Jetflyet Jack og den store himmellabyrint

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang et jetfly, der hed Jack. Han var et passagerfly, hvidt og blankt, med to motorer under vingerne og plads til hundrede og firs passagerer, og han fløj hver dag fra København til Rom og tilbage igen.

En eftermiddag i juli sad en pige, der hed Hildur, på række fjorten ved vinduet. Hun skulle til Italien med sin mormor. Det var hendes første flyvetur.

Jack lettede. Han steg op gennem et tyndt lag skyer og kom ud i det klare, blå lys ovenover. Under ham lå skyerne som et hvidt gulv.

“Det ser ud, som om man kan gå på dem,” sagde Hildur.

“Det kan man ikke,” sagde mormor. “Men det ser sådan ud.”

De fløj længe. Hildur fik saftevand og en lille pose kiks. Hun kiggede ud.

Og så, længe efter, langt fremme, så hun noget, hun aldrig havde set før.

Skyerne begyndte at rejse sig. Først som bakker. Så som bjerge. Store, hvide tårne, der voksede op mod himlen, højere end flyet, med flade toppe som ambolte. Der var mange af dem. De stod med mellemrum som en kæmpe skov af skyer, og mellem dem var der smalle gange af blå luft.

“Det er tordenskyer,” sagde mormor. “Over bjergene. Der er tit tordenvejr over Alperne om sommeren.”

Inde i cockpittet så kaptajnen, Lennart, og andenpiloten, Rut, også skyerne. De så dem på deres vejrradar. Den viste et billede på en skærm, hvor almindelige skyer var grønne, og hvor tordenskyernes inderste var gule og røde.

“Det er en labyrint,” sagde Rut.

“Så flyver vi igennem labyrinten,” sagde Lennart. “Uden om de røde. Altid uden om de røde.”

Det er reglen for alle piloter. Man flyver aldrig ind i en tordensky. Man flyver udenom, med god afstand.

Rut talte i radioen med flylederen nede på jorden. Hun bad om lov til at dreje lidt til venstre, så de kunne flyve mellem to af skytårnene. Flylederen sagde ja. Andre fly gjorde det samme. Flylederen holdt øje med dem alle sammen, så de ikke kom for tæt på hinanden.

Lyset med selerne tændte. Bing.

“Kære passagerer,” sagde Lennart i højttaleren. “Vi flyver uden om nogle tordenbyger. Det kan ryste lidt. Sæt jer ned og spænd selen.”

Hildur spændte selen. Mormor spændte sin.

Jack drejede. Han fløj ind i en lang, blå gang mellem to enorme, hvide skytårne. På den ene side kunne Hildur se lyn blinke inde i skyen, som en lampe, der blev tændt og slukket bag et lagen. Flyet rystede lidt, som en bil på en grusvej. Så drejede Jack igen. En ny gang. Et nyt sving. Uden om de røde.

Og så var de igennem. Skytårnene lå bag dem. Foran var himlen blå, og langt nede lå Italien med gule marker og små, røde tage.

Bing. Lyset med selerne slukkede.

“Det var den store himmellabyrint,” sagde mormor.

“Fløj de efter et kort?” spurgte Hildur.

“De fløj efter radaren,” sagde mormor. “Og efter dem nede på jorden. Og efter alt det, de har lært.”

Jack står i en hangar i Rom nu, du, og bliver tanket op til turen hjem i morgen tidlig. Hildur sover på et hotel med mormor i sengen ved siden af. Og over bjergene er tordenskyerne faldet sammen og blevet til stjerneklar nat. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 5 / 5. Bedømmelser: 1

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.