Der var engang en dreng, der hed Bjørn, og i dag var hans første dag i børnehaven.
Han havde været i vuggestue før. Men den var lille, og han havde kendt alle. Børnehaven var stor, og den larmede, og der var store børn, der løb.
Bjørn holdt mor i hånden. Han holdt meget hårdt.
Ude i garderoben kom der en voksen hen til dem. Hun havde krøllet hår og en trøje med en ugle på. “Hej, Bjørn,” sagde hun. “Jeg hedder Laila. Jeg har glædet mig til dig. Skal jeg vise dig din krog?”
Bjørn vidste ikke, hvad en krog var. Men han fulgte med.
Langs væggen i garderoben var der en lang række knager. Under hver knage var der en lille hylde til skoene, og over hver knage var der et lille billede. En bil. En blomst. En sol. En fisk.
“Børnene her kan ikke alle sammen læse endnu,” sagde Laila. “Så hver krog har et billede. Så kan man altid finde sin egen. Den her er din.”
Bjørn kiggede op. Over hans krog sad der et billede af en bjørn. En brun bjørn med runde ører, der sad og holdt en krukke honning.
“Det er jo mig,” sagde Bjørn.
“Det er dig,” sagde Laila.
Mor hjalp ham med at hænge jakken op. Hun satte hans gummistøvler på hylden. Han hængte sin rygsæk på krogen ved siden af jakken. Så lignede krogen en, der var hans.
Så skulle mor gå.
Bjørn græd. Ikke meget, men lidt. Mor gav ham et knus og sagde, at hun ville komme efter frokost, og Laila tog ham op og stod med ham ved vinduet og vinkede, til mors cykel var væk.
Det var en lang formiddag. Der var leg og sang og frugt. Det var sjovt nogle gange. Men nogle gange savnede Bjørn mor så meget, at hans mave gjorde ondt.
Da det skete første gang, bøjede Laila sig ned til ham.
“Ved du, hvad nogle af de andre børn gør, når de savner hjem?” spurgte hun. “De går ud og besøger deres krog. Krogene herude er nemlig magiske. De passer på det, man har med hjemmefra.”
Bjørn gik ud i garderoben. Laila gik med. Han stillede sig foran sin krog. Der hang hans jakke. Han stak næsen ind i den.
Den lugtede hjemme. Den lugtede af vaskemiddel og af hans værelse og en lille smule af mors parfume, fra da hun havde givet ham knus.
Bjørn stod der et stykke tid. Så gik han ind igen.
Han gjorde det tre gange den dag. Den sidste gang var en dreng, der hed Adam, gået med ham ud. Adams krog var lige ved siden af. Den havde en fisk.
“Fisken er min,” sagde Adam. “Bjørne spiser fisk.”
“Jeg spiser ikke fisk,” sagde Bjørn.
“Godt,” sagde Adam.
Efter frokost kom mor. Bjørn løb hen til hende. Men inden de gik, viste han hende krogen. Bjørnen med honningkrukken. Og fisken ved siden af.
Bjørns jakke hænger på en stol derhjemme i nat, du. I morgen skal den hænge på krogen med bjørnen igen, ved siden af fisken. Den ved godt, hvor den hører til. Godnat.
