Den gamle flyver og de nye vinger

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en gammel flyvemaskine, der hed Kragen. Den var lille og gul, med én vinge over hovedet og plads til en pilot og en passager, og den var bygget i Danmark for mere end halvfjerds år siden.

Engang havde den fløjet syge mennesker fra øerne ind til hospitalet. Senere havde den fløjet skoleelever, der skulle lære at flyve. Men nu havde den stået i en lade i tyve år, og vingerne var slidte.

Det var ikke metal, vingerne var dækket af. Det var stof. Tyndt, stramt lærred, spændt ud over et skelet af træ og malet med lak, så det blev hårdt og glat som et trommeskind. Men nu var lærredet blevet gammelt. Det havde revner, og det var blødt nogle steder, og man kunne se træet igennem.

Så en dag kom Arne.

Arne var flymekaniker og var gået på pension. Han havde købt Kragen for næsten ingenting af en bonde, der ikke vidste, hvad han skulle med den. Og han havde en plan.

“Den skal have nye vinger,” sagde han til sit barnebarn, Inga. Hun var ni og kom og hjalp ham hver lørdag.

De kørte vingerne ud i Arnes værksted. De var store, men lette. Arne viste Inga, hvordan man forsigtigt skar det gamle lærred af.

Indenunder var skelettet af træ. Tynde lister og ribber, der gik på tværs, som ribbenene på en fisk. Det meste af træet var fint. Et par ribber var revnet. Arne lavede nye af lyst træ, ganske præcis som de gamle, og limede dem på plads.

“Hvor ved du, hvordan de skal se ud?” spurgte Inga.

“Fra tegningerne,” sagde Arne. Han havde en stor rulle papir, gul af alder. “De, der byggede den, tegnede hver eneste lille del.”

Det tog hele vinteren.

Da træet var færdigt, spændte de nyt lærred over. Det var hvidt og blankt. De syede det fast til ribberne med lange sting, en tråd for hver ribbe, gennem hele vingen. Inga holdt tråden, og Arne syede. Så malede de lærredet med en særlig lak. Lag på lag. Hver gang lakken tørrede, trak lærredet sig lidt sammen og blev strammere. Til sidst kunne Inga banke på vingen, og den lød som en tromme. Bom-bom.

Til sidst malede de den gul. Den samme gule farve, som den havde haft, da den var ny.

I maj kørte de Kragen ud på den lille flyveplads. Vingerne kom på igen. En mand fra myndighederne kom og tjekkede det hele. Han kiggede på hver eneste skrue og hvert eneste sting, og til sidst skrev han under på et papir.

“Den må flyve,” sagde han.

Arne satte sig ind. Han startede motoren. Den hostede og røg lidt og brummede så, dybt og jævnt, som om den aldrig havde holdt pause. Inga stod bag ved hegnet med sin mor.

Kragen kørte ud på græsbanen. Den tog fart. Halen løftede sig. Og så slap hjulene græsset, og den gamle, gule flyvemaskine steg op over markerne, med nye vinger, der glinsede i solen.

Arne fløj en stor runde over flyvepladsen og landede igen.

“Den flyver som en ny,” sagde han, da han kom ud. “Næste gang skal du med.”

Næste lørdag skal Inga med. Hun skal sidde på passagersædet bag morfar og se markerne glide forbi under de nye, gule vinger. Indtil da sover hun, og Kragen venter. Godnat, du.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 0 / 5. Bedømmelser: 0

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.