Der var engang en pige, der hed Aya, og hun var fire år, og i dag var hendes første dag i en ny børnehave. Hun var lige flyttet. Hun kendte ingen.
Mor blev hos hende hele formiddagen. De sad på en bænk på legepladsen og kiggede. Der var gynger og en sandkasse og et legehus, og helt nede i hjørnet stod en pilehytte. Den var lavet af levende pilegrene, der var sat i jorden i en cirkel og bundet sammen foroven, så de lavede et grønt tag. Der var et hul, man kunne kravle ind igennem.
Inde i pilehytten var der nogen. Aya kunne høre dem hviske.
“Det er Børnehavebanden,” sagde pædagogen Palle, der kom hen og satte sig ved dem. Han havde skæg og en grøn hue. “Det er Odin og Hulda og et par stykker til. De har den hemmelige hule derinde.”
“Må man komme ind?” spurgte mor.
“Det bestemmer banden,” sagde Palle. “Men vi voksne må gerne kigge ind ad hullet, hvis vi banker på først.”
Efter frokost sagde mor farvel. Hun kyssede Aya på kinden og sagde, at hun kom igen klokken tre. Aya stod ved hegnet og kiggede efter hende længe. Så gik hun ned til hjørnet og stillede sig uden for pilehytten.
Hun sagde ingenting. Hun var ikke god til at sige ting til nogen, hun ikke kendte.
Et hoved stak ud af hullet. Det var en dreng med rødt hår og en forbinding på knæet. “Hvem er du?”
Aya kiggede ned i jorden. “Aya,” hviskede hun.
Hovedet forsvandt. Der blev hvisket derinde. Så kom hovedet ud igen.
“Man skal bestå prøven,” sagde drengen. Det var Odin. “Hvis man vil ind.”
Aya nikkede.
“Man skal være lige så stille som en mus,” sagde Odin. “I lang tid. Det kan ingen. Hulda kunne kun i fem sekunder.”
“Seks,” sagde en stemme inde i hytten.
Aya kravlede ind gennem hullet. Indenfor var der grønt lys, der kom gennem bladene, og et gammelt tæppe på jorden og en kasse med kogler og en lommelygte. Der sad fire børn i en rundkreds. En pige med fletninger. Det var Hulda.
“Nu,” sagde Odin. “Stille.”
Aya satte sig. Hun foldede hænderne i skødet. Og så var hun stille.
Det var ikke svært. Det var det, hun havde været hele formiddagen. Hun sad helt, helt stille og kiggede på en lille edderkop, der kravlede på en pilegren.
Odin talte. “En. To. Tre.” Ved syv begyndte Hulda at fnise. Ved ti væltede en af de andre om på ryggen og sparkede med benene. Ved femten kunne Odin ikke holde det ud mere og sagde: “Hun trækker ikke engang vejret!”
Aya trak vejret. Men hun gjorde det meget stille.
Ved tyve sagde Odin: “Stop! Du har vundet!”
“Du er den bedste mus i hele børnehaven,” sagde Hulda. “Du må være med i banden.”
De viste hende alting. Koglerne var penge. Lommelygten var til, når de legede, at det var nat. Edderkoppen hed Hr. Ottefod. Og når nogen skulle hentes, sagde de det med et særligt pift.
Klokken tre kom mor. Aya kravlede ud af hytten med blade i håret.
“Har du haft en god dag?” spurgte mor.
Aya nikkede. Så sagde hun, højt nok til at hele banden kunne høre det: “Jeg er den stilleste mus.”
Den aften lå Aya i sin seng i det nye hus, der stadig lugtede af maling. Hun lå helt stille, som en mus. Hun var sovet ind ved fire.
Pilehytten står tom på legepladsen i nat, du, med koglerne i kassen og Hr. Ottefod i sit spind. I morgen kravler Børnehavebanden ind igen, og Aya er med. Godnat.