Der var engang en lille, blå bil, der hed Blålynet. Han var gammel. Han var så gammel, at han havde en kassettebåndoptager og et håndsving til vinduerne, og hans blå lak var blevet lidt mat på taget. Men han startede hver morgen, og han havde kørt William og hans mor og far rundt, siden William blev født.
I sommerferien kørte de til Norge.
Det var langt. Først på færgen. Så hen ad lange, snoede veje langs fjorde, der var så blanke, at bjergene spejlede sig i dem. Blålynet brummede og summede. Han kunne lide Norge. Luften var kølig, og der var ikke så travlt.
Men på den fjerde dag sagde far: “I dag skal vi køre Trollstigen.”
William kiggede på kortet. Vejen så ud som en snor, nogen havde tabt. Den gik frem og tilbage og frem og tilbage op ad en bjergside.
“Elleve hårnålesving,” sagde far. “Og den er stejl hele vejen.” Han havde tjekket på telefonen om morgenen, at vejen var åben. Det er den ikke altid. Om vinteren ligger der sne, og hvis der er fare for, at sten falder ned, lukker de den.
Blålynet tænkte, at det lød som meget.
De kom til foden af bjerget. Vejen gik lige op. Den var smal, så smal, at to biler lige akkurat kunne passere hinanden. På den ene side var der klippe. På den anden var der et stengærde og så luft.
“Ned i første gear,” sagde far til sig selv. “Og langsomt.”
Blålynet begyndte at klatre.
Han brummede dybt. Hans motor arbejdede. Vejen var så stejl, at William blev trykket tilbage i sædet. Første sving. Blålynet drejede rundt, langsomt, så hjulene næsten pegede den modsatte vej. Så var de på den næste strækning.
Andet sving. Tredje sving.
En stor turistbus kom ned imod dem. Den var kæmpestor, og den skulle bruge hele svinget. Far holdt helt ind til siden og ventede. Blålynet stod stille med sin motor brummende og lod bussen komme forbi. Chaufføren vinkede.
Fjerde sving. Femte.
Og så kom vandfaldet.
Det kom ned ad bjerget lige ved siden af vejen. Hvidt og larmende og så højt, at William ikke kunne se toppen gennem vinduet. Vejen gik på en lille stenbro lige hen over det. Vandstøvet ramte Blålynets forrude, så far måtte tænde vinduesviskerne.
“Det hedder Stigfossen,” sagde mor.
Blålynet havde aldrig været så tæt på et vandfald. Det var som at køre gennem en sky.
Sjette sving. Syvende. Ottende.
Blålynets motor var varm nu. Far kiggede på temperaturmåleren. Den var lidt høj.
“Vi holder ind og lader ham hvile,” sagde far.
Der var en lille holdeplads. De holdt ind. Far åbnede motorhjelmen, så luften kunne komme til. De stod og kiggede ned på vejen, de var kommet op ad. Den lå nedenunder dem som en grå, foldet snor. Bilerne dernede var små som legetøj.
Efter et kvarter var Blålynet kølet af.
Niende sving. Tiende. Ellevte.
Og så var de oppe.
Der var en stor parkeringsplads på toppen og en sti ud til en udsigtsplatform, der stak ud over kanten af bjerget. William og mor og far gik derud. Langt, langt nede kunne de se dalen og floden og hele vejen med alle de elleve sving.
William vendte sig om og kiggede på Blålynet. Han stod lille og blå på parkeringspladsen mellem de store, nye biler. Hans motor tikkede, som den gør, når den køler af.
“Du gjorde det,” sagde William, da han kom tilbage, og klappede ham på motorhjelmen.
På vejen ned kørte de meget langsomt, i lavt gear, så bremserne ikke blev for varme. Blålynet brummede hele vejen, lidt stolt, tænkte William.
Blålynet holder på parkeringspladsen ved hytten nu, du, med dug på sin blå lak. Hans motor er kold og stille, og de elleve sving ligger og sover i mørket bag ham. Godnat.