Der var engang et jagerfly, der hed Sværdfisken. Det var ikke hans rigtige navn. Hans rigtige navn var et nummer, malet med små hvide tal på halen. Men piloterne på flyvestationen kaldte ham Sværdfisken, for han var grå og slank, med en lang, spids næse, og han var den hurtigste i hele hangaren.
Sværdfisken var en af de fly, der altid er klar. Hele døgnet, hele året, står der to jagerfly i en særlig hangar med fuld tank. Hvis der sker noget oppe i luften over landet, skal de være i luften på få minutter.
Det meste af tiden sker der ingenting. Så står Sværdfisken bare og venter, og hans pilot, Lisbet, sidder i et lille rum ved siden af og drikker te og læser.
Men en eftermiddag i november ringede alarmen.
Lisbet løb. Hun klatrede op ad stigen og ind i cockpittet, satte hjelmen på og spændte sig fast. Mekanikerne fjernede stigen og trak sig væk. Sværdfiskens motor brølede. Porten gik op, og han rullede ud.
“Der er et lille fly,” sagde stemmen i Lisbets radio. “En enmotorers sportsmaskine. Den er fløjet ind i skyer, og dens radio virker ikke. Vi kan se den på radaren, men piloten kan ikke høre os. Vi tror, han er faret vild.”
Sværdfisken satte fart på banen og løftede næsen. Så var han oppe. Han steg gennem de grå skyer, og pludselig var han ovenover dem, i det klare, blå lys, hvor solen stadig skinnede.
Han fløj mod nord. Radaren viste vejen.
Og der var den. En lille, hvid propelmaskine, der sneglede sig af sted lige over skytoppene. Den så meget lille ud. Den vippede lidt fra side til side, som om piloten ikke vidste, hvor han skulle hen.
Sværdfisken var meget hurtigere. Han måtte sætte farten helt ned for ikke at flyve forbi. Lisbet lagde ham forsigtigt op ved siden af den lille maskine, på venstre side og et stykke foran, så piloten kunne se ham.
I cockpittet derovre sad en mand med grå hår og høretelefoner. Han kiggede over på Sværdfisken med meget store øjne.
Lisbet vinkede. Så vippede hun Sværdfisken med vingerne. Op og ned. Op og ned. Det er et signal, som alle piloter kender. Det betyder: Følg mig.
Manden i det lille fly nikkede. Han vippede med sine egne vinger. Jeg følger dig.
Så fløj de sammen. Sværdfisken forrest, langsomt, og det lille fly bagved. De fløj i en lang bue mod syd, over skyerne, til radioen fortalte Lisbet, at der var et hul i skyerne over en lufthavn.
Sværdfisken dykkede ned gennem hullet. Det lille fly fulgte efter. Under dem lå landingsbanen med alle sine lys tændt.
Det lille fly landede. Det trillede langsomt hen ad banen og stoppede. Ude på asfalten stod en brandbil og en bil med blinklys og ventede.
Sværdfisken fløj én gang hen over lufthavnen. Lisbet kunne se manden stå ude ved siden af sit fly. Han vinkede med begge arme.
Så fløj Sværdfisken hjem.
Da han rullede ind i hangaren igen, var det blevet mørkt. Mekanikerne tankede ham op, så han var klar igen. For der skal altid være nogen, der er klar.
Lisbet klappede ham på næsen, inden hun gik.
“Godt fløjet, Sværdfisk,” sagde hun.
Hvis du hører et fly over huset i nat, du, så tænk på Sværdfisken. Han står i sin hangar med fuld tank og hviler med det ene øje åbent. Godnat.
