Der var engang en mursejler, der hed Turbo-Tine. Hun var sort som sod, med lange, smalle vinger formet som en segl, og hun var den hurtigste og vildeste flyver over hele byen.
Mursejlere kommer til Danmark i maj og flyver tilbage til Afrika i august. Og imens er de næsten aldrig på jorden. De spiser i luften. De drikker i luften, når de suser lavt hen over en sø og snupper en dråbe. Turbo-Tine havde en rede under en tagsten på et gammelt hus, og det var det eneste sted, hun nogensinde landede.
Under taget, i huset, boede en dreng, der hed Sophus.
Hver aften i juni, når det var varmt og stille, sad Sophus i det åbne vindue med albuerne på karmen og ventede på luftshowet.
Det begyndte altid på samme måde. Et skrig. Sriiiiii! Så et til. Og så kom de. Ti, tyve, tredive mursejlere, i en tæt flok, der susede ned gennem gaden mellem husene, så lavt, at Sophus kunne høre vingerne hvisle. Sriiiii! De drejede rundt om kirketårnet. De styrtdykkede ned mod tagene og trak op i sidste øjeblik. De fløj så hurtigt, at man næsten ikke kunne følge dem med øjnene.
Og forrest var Turbo-Tine.
Alle mursejlere ser ens ud. Men Sophus var sikker på, at han kunne kende hende, for hun fløj altid forrest og skreg altid højest. Hun drejede skarpere end alle de andre. Hun var den første til at dykke og den sidste til at trække op.
“Det vilde luftshow,” sagde far, som stod bag ham. “Folk kalder det skrigeflokke. Ingen ved helt, hvorfor de gør det. Måske bare for sjov.”
Luftshowet varede længe. Flokken susede ned gennem gaden og op igen og ned igen. Svalerne var gået til ro for længst. Det var ved at blive mørkt.
Og så skete det, som Sophus allerbedst kunne lide.
Flokken begyndte at stige. Højere og højere, i store cirkler, op over tagene. Op over kirketårnet. Op, til de bare var små prikker mod den mørkeblå himmel. Og så forsvandt de.
“Hvor flyver de hen?” spurgte Sophus, selv om han godt vidste det.
“Op for at sove,” sagde far. “Højt oppe. De sover, mens de flyver. Lidt ad gangen.”
Turbo-Tine var ikke med derop. Hun havde unger i reden under tagstenen. Lige før det blev helt mørkt, susede hun ind under taget, lige over Sophus’ vindue, og forsvandt.
Sophus kunne høre de små unger pibe lidt deroppe. Så blev der stille.
Turbo-Tine sover under tagstenen lige nu, med vingerne foldet om ungerne, og højt over byen sover hendes venner i luften og svæver i den stille nat. Du behøver ikke sove i luften, du. Du har en seng. Godnat.
