskel.
Da stormen begyndte at stilne af, fløj Rasmus tilbage mod lufthavnen. Solen brød igennem skyerne, og en smuk regnbue strakte sig over himlen. Rasmus landede sikkert og blev mødt af sine venner, der alle klappede og jublede over hans heltemodige indsats.
“Du gjorde det, Rasmus!” sagde hans bedste ven, helikopteren Helga. “Du reddede dem alle!” Rasmus smilede og svarede: “Det var en holdindsats. Vi er alle her for at hjælpe hinanden.”
Og med det, rullede Rasmus ind i sin hangar, træt men glad, klar til en god nats søvn. Han vidste, at uanset hvad der skete, ville han altid være klar til at flyve ud og hjælpe dem, der havde brug for det.
Og sådan sluttede dagen for det modige redningsfly Rasmus, der altid var klar til at tage kampen op mod stormen for at redde dem i nød. Godnat, Rasmus, og sov godt.