Redningsflyet Rasmus og stormen

⏳ 5 minutters læsetid

Der var engang et redningsfly, der hed Rasmus. Han var hvid med en bred, rød stribe langs siden, han havde to propeller og et stort, rundt vindue bagi, som man kunne kigge ud ad, og han boede i en hangar på en lille lufthavn ved kysten.

Rasmus var ikke et fly, der fragtede folk på ferie. Han var et søgefly. Når nogen var i nød ude på havet, var det ham, der skulle finde dem.

Han var god til det. Han kunne flyve langsomt og lavt i mange timer. Han havde et kamera under maven, der kunne se varme i mørket, og et stort projektørlys, der kunne lyse havet op som en scene. Og han havde en luge i bunden, hvor man kunne kaste ting ud. En redningsflåde. Lysbøjer. En pakke med varme tæpper.

I hangaren ved siden af boede Helga. Hun var en redningshelikopter, gul og stor og meget højrøstet, når hendes rotor gik. Rasmus og Helga arbejdede sammen. Rasmus fandt folk. Helga hentede dem.

En aften i oktober kom stormen.

Den havde været i vejrudsigten hele dagen. Om eftermiddagen blev himlen gul og så grå og så næsten sort. Vinden kom ind fra vest og rev i vindposerne på lufthavnen, og regnen piskede mod hangarportene.

Klokken syv ringede telefonen i pilotrummet.

En fiskekutter var i nød. Den hed Sølvmåge, og den var på vej hjem fra fiskepladserne, da motoren stoppede. Nu drev den med vinden ind mod en sandbanke ude ved kysten. Der var to fiskere om bord, Sigurd og hans bror. De havde nået at sende et nødopkald. Så var radioen gået i stå.

“Vi ved cirka, hvor de er,” sagde stemmen i telefonen. “Men ikke præcist. Og det er mørkt.”

“Så må vi lyse,” sagde Rasmus’ pilot.

Mekanikerne skubbede Rasmus ud på forpladsen. Regnen trommede på hans vinger. Hans propeller begyndte at dreje, først langsomt, så hurtigere, til de var to grå skiver i mørket.

Han rullede ud på banen. Vinden ramte ham fra siden, og han skubbede imod. Så tog han fart og løftede sig.

Det gyngede. Det gyngede meget. Vinden kastede ham op og ned, og regnen var så tæt, at piloten kun kunne se instrumenterne. Men Rasmus var bygget til det. Han holdt kursen. Ud over kysten. Ud over havet, der var sort og hvidt af skum.

Han fløj til det sted, hvor kutteren havde været sidst. Der var ingenting. Kun bølger.

Så begyndte han at søge. Han fløj i lange, lige baner, frem og tilbage, som når man støvsuger et gulv. Bane efter bane. Hans varmekamera kiggede ned i mørket.

Første bane. Ingenting. Anden bane. Ingenting. Tredje bane.

“Der,” sagde piloten.

På skærmen i cockpittet var der en lille, lys plet. Noget varmt midt i det kolde hav. Rasmus drejede og fløj lavt ned mod den. Så tændte han sit projektørlys.

Og der var hun. Sølvmåge. En lille, blå kutter, der gyngede vildt i bølgerne. Den lå skævt og drev med vinden. Og bagest på dækket stod to mænd i orange redningsdragter og vinkede med begge arme.

Rasmus fløj hen over dem og vippede med vingerne. Vi har set jer.

Så kaldte han på Helga.

“Jeg har dem,” sagde han. “Jeg bliver her og lyser.”

Og så fløj han i cirkler. Rundt og rundt over den lille kutter, med sit lys rettet mod den, så den ikke forsvandt i mørket igen. Lugen i bunden gik op, og han kastede to lysbøjer ned i vandet ved siden af den. De dansede i bølgerne og blinkede.

Regnen piskede. Vinden rev. Rasmus fløj sine cirkler.

Efter et kvarter hørte han hende. Først svagt, så højere. Dunk-dunk-dunk-dunk. Helgas rotor. Hun kom ind fra land, lavt over vandet, med sit eget lys foran sig.

Hun lagde sig stille i luften over kutteren. Det var svært i den vind. Men hun var god til det. En dør i hendes side gik op, og en redningsmand blev firet ned i et kabel. Han svingede lidt i vinden. Så stod han på dækket.

Den første fisker kom op. Så den anden. Så redningsmanden selv. Døren lukkede sig.

“Vi har dem begge,” sagde Helga i radioen. “De fryser, men de er hele.”

Rasmus vippede med vingerne igen. Denne gang betød det: Godt gået.

Helga fløj mod land. Rasmus blev lidt endnu. Han ventede, til redningsbåden fra havnen kom pløjende gennem bølgerne og fik en line over til den tomme kutter, så den ikke ville drive på grund. Så fløj han også hjem.

Ved helikopterpladsen ved hospitalet stod der en pige i regnfrakke med sin mor og ventede. Hun hed Wilma, og hun var Sigurds datter. Da Helga landede, og hun så sin far blive hjulpet ud, pakket ind i et sølvfarvet tæppe, løb hun hen og holdt ham om benet så hårdt, at han næsten faldt.

Oppe over hendes hoved fløj Rasmus forbi med lysene blinkende, på vej hjem til sin hangar.

Da han landede, var stormen ved at lægge sig. Regnen var blevet til støvregn. Mekanikerne tørrede hans vinger og tankede ham op og skubbede ham ind. Helga stod allerede i hangaren ved siden af og dryppede.

“Det var en lang aften,” sagde hun.

“Det var en god aften,” sagde Rasmus.

De to redningsmaskiner står side om side i hver sin hangar nu, du, med vingerne og rotoren stille. Ude på havet ligger bølgerne og bliver mindre. Hvis nogen har brug for dem i nat, er de klar på få minutter. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 5 / 5. Bedømmelser: 4

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.