Der var engang en togfører, der hed Tom. Han kørte et lille, rødt lokomotiv på en gammel sidebane mellem to landsbyer og en skov, og han havde kørt den samme strækning hver dag i fireogtyve år.
Han kendte hver eneste meter. Han kendte broen over åen, hvor toget rumlede. Han kendte kurven ved møllen, hvor man skulle bremse. Og han kendte lyden af skinnerne.
Ta-dunk. Ta-dunk. Ta-dunk.
Den lyd kom fra de små mellemrum. Skinnerne lå ikke i ét langt stykke. De lå i stykker, der var lagt efter hinanden med et lille hul imellem, ikke bredere end en lillefinger. Hver gang hjulene kørte over et af hullerne, sagde det ta-dunk.
“Hvorfor er der huller?” spurgte børnene, når de stod på perronen og så toget komme. “Er det, fordi de ikke havde lange nok skinner?”
“Det er skinnernes hemmelighed,” sagde Tom og blinkede.
En dag i juli var det det varmeste, det havde været i mange år. Solen bagte ned på markerne. Asfalten på landevejen var blød. Selv køerne stod i skyggen og ville ikke flytte sig.
Tom kørte ud fra den første landsby klokken to. Han havde vinduet nede, men det hjalp ikke. Ta-dunk. Ta-dunk.
Så kom han til den lange, lige strækning før skoven. Og han så noget.
Langt fremme, hvor sporet gik ind under træerne, lå skinnerne ikke lige. De slog et lille sving til siden. Ikke meget. Bare en bue, som når en snor ikke er strammet helt ud.
Tom trak i bremsen.
Toget skreg og hvinede og gled og bremsede, og passagererne rokkede frem i sæderne, og en mand tabte sin avis. Toget standsede tyve meter før buen.
Tom sprang ned og gik hen og kiggede. Skinnerne var bøjet. Varme og blanke og bøjet til siden, som om nogen havde skubbet til dem.
Han ringede til banevogteren fra telefonen i førerhuset. Så gik han tilbage gennem vognene og fortalte passagererne, at de skulle vente lidt.
En time senere kom banevogteren Preben på sin lille skinnecykel med værktøj og en spand vand. Han kiggede på skinnerne og fløjtede.
“Solslyng,” sagde han. “Det var godt, du så den.”
Mens Preben og Tom hældte vand på skinnerne og ventede på, at de kølede af, kom et par børn fra toget ud og kiggede på.
“Hvorfor er de bøjet?” spurgte en dreng.
“Når jern bliver varmt, bliver det længere,” sagde Tom. “Ikke meget. Men lidt. Og skinner er meget lange. Hvis de ikke havde plads, så ville de skubbe til hinanden og bøje sig, sådan her.”
Drengen kiggede på skinnerne. Så kiggede han længere tilbage, hvor de lå lige.
“Er det derfor, der er huller?”
“Det er derfor,” sagde Tom. “Så de har plads til at blive lidt længere, når solen skinner. Det er skinnernes hemmelighed. Den her strækning er ny. Den har ikke huller nok.”
“Ta-dunk,” sagde drengen.
“Ta-dunk,” sagde Tom.
Om aftenen var der kommet folk med maskiner, og skinnerne lå lige igen. Toget kørte videre, langsomt. Tom kom hjem tre timer for sent.
Han gik ud i sin have, satte sig i stolen og lukkede øjnene. Det var stadig varmt. Men et sted ude i mørket, langs sporet, kunne han høre skinnerne svagt. De tikkede. Det gør jern, når det køler af om natten og bliver lidt kortere igen.
Tik. Tik. Tik.
Tik, tik, siger huset, du, når taget og radiatoren køler af og bliver en lillebitte smule kortere. Ligesom skinnerne. Det er bare natten, der arbejder. Sov godt.