Der var engang et lille damplokomotiv, der hed Tuffe, og han skulle op ad det stejleste bjerg, han nogensinde havde set.
Han var sort og rund og gammel, med en høj skorsten og en fløjte, der sagde “tuuut” så højt, at fårene på markerne løftede hovedet. Han boede på en lille station i en dal mellem bjergene. Hver dag trak han to vogne frem og tilbage til byen nede ved søen. Det var fladt og nemt.
Men en morgen kom stationsforstanderen, Flemming, ud til ham med en pakke under armen.
“Tuffe,” sagde han. “Den gamle bane op til landsbyen på toppen skal åbne igen i dag, efter vinteren. Og du skal køre den første tur.”
Tuffe kiggede op ad bjerget. Skinnerne snoede sig op ad siden af det, forbi klipper og granskove, op til en lille landsby med røde tage helt oppe ved skyerne. Midt imellem de to skinner gik der en tredje skinne. Den var anderledes. Den havde tænder, som en kæmpe kam.
“Den er for stejl,” sagde Tuffe. “Mine hjul glider.”
“Derfor er der tandhjul,” sagde Flemming. Han pegede ind under Tuffe. Der sad et stort, kraftigt hjul med tænder, lige i midten. “Når du kører op, griber dit tandhjul ind i tandskinnen. Så kan du ikke glide. Ikke en centimeter.”
Tuffe havde aldrig brugt sit tandhjul før.
Flemming lagde pakken i vognen. Den var til bageren oppe i landsbyen. Så fyldte han Tuffes tank med vand og hans kasse med kul.
“Én ting mere,” sagde han. “Du skal skubbe. Ikke trække.”
“Skubbe?”
“På en bjergbane kører lokomotivet altid nederst,” sagde Flemming. “Under vognen. Så hvis noget går løs, ruller vognen ind i dig og ikke ned ad bjerget. Det er reglen.”
Så Tuffe kørte bag vognen. Langsomt. Tandhjulet greb i tandskinnen med et lille klik, klik, klik. Op ad den første bakke. Forbi den første klippe. Dampen stod op fra hans skorsten i store, hvide skyer.
Det var hårdt. Det var meget hårdere end turen til søen. Hans kedel sydede, og hans stempler arbejdede. Han kørte ikke hurtigere, end et barn går.
Halvvejs oppe var der en lille station med et vandtårn. “Her holder vi,” sagde lokomotivføreren, som stod i Tuffes førerhus. “Damplokomotiver bruger meget vand, når de kører op ad bjerge.”
Mens Tuffe drak vand, kiggede han ned. Dalen lå langt nede under ham. Søen var lille som en vandpyt. Hans egen station lignede et legetøjshus.
Så kørte de videre. Klik, klik, klik. Gennem en tunnel, hvor dampen fyldte det hele, og ud i sollys på den anden side. Gennem en granskov, hvor der stadig lå sne i skyggerne. Og så, til sidst, var der ikke mere bjerg.
Landsbyen på toppen havde ventet hele vinteren. Folk stod på perronen og klappede. Bageren tog imod pakken. Det var gær, til de første boller efter vinteren.
Tuffe pustede. Han var træt. Men han havde aldrig været så højt oppe, og han kunne se bjerge i alle retninger.
Turen ned gik lige så langsomt, med tandhjulet som bremse hele vejen. Klik, klik, klik.
Ingen fløjter i dalen i nat, du. Tuffes kedel er kold, og i remisen smelter den sidste smule sne mellem tænderne på hans tandhjul, dråbe for dråbe. I morgen skal han derop igen. Godnat.