Der var engang en lille, rød racerbil, der hed Turbo-Tom, og han var den hurtigste bil på hele racerbanen. Det sagde han i hvert fald selv.
Han havde en hvid stribe på motorhjelmen og nummer syv på siden, og han kunne sætte farten op så hurtigt, at man ikke engang nåede at sige “Turbo-Tom”. Han boede i et garageskur ved banen sammen med sin bedste ven, Jutta, der var en gul racerbil med nummer elleve. Og så var der Allan. Allan var mekanikeren. Han havde olie på fingrene og en blyant bag øret.
“I morgen er det det store løb,” sagde Allan en aften og klappede Turbo-Tom på taget. “Halvtreds omgange. Og du skal ind i depotet og have nye dæk halvvejs.”
“Det behøver jeg ikke,” sagde Turbo-Tom. “Jeg er hurtig nok uden.”
“Det er dine dæk, der ikke er hurtige nok,” sagde Allan. “Når man kører stærkt, bliver gummiet slidt. Efter mange omgange bliver dækkene glatte og varme, og så glider man i svingene. Nye dæk griber fat igen. Det er ikke for at være langsom. Det er for at være sikker.”
Turbo-Tom sagde ikke noget. Men han tænkte, at han ikke ville spilde tid i depotet.
Næste dag var tribunerne fulde. Tyve biler stod på startlinjen. Lysene over banen slukkede ét efter ét, og så gik det løs.
Turbo-Tom kom godt fra start. Efter første sving var han nummer tre. Efter fem omgange var han nummer to, lige bag Jutta. Efter tyve omgange overhalede han hende på langsiden, og han var forrest. Publikum jublede.
Ved omgang femogtyve kaldte Allan over radioen. “Tom, ind i depotet næste gang.”
“Ikke nu,” sagde Turbo-Tom. “Jeg fører.”
Han kørte videre. Jutta kørte ind i depotet bag ham. Hun forsvandt et øjeblik fra banen.
Men ved omgang tredive mærkede Turbo-Tom det. I det store sving ved tribunen skred hans baghjul lidt ud. Han rettede op. Ved næste omgang skred de lidt mere. Dækkene var glatte. Han måtte køre langsommere og langsommere i svingene for ikke at glide ud i gruset.
Bag ham kom en gul bil. Den kørte fast og rent gennem svingene, med nye, sorte dæk, der greb fat i asfalten. Det var Jutta. Hun overhalede ham. Så kom en til. Og en til.
“Allan,” sagde Turbo-Tom over radioen. Hans stemme var lidt lille. “Jeg kommer ind nu.”
“Vi er klar,” sagde Allan.
Turbo-Tom drejede ind i depotet og holdt præcis på sin plads. Og så skete der noget, han aldrig havde set. Fire mekanikere, én ved hvert hjul. Wrrr, sagde maskinerne. Hjulene røg af. Nye hjul røg på. Wrrr. En mekaniker løftede et skilt. Grøn.
Det havde taget fire sekunder.
“Kør,” sagde Allan.
Turbo-Tom kørte ud på banen igen. Han var nummer otte nu. Men han kunne mærke, at dækkene greb fat. Han kørte gennem det store sving uden at skride. Han kørte hurtigere og hurtigere. Han overhalede én. Så en til.
Da det ternede flag blev svinget, var Turbo-Tom nummer to. Jutta vandt. Hun havde kørt ind i depotet, præcis da Allan sagde det.
Turbo-Tom holdt ved siden af hende bagefter.
“Til lykke,” sagde han.
“Du kørte godt,” sagde Jutta. “Især de sidste tyve omgange.”
Om aftenen, i garageskuret, sad Allan og skiftede olie på Turbo-Tom.
“Fire sekunder,” sagde Turbo-Tom. “Det var hurtigt.”
“De hurtigste kan gøre det på to,” sagde Allan. “Med tyve mekanikere.” Han blinkede. “Men først skal man køre ind, når jeg siger det.”
Det sidste, Allan gør, før han slukker sin pandelampe, du, er at klappe Turbo-Tom på taget, lige over nummer syv. Turbo-Tom står på fire helt nye, sorte dæk, og ved siden af ham står Jutta med en lille pokal på taget. I morgen skal de træne depotstop sammen. Godnat.