Der var engang en dreng, der hed Anton. Han var to og et halvt år og havde en bamse, der hed Bamse, fordi det var det første ord, Anton havde lært at sige.
Anton var ikke glad for potter. Den, de havde derhjemme, var hvid og kold og havde engang væltet. Så en lørdag sagde mor: “I dag skal vi på jagt. Efter den perfekte potte.”
“Jagt?” sagde Anton. “Med kikkert?”
“Med indkøbsvogn,” sagde mor.
I butikken var der en hel hylde med potter. Anton satte Bamse op på hylden, så han også kunne se.
Den første potte lignede en racerbil. Den havde hjul og rat. Anton satte sig på den. Den rullede baglæns ind i en reol med toiletpapir.
“Nej,” sagde Anton fra gulvet.
Den anden potte spillede musik, når man satte sig. Høj musik. Med trompeter. Anton hoppede op, som om den havde bidt ham.
“Nej,” sagde Anton og holdt sig for ørerne.
Den tredje potte var formet som en and. Den havde et stort, gult næb foran. Anton kiggede på næbbet. Næbbet kiggede på ham.
“Nej,” sagde Anton. “Den ser på mig.”
Mor begyndte at grine. Hun prøvede at lade være, men det gik ikke.
Den fjerde potte lyste. Den femte var lyserød med glimmer. Den sjette var så stor, at Anton næsten forsvandt ned i den.
“Nej. Nej. Nej,” sagde Anton.
Han satte sig på gulvet ved siden af Bamse. Han så træt ud.
Så kiggede han ned på den nederste hylde. Der stod en potte, ingen havde kigget på. Den var grøn som et æble. Den havde ingen hjul, ingen musik, intet næb. Den havde bare et lille ryglæn og et håndtag på hver side, så man kunne holde fast.
Anton tog fat i håndtagene. Han satte sig. Den vippede ikke. Den rullede ikke. Den sagde ingenting.
Han sad der lidt.
“Den her,” sagde han.
“Er du sikker?”
“Bamse kan godt lide den.”
Bamse kunne godt lide den. Det kunne man se.
Derhjemme stillede de den grønne potte på badeværelset. Den første dag sad Bamse på den. Den anden dag sad Anton på den, med tøjet på, bare for at prøve. Den tredje dag sad han der uden tøj, mens mor læste en bog om en traktor.
Og så, mens traktoren kørte i mudder på side fire, kom der en lille lyd fra potten.
Anton kiggede ned. Han kiggede op.
“Mor,” sagde han. “Potten har tisset.”
“Det er ikke potten,” sagde mor.
Anton tænkte. “Nå,” sagde han. Så smilede han så stort, at man kunne se alle hans tænder.
Den aften sov Bamse på kanten af badekarret og holdt øje med den grønne potte. Det havde Anton bestemt.
Godnat, du. På et badeværelse et sted står en grøn potte, der hverken kører, synger eller kigger. Det er derfor, den er den perfekte.
