Den flyvende bils første tur

⏳ 4 minutters læsetid

Der var engang en opfinder, der hed Dorit, og hun havde bygget en flyvende bil. Det havde taget hende elleve år.

Hun havde bygget den i sin lade uden for en lille by i Sønderjylland. Den var lysegrøn og lignede næsten en almindelig bil, bare lidt længere og lidt fladere. Men bagpå sad der en propel. Og langs siderne, foldet ind ligesom en græshoppes vinger, lå to lange vinger, der kunne folde sig ud.

Hendes barnebarn, Vivi, havde set den blive bygget, stykke for stykke. Hun var otte nu. Da Dorit begyndte, var hun ikke engang født.

“Hvornår flyver den?” havde Vivi spurgt hver eneste sommer.

“Når den er sikker,” sagde Dorit hver gang.

For man kan ikke bare flyve af sted i en hjemmebygget bil. Der skal være papirer. Der skal være tilladelser. Folk fra myndighederne skal komme og kigge på hver eneste skrue. Dorit havde kørt bilen på vejen mange gange. Hun havde testet motoren og vingerne og bremserne. Hun havde ladet den køre hurtigt hen ad en landingsbane uden at lette. Igen og igen.

Og nu, en stille morgen i september, havde hun fået lov.

De kørte ud til den lille flyveplads. Dorit kørte selv. Bilen summede hen ad landevejen som enhver anden bil, og folk i de andre biler kiggede lidt efter den.

På flyvepladsen stod der allerede en brandbil. Den stod der for en sikkerheds skyld. Der stod også en mand fra myndighederne med et clipboard og en kikkert. Og der stod mor og far og en fotograf fra den lokale avis.

Vivi måtte stå bag hegnet med mor. Det var reglen.

Dorit kørte ud for enden af banen. Hun stoppede. Så trykkede hun på en knap.

Vingerne foldede sig ud. Langsomt. Først den ene. Så den anden. De klikkede på plads. Pludselig lignede bilen ikke længere en bil. Den lignede en lille, lysegrøn flyvemaskine på fire hjul.

Dorit startede propellen. Den brummede. Hun tog hjelm på og lyttede til motoren i lang tid. Så gav hun tommelfingeren op til manden med clipboardet.

Han gav tommelfingeren op igen.

Den flyvende bil begyndte at rulle. Hurtigere. Hurtigere. Vivi holdt vejret. Hjulene hoppede lidt på asfalten. Og så hoppede de ikke mere.

Den fløj.

Den var ikke højt oppe. Kun lidt over trætoppene. Den fløj ikke langt. Kun én langsom runde om flyvepladsen. Men den fløj. Vivi kunne se Dorits hjelm gennem vinduet. Hun kunne se, at hun vinkede.

Den lysegrønne bil kom ned igen. Den landede blødt for enden af banen og rullede ud og stoppede.

Vingerne foldede sig ind.

Og så kørte Dorit den hen ad vejen og op til hegnet, som om hun bare kom hjem fra indkøb.

Hun steg ud. Hun tog hjelmen af. Hendes hår stod lige op.

“Nå,” sagde hun. “Det var den første tur.”

Vivi løb ind i armene på hende.

“Hvor skal den hen næste gang?” spurgte hun.

“Tilbage i laden,” sagde Dorit. “Der er stadig ting, der skal gøres bedre. Men næste sommer, hvis alt går godt, og hvis myndighederne siger ja, så flyver vi til en anden flyveplads og spiser is.”

Flyvende biler findes ikke kun i eventyr. Opfindere har bygget rigtige af slagsen, men de kører ikke rundt i trafikken. De starter og lander på flyvepladser, ligesom fly.

I laden står den lysegrønne bil med vingerne foldet ind i nat, du, og motoren er kold. Dorit har tændt lyset over arbejdsbænken og skriver i sin notesbog. Der er elleve år bag hende og én runde på himlen. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 3 / 5. Bedømmelser: 2

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.