Der var engang en vaskebjørn af stof, der hed Mulle, og han boede på en hylde i Hilmas værelse sammen med alle hendes andre bamser.
Han var gråbrun og blød, med en sort maske syet hen over øjnene og en lang, stribet hale, som Hilma godt kunne lide at vikle om håndleddet. Han havde boet på hylden, siden Hilma var to. Nu var hun fem og et halvt.
Ved siden af ham sad Stikke. Stikke var et pindsvin. Ikke et rigtigt, selvfølgelig. Hans pigge var lavet af brunt filt og var så bløde, at man kunne lægge kinden mod dem. Men han var meget stolt af dem alligevel.
Den aften, vi skal høre om, gik Hilma i seng med røde øjne.
Hun havde tabt sin lykkesten. Det var en lille, glat, grå sten med en hvid stribe hele vejen rundt, og hun havde fundet den på stranden på Rømø om sommeren. Hun havde haft den i lommen hver eneste dag lige siden. Men den aften, da hun skulle i seng, var den der ikke. Hun ledte i bukserne. Hun ledte på gulvet. Far ledte under sengen med en lommelygte. De fandt to Lego-klodser og en rosin, men ingen sten.
“Den dukker op,” sagde far og kyssede hende på panden. “Det gør de næsten altid.”
Hilma lagde sig med ansigtet mod væggen.
Bamserne på hylden ventede, til hun trak vejret langsomt og tungt. Så begyndte de at røre på sig. Det gør bamser nogle gange, når ingen kigger. Bare ikke så nogen opdager det.
“Vi må finde den,” sagde Stikke.
“Det er mørkt,” sagde en hvid kanin med lange ører.
“Det er derfor, I har mig,” sagde Mulle.
Han gled ned fra hylden og landede blødt på tæppet. Han gik hen til dukkehjørnet, hvor Hilmas lille tekop af porcelæn stod på sin underkop. Der var en tår vand i den fra eftermiddagens teselskab. Mulle dyppede sine forpoter i den. Han gned dem mod hinanden. Så rystede han dem.
“Hvad laver du?” hviskede Stikke.
“Rigtige vaskebjørne ser ikke så godt i mørke,” sagde Mulle. “Men de har de mest følsomme hænder i hele skoven. Og når hænderne er våde, mærker de endnu bedre. Det har Hilmas far læst højt for hende. Jeg sad lige ved siden af.”
Han gik ind under sengen.
Der var meget mørkt. Mulle lagde sine våde poter ned på gulvet og begyndte at føle sig frem. Langsomt. Fingerspids for fingerspids. En sok. En hårnål. Et stykke papir. Noget klistret, som han ikke ville tænke nærmere over. Men ingen sten.
Han kom ud igen med støv på maven. “Ikke under sengen,” sagde han.
De ledte i legetøjskassen. De ledte i Hilmas gummistøvler, der stod ved døren. Kaninen hoppede op i vindueskarmen og kiggede, og en lille, blå hest kravlede ned i Hilmas dukkevogn. Ingen sten.
Så sagde Stikke: “Radiatoren.”
Under radiatoren var der en lille, smal sprække mellem gulvet og væggen. Den var for lav til Mulle. Han prøvede, men han kunne kun få snuden ind.
Stikke gik derhen. Han rullede sig sammen, så godt et filtpindsvin nu kan. Så trillede han ind under radiatoren, helt ind til væggen, og blev væk et øjeblik.
“Mulle,” kaldte han. “Der er noget her. Men jeg kan ikke mærke, hvad det er. Mine poter er for små.”
Mulle lagde sig på maven. Han strakte sin ene, våde forpote ind under radiatoren, så langt han kunne, og Stikke skubbede noget hen imod den med sin snude. Mulle mærkede efter. Noget glat. Noget rundt. Og hele vejen rundt om det, en lillebitte rille, hvor stenen var lidt anderledes.
Den hvide stribe.
“Det er den,” hviskede han.
Han trak den ud. Stikke trillede ud efter ham, fuld af støv og nullermænd mellem de bløde filtpigge. Bamserne samlede sig omkring dem på tæppet og kiggede. Det var en lille, glat, grå sten med en hvid stribe.
Mulle bar den hen til sengen. Han kravlede op ad dynen, meget forsigtigt, og lagde stenen ned på hovedpuden, lige ved siden af Hilmas hånd. Så kravlede han ned igen, og alle bamserne gik tilbage på hylden og satte sig, præcis som de havde siddet før.
Næste morgen vågnede Hilma og lagde hånden på noget koldt og glat.
Hun satte sig op med et ryk. Hun kiggede på stenen. Hun kiggede rundt i værelset. Så kiggede hun op på hylden, hvor Mulle sad med en lille smule støv på maven, og Stikke sad ved siden af ham med en nullermand i piggene.
“Far!” råbte hun. “Den er dukket op!”
Hvis du har en bamse i sengen i aften, du, så kan du give den et ekstra knus. Man ved aldrig, hvad den laver, når du sover. Måske ligger Mulle og Stikke lige nu og passer på en lille sten med en hvid stribe. Godnat.
